Hej Mindhelper
Jeg har den her ven som har gjort virkelig mange ting mod mig og såret mig. Min anden veninde er begyndt at snakke med hende og det har jeg ikke løst til at hun skal fordi jeg vil ikke have at det samme skal ske for hende som skete for mig. Nogle gode råd?
(14 år)
Kære Du
Det lyder til, at du er ret bekymret for din veninde. Og at det fylder en del hos dig. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind til os og fortalt om det.
Bekymring
Du skriver, at din ven har såret dig. Og at du ikke vil have, at det samme skal ske for din veninde. Først og fremmest vil jeg starte med at sige til dig, at det er rigtig sødt af dig, at du bekymre dig for din veninde. Og at det også ret naturligt at gøre. For når man har en rigtig god veninde, som man holder af, er det normalt, at man helst ikke vil have, at hun skal opleve noget, som ikke er rart. Derfor kan man også godt blive bekymret, når ens veninde pludselig begynder at snakke med den person, som ikke var rar overfor en. Og så kan man måske godt få lyst til at få hende til at holde op med at snakke med den person.
Men selvom en person tidligere har gjort nogle ting, som ikke var rare, betyder det ikke, at hun vil gøre det igen. Derfor er det heller ikke sikkert, at hun vil være ond overfor din veninde. Og selvom det kan være rigtig frustrerende, at se ens veninde snakke med en, som har såret en. Så er det din venindes valg, om hun har lyst til at snakke med hende pigen.
Derfor tænker jeg også, at der måske er noget i vores Nødhjælpskasse til dig, som er alt for bekymret, som kan være hjælpsomt for dig. For selvom du ikke kan styre om din veninde snakker med hende pigen eller ej, så er der måske nogle af rådene, som kan hjælpe dig med at få skruet lidt ned for bekymringerne. Og på den måde få lidt mere ro på.
Tal med en voksen om det
Når man går med en masse bekymringer, kan det være rigtig rart og lettende at dele dem med andre. For selvom det måske ikke fjerner bekymringerne helt, så kan det alligevel være med til at tage lidt af luften ud af dem. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med en voksen om, hvordan du har det. Det kan fx være dine forældre, en lærer eller en helt tredje voksen, som du er tryg ved. Det vigtigste er nemlig bare, at du ikke går med alle de svære tanker og bekymringer alene.
Børnetelefonen
Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Børnetelefonen. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare rådgivere klar til at hjælpe og lytte. Og rådgiverne er vant til at snakke med unge, om det der fylder hos dem. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Det er helt gratis og du er altid helt anonym. Så dem kan du trygt tage fat i.
Det kan være hammersvært og frustrerende, når ens veninde er begyndt at snakke med en, som har såret en. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper