Hejsa


Jeg er en pige på 15 år og går i 9. Klasse
Jeg har det sidst år haft det rigtig svært og er blevet diagnostiseret med en depression, men jeg er heldigvis ved at være på toppen igen

Jeg havde taget en pause fra skole og mistede ca. 6 måneder af 8. Klasse og starten af 9. Jeg er tilbage på næsten fuld tid nu
Problemet er bare at min veninde der har været der for mig gennem hele forløbet nu er ved at blive ligeglad med mig, hun har det selv svært og jeg støtter hende så meget som muligt men hun giver bare intet tilbage og snakker aldrig til mig. Vi har endnu en veninde hvor de mest snakker sammen og jeg føler mig udenfor.
Idag var jeg presset i timen og endte med at selvskade, hun opdagede det men var ligeglad og snakkede bare videre med den anden veninde :/

Jeg føler ikke længere at jeg kan passe ordentligt på mig selv hvis jeg også skal være i skole så jeg fortalte mine forældre om det og jeg ønsker virkelig bare at komme på efterskole, men det er jo midt i et år.
Jeg har ik lyst til at skifte til en anden folkeskole.

Har i nogle foreslag til hvad jeg kan gøre?

Med venlig hilsen en forvirret og presset pige

(15 år)


Hej forvirrede og pressede pige

Når ens veninde begynder at reagere på en anden måde, kan det godt påvirke en, og gøre en ret ked af det. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt det. 

At være væk fra skolen 

Det er mega hårdt at kæmpe med depression, og det kan påvirke en meget. Men det lyder til, at du har gjort det rigtige ved at tage en pause fra skolen og arbejde med det, så du nu igen er ved at være på toppen. Men det kan samtidig også være svært at have været væk fra skolen. For der kan være sket ret meget på et halvt år, som man måske lige skal vænne sig til. 

For ligesom du også har rykket dig og fået det meget bedre på det halve år, så har dine veninder og klassekammerater måske også ændret sig. Og så skal man lige finde hinanden igen. Så selvom det måske er svært lige nu, og føles som en ordentlig mavepuster, så kan venskaberne heldigvis godt blive gode igen. 

Kan I lave noget hyggeligt sammen?

Du skriver, at din veninde selv har det svært, og at du støtter hende, så godt du kan. Men at du ikke rigtig føler, at hun giver så meget tilbage eller snakker til dig. Det kan godt gøre ondt og gøre en ked af det, at føle at ens gode veninde er ligeglad med en.

Men for nogle, kan det sommetider være svært at overskue og rumme andre og det der er svært for dem, når de selv har det svært. Jeg kommer til at tænke på, om det måske kunne være noget af det, som din veninde oplever?

Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med din veninde om, hvordan du har det. For måske er det slet ikke hendes mening, at få dig til at føle dig udenfor. Og så kan det være rart at få snakket om, hvordan det føles for jer begge.

Når man har det svært, kan det også sommetider være rigtig rart at være sammen om noget helt andet. Så man kan få en lille pause fra alt det svære. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om dig og din veninde måske kunne prøve at lave noget hyggeligt sammen, som fx at tage en tur i biffen, rulle en tur eller noget helt tredje? Sådan så det hele ikke kommer til at handle om det, som er svært. 

Du skriver også, at I har en anden veninde, hvor de to snakker mere sammen. Så måske det også kunne være en ide, at I alle tre lavede noget sammen?. 

Godt du snakker med dine forældre 

Jeg vil også lige give dig et kæmpe skulderklap med på vejen. Det er nemlig mega godt, at du snakker med dine forældre om det, som er svært. For det er noget af det allerbedste, som man kan gøre, når man har det svært. Derfor skal du også endelig blive ved med at snakke med dem om skolen, og hvordan du har det. 

Snak med en lærer 

Når man har det svært i skolen er lærere også rigtig gode at snakke med. For langt de fleste lærere vil rigtig gerne have, at deres elever har det godt og synes, at skolen er et rart sted at være. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med en af dine lærere om, at du føler sig udenfor, og har det skidt i skolen. For sådan skal det ikke være. 

Hvis du ikke selv har lyst til at hive fat i en lærer, kan du også prøve at snakke med dine forældre om det. Så kan de måske hjælpe med at få snakket med læreren, og være der til at støtte dig. 

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade 

Kender du Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade? Det er et sted, hvor man kan få hjælp og rådgivning, hvis man kæmper med selvskade. Deres rådgivere ved en hel masse om, hvordan det er, at bøvle med selvskade. Og derfor er de også rigtig gode til at lytte og hjælpe. Du kan både ringe til dem, chatte med dem eller sende dem en SMS. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i. 

Headspace 

Headspace er et sted, hvor unge kan komme og snakke om det, der fylder for dem. Helt gratis og anonymt. Og de frivillige rådgivere, som arbejder der er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når man har det svært i skolen, og føler sig udenfor. Der findes Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på deres chat. 

Det er mega hårdt, når man føler sig udenfor, og ikke har det godt i skolen. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender dig de allervarmeste tanker.

De bedste hilsner fra en Mindhelper