Hej,

Jeg skal starte på efterskole næste år og min bedsteveninde skal gå på den samme, jeg er virkelig bange for det går galt og vi mister kontakten eller jeg ikke får nye venner. Vi skal gå på samme linjefag og er vange for hun vil hænge op af mig i linje fags timerne. Jeg har snakket med hende om det og hun var enig i mig med vi skal møde nye mennesker men er også bare bange for hvis hun begynder at bagtale mig en dag og alle på skolen vil begynde og hade mig. Vi er omkring 200+ på skolen.

(Pige, 15 år)


Hej Pige på 15 år

At skulle af sted på efterskole kan både være super spændende, men det kan også give en masse bekymringer. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Det er helt naturligt

Det lyder super spændende, at du skal af sted på efterskole næste år. Men det er også helt naturligt, at det kan sætte en masse bekymringer i gang. For der er tit en masse ting, som man gerne vil opleve, når man tager på efterskole som for eksempel at lære en masse nye mennesker at kende. Samtidigt så er efterskole også noget nyt og ukendt, og det er vores hjerne ikke altid så god til. Derfor prøver den at forberede os så godt som muligt på det nye ved for eksempel at forsøge at forudsige alle de ting, som kan gå galt; som eksempelvis, at man mister kontakten til sin bedste veninde. 

Det har været rigtigt smart, at vi kunne det, dengang vi stadig boede på savannen, for der kunne nyt og ukendt lige så godt være lig med fare. Så hvis vi på forhånd kunne forestille os alle de steder, hvor der kunne være fare på færde, så var vores chancer for at overleve meget bedre, fordi vi kunne forberede os på faren. Men i dag hvor nye situationer sjældent er livstruende, kan det godt være lidt træls, når ens bekymringer løber af sted med en.

For når bekymringerne kører rundt oppe i hovedet, så kan det godt komme til at føles som om, de alle sammen bliver til virkelighed, men det gør de heldigvis meget sjældent. For bare fordi man kan forestille sig alle de ting, som kan gå galt, så er det ikke det samme som, at de gør det. Det kan nogle gange være meget godt at huske sig selv på, når man opdager, at bekymringerne kører af sted oppe i ens hoved. Hvis du har lyst til det, så kan du prøve at tjekke vores nødhjælpskasse til dig, der er alt for bekymret. Der er nemlig en masse gode tips til, hvad man kan gøre for at få bekymringerne til at fylde lidt mindre, når de løber af sted med en.  

Bliv ved med at snakke sammen

Det lyder som om, du allerede har snakket med din veninde om mange af dine bekymringer. Det er super godt, for det er så vigtigt at få talt med nogen om sine bekymringer, så man ikke går med dem alene. Samtidigt kan I også få snakket sammen om, hvad I kan gøre for, at dine bekymringer ikke går i opfyldelse, som I også allerede har gjort ved at aftale, at I skal ud og møde nye mennesker. 

Derfor skal du også endelig bare blive ved med at snakke med din veninde om dine tanker og bekymringer ved at skulle af sted på efterskole. For samtidigt så tænker jeg også, at din veninde måske har mange af de samme bekymringer som dig, og det kan være rigtigt rart at vide, at man ikke er alene. 

Men jeg tænker også, at du kan prøve at snakke med din veninde om alle de ting, som kan gå godt ved, at I skal af sted på efterskole sammen. Og alle de ting som I glæder jer til på efterskolen. På den måde kan du måske få flyttet fokus lidt væk fra alle de ting, som kan gå galt og over på alle de ting, som kan gå godt i stedet. 

Kan du snakke med nogle andre?

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har nogle andre end din bedste veninde, som du kan dele dine tanker med? Det kunne for eksempel være nogle andre gode venner eller måske dine forældre. For hvis du har det, så kunne det måske også være meget rart for dig. Nogle gange kan det nemlig være rigtigt rart at dele sine tanker med nogen, der står lidt uden for situationen. Det kan nemlig tit være lidt nemmere at tale frit om alle sine tanker og bekymringer med nogen, som ikke er en del af bekymringerne. For så behøver man måske ikke helt på samme måde tænke over, om der er nogle ting, man fortæller, der kan gøre dem kede af det eller såre dem.  

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du og din veninde kommer til at få en super god tid på efterskolen næste år. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper