Hvad skal jeg gøre?

Min veninde er ved at gå ind i en depression, hun græder og er meget negativ.
Mig og min anden veninde vil meget gerne hjælpe, men vi ved ikke hvad vi skal gøre.
Derfor har vi skrevet til jer.
Håber i vil hjælpe os.

Hilsen to meget nervøse veninder.

(Pige, 13 år)


Kære I to meget nervøse veninder

Hvor er I hamrende omsorgsfulde, at I lægger mærke til, hvordan jeres veninde har det. Og at I også handler på det, når I kan se, at hun ikke har det særlig godt. Det er rigtig flot af jer. Den ros skal I altså have herfra.

Det er ikke særlig rart at se ens veninde have det rigtig dårligt. Det kan faktisk være rigtig svært at være i. Derfor synes jeg, at det er så godt af jer, at I faktisk opsøger hjælp til at finde ud af, hvad man skal gøre i jeres situation.

Tag fat i jeres veninde
Jeg har to råd, som jeg tænker er rigtig gode at følge, når man har en veninde, der har det skidt. Det første er at snakke med veninden. Tag fat i hende og nævn for hende, at I er bekymrede for hende. I kan også spørge til, hvordan hun går og har det. I har nemlig lagt mærke til, at hun græder mere, end hun plejer. Når man har det dårligt, er det rigtig rart, at der er nogen, der spørger ind til en og prøver at hjælpe. For hvor er det bare vigtigt, at man mærker, at man ikke er alene i verden. I kan her få gode råd til, hvad man kan gøre, hvis man er bekymret for en ven.

Snak med en voksen
Det andet råd er, at man fortæller om sin veninde til en voksen. For når man har en veninde, der har det dårligt, er det vigtigt at sørge for, at en voksen også ved det. Og det er det, fordi det ikke er jeres ansvar, at jeres veninde får det bedre. Den opgaver skal I ikke tage på jer, og I skal ikke gå med det alene. I stedet skal der en voksen ind over, som kan vurderer, hvordan man bedst får hjulpet jeres veninde. Og der er heldigvis flere muligheder i forhold til, hvem I kan sige det til. Så kan I vælge den, I har det bedst med.

En mulighed, der altid er der – og som kan føles tryg – er, at I siger det til jeres egne forældre. Så kan jeres forældre tage fat i venindes forældre og lærere, hvis det er nødvendigt. En anden mulighed er at tage fat i venindens forældre, hvis I har det okay med det. På den måde får hendes forældre det at vide direkte, uden at det skal igennem så mange mennesker. Og en tredje mulighed er at gå til en af jeres lærere, fx en klasselærer, der har jeres klasse tit. Så kan klasselæreren holde øje med jeres veninde og tage fat i hendes forældre. Nu har I fået mulighederne. Så skal I beslutte, hvilken I har det bedst med.

Jeg håber, at I er blevet klogere på, hvad I kan gøre i jeres situation. Det vigtigste er at få sagt det til nogle andre, så I ikke er de eneste, der har set, hvordan jeres veninde har det. Og så skal I endelig bare snakke med jeres veninde også. Det vil hun sikkert opleve som rart.

De bedste hilsner fra en Mindhelper