Hej
Mig og min aller bedste veninde er her for tiden meget uvenner, og det er pga hendes kæreste. Hun har været kærester med ham i lidt over en måned, men hun har allerede ændret sig meget. Hende og jeg plejede at være sammen 3-4 gange om ugen og vi går i klasse sammen, men nu er vi ikke så meget sammen mere men når vi er skriver hun eller snakker altid i telefon med ham. Hun har også aflyst aftaler med mig for at være sammen med hendes kæreste. Det er som om hun glemmer alt om mig, nu hvor hun er blevet kærester med ham. Og det gør mig rigtig ked af det.
igår var vi til en fest om aften, og alt var godt men da vi så tog hjem skulle hun være sammen med sin kæreste. Vi tog begge to ind på København H hvor jeg skulle videre med et tog og hun skulle mødes med ham. Vi var begge ret fulde på det tidspunkt og hun fortalte mig noget om hende og hendes kæreste havde gjordt, som jeg virkelig ik havde regnet med. For det var ikke noget hun havde givet udtryk for at ville, jeg blev virkelig chokeret og gik uden og sige farvel. Da jeg kom hjem skrev vi lidt sammen, og måske var det fordi jeg ikke var helt ædru men jeg sagde til hendes hvor ked af det jeg var over han hun havde erstattet mig og at han var kommet imellem hende og jeg. Jeg tænkte at jeg sikkert ville fortryde det jeg sagde dagen, efter men i dag nu hvor jeg skriver har jeg det stadig på samme måde. Hun spurgte mig i dag om vi skulle være sammen, men jeg sagde nej og at jeg stadig ked af det hun var meget forstående og sagde det ikke gjorde noget. Jeg skriver nu fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved det. Jeg har prøvet at snakke med hende om det flere gange, og hun siger hver gang at det ikke ville ske igen men det gjorde det. Jeg vil virkelig ikke miste for hun er min bedste veninde i verden, og der er ingen jeg stoler eller har det ligeså godt med som hende. Jeg håber derfor i måske har et godt råd til hvad jeg kan gøre ved det.
Mvh Anonymt 🙂
(Pige, 15 år)
Kære anonym
Det er rigtigt hårdt, når ens bedste veninde får en kæreste, sådan så der lige pludseligt er en anden, man skal dele opmærksomheden med. Så jeg er rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Giv det lidt tid
Jeg kan godt forstå, det er mega hårdt, at din veninde bruger så meget tid med sin nye kæreste, når I to har været vant til at være rigtigt meget sammen. For det er super hårdt, når ens rigtigt gode veninde lige pludseligt får en kæreste, når man har været vant til at have hinanden uden at skulle dele opmærksomheden med nogen andre. Men efterhånden som man bliver ældre, så sker det ofte på et tidspunkt, at der er en, der får en kæreste. Og så har man ikke så meget tid sammen mere, som man havde engang. Det er rigtigt hårdt, men det er nok også noget, som man bliver nødt til at vænne sig til. Og så prøve at vænne sig til at være rigtigt glad for den tid, man så trods alt har sammen med sin veninde i stedet. Men jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort.
Samtidigt tænker jeg også, at din veninde og hendes kæreste stadig er ret nyforelskede, når de ikke har været sammen mere end en måned. Og når man er nyforelsket, så har man rigtigt tit lyst til bare at være sammen med hinanden hele tiden. Det er rigtigt hårdt, når man er den veninde, der så måske lidt bliver glemt i nyforelskelsen. Men på et tidspunkt bliver det hverdag igen, når nyforelskelsen har lagt sig. Og så har din veninde måske lidt nemmere ved at give slip på sin kæreste og være sammen med dig igen. Så selvom jeg godt kan forstå, det er mega hårdt, så er det måske også en god idé, at du giver det lidt tid og giver hende plads til at være nyforelsket lige nu.
Snak med hende igen
Når alt det så er sagt, så kan jeg godt forstå, du synes, det er rigtigt træls, at din veninde skriver med sin kæreste, når hun så endelig er sammen med dig. For det er rigtigt træls at være sammen med en person, som ikke rigtigt er til stede, fordi de sidder og kigger ned i sin telefon. Derfor synes jeg også, at du skal prøve at snakke med din veninde om, at det er rigtigt træls for dig, at hun gør det. Det lyder som om, du allerede har gjort det, men det bedste råd jeg kan give dig er, at du skal prøve at snakke med hende igen. I kan måske lave en aftale om, at det er okay, du på en pæn måde gør hende opmærksom på det, hvis hun har siddet og skrevet for meget med sin kæreste. Det er jo slet ikke sikkert, hun selv tænker over, hvor meget hun faktisk gør det.
I det hele taget er det bedste råd jeg kan give dig faktisk, at du skal have snakket med din veninde om den situation, hvor I blev uvenner. Fortæl hende ting, du har skrevet her. At du blev rigtigt chokeret over det, hun fortalte. Og at du har været rigtigt ked af det og derfor kom til at skrive de ting til hende, som du skrev den aften. Du må også gerne fortælle hende, at det stadig er sådan, du har det, men at du selvfølgeligt er rigtigt ked af det over, at det kom ud på den måde. Sådan så hun ved, at du har brug for, at I får snakket sammen om det, men at du er ked af måden, du fik sagt det på. Når du snakker med hende, er det vigtigt, at du giver hende plads til, at hun også har lov til at være sammen med sin kæreste. Hvis du har brug for flere gode råd til, hvordan du kan løse konflikten med din veninde, så kan du læse den artikel, jeg har linket til.
Snak med nogle andre
Jeg kommer til at tænke på, om der er nogle andre i nærheden af dig, som du ville kunne snakke med om det her? Det kunne for eksempel være nogle andre veninder. Det er nemlig rigtigt hårdt at være uvenner med sin rigtigt gode veninde. Og det lyder også som om hele situationen med din veninde og hendes kæreste fylder rigtigt meget for dig. Derfor tænker jeg, det er vigtigt at få snakket med nogen om det. For det er så vigtigt ikke at gå alene med de svære følelser. Så kan de nemlig bygge sig op inde i en og komme til at fylde endnu mere. Og når man snakker med andre, så får man også mulighed for at høre, hvad de tænker om de ting, man fortæller. Så det kan jo være, at dine andre veninder har nogle gode råd, som du ikke lige selv har tænkt på. Du kan også snakke med dine forældre om det eller en anden voksen, du er tryg ved, hvis du hellere vil det.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du og din veninde bliver gode veninder igen. For det lyder som om, I er rigtigt tætte, så jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at miste hende.
De bedste hilsner fra en Mindhelper