Hej Mindhelper
Jeg skriver da jeg søger hjælpe til at blive mere socialt anlagt.
Jeg har tit og ofte meget svært i store selvskaber, der v ed jeg simpelthen ikke hvad jeg skal snakke om.
Noget andet er at jeg også har svært generelt ved at være sammen med de venner jeg har, der kan lige gå lidt tid fra vi mødes til jeg åbner op. Jeg har svært ved at tråde ind af døren fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg vil ikke sige noget forkert, og derfor holder jeg mig bare for mig selv, og lader hver med at hilse, da jeg ik ved hvad jeg skal gøre.
Jeg har meget svært ved at kigge folk i øjnene, (med mindre jeg er fuld) fordi jeg bliver skræmt, og meget utilpas.
Hvis jeg er ude i et selvskab hvor jeg godt kender folk, har jeg ikke noget problem ved at være social, men hvis jeg er i noget familie selvskab eller sammen med fremmede hvor nogen kender hinanden på for hånd har jeg det meget svært, da jeg ikke ved hvad jeg skal sige.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, da jeg føler det er svært, at være sammen med andre mennesker, jeg har det fint med at være alene, men jeg øsnker dog jeg bliver bedre til at være social.
(20 år)
Kære Du
Det lyder som om, at det med at være social, er noget der fylder meget hos dig for tiden. Og at du gerne vil prøve at blive bedre til at være mere social. Derfor er jeg rigtig glad for at du har skrevet herind og delt dine tanker, for jeg kan godt forstå, at det kan være svært at vide, hvad du lige kan gøre.
Øvelse gør mester
Du skriver, at du godt kunne tænke dig, at blive bedre til at være social. Både når det kommer til smalltalk og det at kigge folk i øjnene, gør øvelse mester. Det kan være super svært i starten. Men hvis man lige så stille prøver at gøre det mere og mere, kan man blive bedre til det. Så hvis man f.eks starter med, at kigge en i øjnene i to sekunder og næste gang tre sekunder. Så kan man lige så stille blive bedre til det og få lettere og lettere ved at gøre det.
Det er normalt
Det er helt naturligt at blive usikker, når man møder nye mennesker eller er sammen med mange på en gang. Det tror jeg, at langt de fleste mennesker kan genkende. Man kan både komme til at føle sig lidt ekstra generet og blive nervøs for, hvordan man lige skal opføre sig. Og det er også helt normalt at blive i tvivl om, hvordan man lige skal starte en samtale op, og hvad man skal tale om.
At tale med med andre mennesker er også noget, man sagtens kan øve sig på, og blive bedre til. Du kan prøve at læse denne her artikel om smalltalk, med tips til, hvordan man taler med nye mennesker. Det kan være der er noget deri du kan bruge, hvis du gerne vil øve dig på, at blive bedre til at starte og holde en samtale kørende. Det kan nemlig være rart, at have lidt tips og tricks i ærmet, når man skal starte en samtale op.
Det er også vigtigt at huske på, at man ikke behøver at være en mester i smalltalk, for at begynde at tale med nye mennesker. De fleste vil helt sikkert forstå, hvis man lige skal bruge lidt tid til at komme ind i samtalen. Og det er helt naturligt, at man ikke bare er helt åben fra starten af. Der skal desuden altid to til tango, så den man taler med, har lige så meget del i, at finde på noget at tale om.
Er du mon introvert?
Når jeg læser dit brev kommer jeg til at tænke på, om du mon er introvert? Mennesker der er introverte kan nemlig godt synes, at det kan være lidt svært at møde nye mennesker. Og de kan også føle, at det kræver meget energi, at skulle være sammen med andre. Rigtig mange mennesker er introverte – og det er helt okay. Hvis du gerne vil læse lidt mere om at være introvert og råd til, hvordan man kan passe på sig selv, hvis man er introvert, kan du læse denne her artikel.
Tag et smut i Headspace
Nogen gange kan det være rart at vende det med nogen udefra, hvis der er noget man synes er svært. Derfor tænker jeg, at det måske kunne være en ide for dig, at tage et smut forbi Headspace. I Headspace sidder der en masse søde frivillige, som gerne vil tale om det der fylder for dig. De er vant til at tale med unge, og ved godt at det kan være super svært, at tale med folk man ikke kender. Så de skal nok hjælpe og guide samtalen.
Jeg håber rigtig meget at der er noget i mit svar du kan bruge. Og så håber jeg at du får mod på, at blive lidt mere socialt anlagt.
De bedste hilsner fra en Mindhelper