Hej brevkasse
Min bedste veninde er virkelig virkelig ked af det. Hun føler ikke at hendes forældre kan lide hende mere og at hun hele tiden gør alt forkert. Idag gør hun så niget dumt hendes forældre opdager det og bliver virkelig sure på hende. Hun ender med at blive vildt ked af det og ender med at cutte sig i benet. Jeg ved ik hvad jeg skal gøre jeg sidder på en efterskole langt hjemmefra og er der ikke til at hjælpe hende. Har skrevet til hende at hun aldrig som i aldrig skal gøre det igen og sagt det var virkelig dumt osv. men ved ik hvad jeg mere skal gøre er bange for at gøre noget forkert eller gøre noget der kan få hende til at gøre det igen. Jeg har ikke lyst til at fortælle hendes forældre dået da jeg ved at jeg er den eneste der ved det her og jeg vil ikke ødelægge vores venskab. Men hvad gør jeg føler ik jeg kan være der for hende fordi jeg ikke er hjemme. Vi har været veninder gennem hele livet og hun betyder alt for mig
Hilsen en meget bekymret veninde
(Pige, 15 år)
Kære Den meget bekymrede veninde
Det lyder som om, du er en god og omsorgsfuld veninde, der bare vil din veninde det allerbedste. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at det er hårdt at være så langt fra hende, når hun har det så svært. Og jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det er ikke dit ansvar alene
Det lyder som om, det er rigtigt frustrerende for dig, at du er så langt fra din veninde, når hun har det så svært for tiden. Det kan jeg sagtens forstå, for det lyder som om, din veninde er et menneske, der betyder rigtigt meget for dig. Og når et menneske, der betyder rigtigt meget for en har det svært, så vil man tit bare gerne være tæt på dem, så man kan være der for dem. Men det lyder som om, du allerede gør rigtigt meget for din veninde ved at lytte til hende og være der for hende, når hun har brug for dig. Og det tænker jeg faktisk er det allerbedste, du kan gøre.
For når man har det svært, så er det virkeligt guld værd at vide, at man har en veninde, man kan komme til, når det hele er svært. For tit har man brug for nogen, der kan lytte til en og støtte en, når det hele er for meget. Men du skal også vide, at det ikke er dit ansvar alene at hjælpe din veninde til at få det godt. For når din veninde har det så svært, at hun kommer til at cutte sig selv, så har hun det for svært til, at det er noget i to skal klare alene. Så er det noget, som hun skal have hjælp til fra nogle voksne omkring hende og fra nogle professionelle, som kan hjælpe hende med at få det godt igen.
Opfordr hende til at snakke med en voksen
Jeg tænker, at det allerbedste du kan gøre for din veninde er at opfordre din veninde til at få snakket med en voksen, der er i nærheden af hende, så hun kan få noget hjælp til at få det bedre igen. Det kan du for eksempel gøre ved at fortælle din veninde, at du er rigtigt bekymret for hende for tiden, fordi du kan høre, at hun har det svært. Og at du føler dig rigtigt langt væk, når hun har det så svært. Så det kunne være en rigtigt god idé, hvis hun fik snakket med en voksen tæt på, der kunne hjælpe hende.
Det lyder som om, hun har et lidt svært forhold til sine forældre. Derfor er hendes forældre måske ikke de mest oplagte for hende at snakke med. Men så kan det måske være, at der er en lærer på hendes skole, hun kan snakke med. Eller måske er der en sød tante eller en rar bedstemor eller en helt tredje i hendes familie, som hun ville være okay med at snakke med.
Snak med en voksen selv
Når man er rigtigt bekymret for en veninde, som man holder meget af. Så kan man nogle gange godt komme til at glemme at passe på sig selv også, fordi man er så optaget af at passe på og hjælpe sin veninde. Men det er rigtigt vigtigt, at du husker på at passe på dig selv også. Derfor er det også rigtigt vigtigt, at du selv får snakket med en voksen om, at du er så bekymret for din veninde. For jeg kan forestille mig, at det er rigtigt hårdt at gå rundt med alle de her bekymringer og tanken om, at du ikke rigtigt kan være der for hende. Derfor skal du heller ikke gå rundt med de bekymringer og tanker alene.
Jeg ved, at der er mange, der har en form for kontaktlærer, når de er på efterskole. Derfor tænker jeg på, om du mon også har sådan en? Hvis du har, så tænker jeg, at det måske kunne være en rigtigt god idé at snakke med ham eller hende. For jeg kan forestille mig, at du ikke er den første, der har haft en veninde derhjemme, som du er bekymret for. Så din kontaktlærer kan måske hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kommer igennem det. Jeg tænker også, at det kunne være en rigtigt god idé at snakke med dine egne forældre. Når du og din veninde er så tætte, så tænker jeg, at dine forældre også har mødt hende og måske endda kender hende ret godt. Så måske de også kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan I kan hjælpe din veninde.
Det er OK at snakke med en voksen selv
Det lyder som om, du er den eneste, der rigtigt ved, hvordan din veninde har det. Og jeg ved, at der er rigtigt mange unge, der fortæller, at det så kan være rigtigt svært at skulle fortælle en anden voksen om det, fordi det føles lidt som at gå bag sin venindes ryg. Kan du mon nikke genkendende til det? Hvis det er, så skal du vide, at det er helt okay at snakke med en voksen om det. For det her er for stor en ting til, at det er noget, som du skal gå med for dig selv.
Men det kan måske være en rigtigt god idé at fortælle din veninde det, inden du selv snakker med en voksen. Sådan så hun får det at vide fra dig. Og så du får en mulighed for at fortælle hende, at du ikke gør det for at gå bag om ryggen på hende. Men at du gør det, fordi du er bekymret for hende og har brug for, at du ikke er den eneste, der ved, hvordan hun har det. Det kan godt være, at der er en risiko for, at hun bliver sur og vred over det i starten. Og det er selvfølgeligt ikke særligt rart, hvis det sker. Men når hun betyder så meget for dig. Så betyder du nok også ret meget for hende. Derfor tænker jeg også, at der er en god sandsynlighed for, at hun tilgiver dig igen på et tidspunkt, fordi hun måske inderst inde godt ved, at du bare gjorde det for at hjælpe hende.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at din veninde får den hjælp, som hun har brug for.
De bedste hilsner fra en Mindhelper