Min veninde lavede først en aftale med mig, og så lavede hun en med en anden veninde. Jeg skrev til hende, at det gjorde mig ked af det. Nu er vi uvenner.

jeg vi gerne have noget hjælp:(

mig og min ven er blevet uvenner. Det hele startede med at min ven spurgte mig om jeg kunne være sammen torsdag……. vi aftalte at vi tog hjem til hende efter skole, nu opstår problemet hun spøger min anden ven om hun vil være sammen. hun siger ja. Klokken ringer og jeg går ind fra frikvarter , jeg spøger hvad de laver og min ven siger at de aftaler at tage hjem ti hende. Vi har fri og jeg siger til min ven at jeg lige skulle ned og hente min cykel, hun kigger forvirret på mig og så siger jeg at vi aftalte at vi skulle være sammen hun lader som ingen ting og går. Jeg er lige kommet hjem fra skole og så skriver jeg at hun har gjort mig ked af det, hendes respons er: hvad? jeg: du ved godt hvorfor min ven: nej jeg ville have husket det jeg gider ikke at du så tit bliver sur og så gider du ikke at snakke osv fordi sådan behandler man ikke venner Mig: det gør jeg altså ikke PS det er der kun en der gør det er hende min anden ven. Lige nu græder jeg og har brug for hjælp

(Pige, 13 år)


Kære pige på 13 år

Det er aldrig behageligt at være uvenner med sine gode veninder. Det er jo mennesker, man holder af og godt kan lide. Derfor kan jeg virkelig godt forstå, at du er ked af det. Og jeg er glad for, at du har skrevet ind og delt dine tanker.

Her til at starte med vil jeg lige sige, at jeg har valgt at slette dine veninders navne. På den måde kan jeg nemlig bedre sikre mig, at andre ikke kan genkende dig.

Tag en snak med din ven
Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det. Først fordi I ikke skal være sammen, fordi hun spørger en anden. Og så fordi jeres samtale på skrift kører af sporet. Det lyder til, at I er gået rigtig skævt af hinanden, I to. Og det kan være rigtig svært at være i. Men det bedste, I kan gøre, er at snakke det igennem. At blive gode venner igen. Det er synd, hvis det skal ødelægge jeres forhold. Så tag fat i hende næste gang, du ser hende. Sig at du gerne vil redde trådene ud med hende, så det kan blive godt mellem jer igen. Du kan få idéer til, hvordan du kan gribe snakken an i guiden Lær at håndtere dine konflikter.

Og som et lille bonusråd herfra: Man kan tit have lyst til at skrive til den anden, når man bliver såret eller vred. Det kan være lettere at få tingene ud, end hvis man skal sige det højt. Men det bedste er imidlertid at sige det. Enten i telefonen eller når man ses. Man kan så let misforstå hinanden på skrift. Man kan tolke det, der bliver skrevet, mere surt, end det var ment. Så til en anden gang: Sig det til personen, når du bliver ked af det eller vred. Så er det nemmere ikke at gå skævt af hinanden.

Fortæl det til dine forældre
Det er helt tydeligt af dit brev, at du virkelig blev ked af det her med din veninde. Du skriver, at du græd bagefter. Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med din mor eller far om det? Hvis du ikke har, synes jeg virkelig, at du skal gøre det. Det er faktisk mit vigtigste råd. Når vi er kede af det, er det vigtigt, at vi deler det med andre. Så kan de hjælpe os, så vi kan komme videre. Komme med gode råd til, hvad vi kan gøre ved situationen. Det kan endda være, at de kender din veninde, så de kan hjælpe dig med, hvordan du bedst får taget snakken med hende?

Snak med Børnetelefonen
Nogle gange kan det være mest rart at få hjælp fra nogen, man ikke kender personligt. Derfor vil jeg gøre dig opmærksom på Børnetelefonen. Her kan du ringe eller skrive ind og fortælle dem om, at du og din veninde er blevet uvenner. Du kan sige til dem, at du gerne vil have hjælp. Og at du måske ikke helt ved, hvad du skal gøre lige nu. Så kan de give dig råd til, hvad du kan gøre.

Jeg håber, at mit svar har været den hjælp, du havde brug for. Snak med din veninder. Og fortæl om det her til dine forældre. Du skal ikke gå og være ked af det, uden nogen ved det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper