Hej Mindhelper

Hej med jer
Igen er min bedsteveninde indlagt på psykiatrisk afdeling.
Hun skærer i sig selv og brænder sin hud med cigaretter.
Her den anden dag spiste hun også 30 piller.
Jeg ved ikke, hvad der sker med hende.
Hvad skal jeg gøre?
Jeg vil virkelig gerne hjælpe hende, men jeg aner simpelthen ikke hvordan.
Hun betyder meget for mig og er det mest værdifulde jeg har!
Jeg vil under ingen omstændigheder miste hende.
Hun har også tanker om selvmord.
Hun har fortalt, at hun enten føler, at hun bliver nødt til at selvskade eller begå selvmord.
’’Heldigvis’’ har hun valgt selvskade fremfor selvmord.
Jeg ved ikke, hvorfor hun har det så psykisk svært. Det har hun ikke fortalt mig.
Jeg har sagt til hende, at hun skal stoppe med at cutte, brænde sig selv med cigaretter.
Hun har sagt, at hun kan prøve at lade være, men hun er ikke sikker.
Jeg har overhovedet ingen ide om, hvordan hun er endt så langt ude!
Det er ikke til at forstå!
Jeg tænker på hende hver dag og græder næsten ved tanken om det.
Vi bor lidt over en time væk fra hinanden.
Desværre kan ikke besøge hende hver dag.
Jeg håber inderligt, at I kan hjælpe min veninde og mig.
Desuden har jeg fortalt hende, at hun skal søge hjælp.
Hun bør tale med en psykolog om hende personlige issues, men hun brød sig ikke om sin daværende psykolog.
Derudover er det også dyrt at gå til psykolog.
Hvad skal jeg stille op?
Jeg er helt lost.
For Guds skyld – hjælp!
Jeg vil ikke have at min veninde skal have det sådan længere.
Jeg vil blot have hende ud af det her helvede som hun er havnet i.
De bedste hilsner fra
L.

(Pige, 18 år)


Kære L.

Først og fremmest skal du lige vide, at jeg har slettet nogle af de ting, som du har skrevet i dit spørgsmål. Det er bare lige for at være sikker på, at der ikke er nogle, som kan genkende dig eller din veninde ud fra de ting, som du har skrevet. Det er for at sikre anonymiteten på brevkassen.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du er en super sød, mega omsorgsfuld og god veninde. Jeg er sikker på, at din veninde er rigtig glad for, at have dig i sit liv. Derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis du er mega bange i øjeblikket og ikke ved, hvad du bør gøre. Men jeg vil gøre mit bedste for at komme med lidt gode råd til dig.

Når ens veninde bliver indlagt

Det er mega skræmmende, når ens veninde bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Og det lyder til at din veninde har det rigtigt svært. Når man bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, så er det for at få hjælp til at håndtere alle de svære ting og følelser. Derfor er din veninde også det sted, som nok bedst kan hjælpe hende lige nu. Der vil hun være omgivet af læger, sygeplejersker, psykologer og plejere, som vil gøre deres bedste for at passe på hende. Det kan godt være, at din veninde ikke kommer til at være helt på toppen, det næste lange stykke tid – for når man har det så svært, så kan det godt tage lang tid, før man rigtig bliver glad igen. Men forhåbentligt går det i den rigtige retning og forhåbentligt vil hun snart få det bedre.

Du gør allerede det helt rigtige

Det er virkeligt svært at være vidne til, at en man elsker har det så dårligt, som din veninde har det. Så kan man blive totalt ulykkelig og helt desperat for at hjælpe. Men du gør allerede det helt rigtige. Du prøver at være der for hende og lytter til hende, når hun fortæller, at hun har det svært. Når man har det psykisk dårligt, som du beskriver din veninde, så kan man godt komme til at føle sig alene. Derfor er det også en kæmpe gave at have en god veninde, som vil støtte en og passe på en. Og det er faktisk det bedste, som du kan gøre lige nu. At støtte, lytte og være omsorgsfuld for hende. Så skal de ansatte nede på den psykiatriske afdeling nok tage sig af hendes behandling. Det er deres ansvar, ikke dit. Det bedste du kan gøre, gør du allerede. Og jeg er næsten helt sikker på, at det betyder virkeligt virkeligt meget for din veninde, at hun har dig i sit liv. Så selvom det måske virker mærkeligt, så er et råd til dig også at prøve at give slip på det ansvar, som du lægger på dig selv. Du alene kan ikke stille så meget mere op for din veninde, end du allerede gør. Og det du gør nu er allerede en kæmpe stor hjælp, selvom du måske gerne ville gøre endnu mere.

Hvad er selvskade for noget

Jeg ved godt, at det kan være super frustrerende at få af vide, fordi man så gerne vil hjælpe. Men det er bare super svært at hjælpe. Du beskriver eksempelvis det her med selvskade. Selvskade er rigtigt voldsomt og det kan se super uhyggeligt ud og svært at forstå, hvorfor nogle gør skade på sig selv. Men selvskade er det man kalder en copingstrategi. En copingstrategi er noget man gør, hvis man har det rigtigt dårligt. Så kan selvskaden være en måde, at distrahere sig selv fra de ting, som gør ondt indeni. Derfor kan det også være rigtigt svært at stoppe med at selvskade igen. Og derfor er det nok også svært for din veninde at stoppe. Du kan læse mere om selvskade i vores artikel her. Det kan måske give dig lidt god info om, hvorfor din veninde selvskader.

Snak med din veninde

Jeg kan sagtens forstå, at du bare rigtigt gerne vil have din veninde ud af det her helvede, som du selv skriver. For det ville selvfølgelig være det allerbedste, hvis du kunne det. Men det er ikke dit ansvar – det er de professionelles ansvar. Hvis du er rigtigt frustreret over, at du ikke kan gøre mere for din veninde, så kan du prøve at snakke med hende om det. Måske kan du prøve at spørge hende, om der er noget du kan gøre for at hjælpe hende? Det kan være at hun ville synes det var rart at få en sms fra dig om morgenen. Eller at du kommer og besøger hende, når du har tid. Det kan også være, at din veninde siger nej, men det betyder bare, at du allerede gør alle de ting, du kan for at hjælpe hende.

Snak med nogen om, hvordan du har det

Det må være mega svært, at være dig i øjeblikket. For det er super hårdt at være vidne til at ens veninde har det så skidt. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har snakket med nogen om, hvordan du har det? For det lyder til at du er rigtigt bange og ked af det i øjeblikket. Det kan jeg sagtens forstå, men det er også alt for hårdt, at skulle gå med helt alene. Derfor kan det også være en god idé, hvis du fik snakket med nogen om det. Det kunne være dine forældre, en anden veninde eller måske en lærer på din skole? Det kan også være, at skolen har tilknyttet en studievejleder eller skolepsykolog, som du kunne komme til at snakke med? Det kan være mega rart at få snakket med nogen om alt det der fylder indeni. Det er nemlig vigtigt, at man får støtte og bliver lyttet til, hvis man går igennem noget svært. Ligesom din veninde. Og det er mega vigtigt at du passer super godt på dig selv, mens det her svære forløb står på.

Det er hammersvært at opleve, at ens veninde bliver indlagt, fordi hun har det psykisk dårligt. Så kan man blive super bange, ked af det og frustreret over, at man ikke kan gøre mere for at hjælpe. Men du gør allerede det helt rigtige ved at være en super god veninde. Så pas rigtigt godt på dig selv og husk at få snakket med nogen om, hvordan du har det, så du ikke behøver gå alene med dine tanker.

Jeg krydser fingre for og håber på, at din veninde snart begynder at få det godt igen. Og så håber jeg, at du har kunne bruge mit svar til noget.

De aller-varmeste hilsner fra en Mindhelper