Hej

Jeg er en pige på 14 år, og jeg har en fin flok venner. Jeg elsker mine venner, men hvorfor vil jeg så ikke være sammen med dem i min fritid. altså jeg vil gerne være sammen med dem nogen gange, altså sådan cirka to gange om måneden. Jeg kan bare ikke overskue og være sammen med folk, når jeg kommer hjem fra skole. Ikke en gang min familie, jeg lukker døren. Og melder mig næsten ud af alt socialt. Og jeg kan meget hurtigt blive sur på min mor især. nogen gange kan jeg bare ikke fordrave hende. Hvad er der galt med mig?

(Pige, 14 år)


Kære 14-årige pige

Det er godt at høre, at du har gode venner, som du er glade for. Så jeg forstår virkeligt godt, hvis det er super frusterende for dig, at du ikke altid kan overskue at være sammen med dem.

Men det er faktisk helt almindeligt for mange, at skolen kræver meget energi og så er der måske ikke overskud til at være sammen med andre bagefter. Til gengæld er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt ikke at gå alene med de ting, der fylder. 

Nogle mennesker har mere brug for at være alene

Måske har du – som andre indadvendte mennesker – det godt med at være alene. Jeg forstår godt, at du kan komme til at tænke, at der er noget i vejen med dig, hvis du har det sådan. Men der er faktisk slet ikke noget galt med dig. Indadvendte personer bruger bare meget energi på at være sammen med andre mennesker. Og de har brug for tiden alene til at lade op. 

Hvis du kan genkende de følelser, så er det faktisk helt normalt. For nogle mennesker har brug for at være sammen med andre. Det er der, de får deres energi. Dem kalder vi udadvendte. Andre har brug for at være alene for at tanke energi op. Dem kalder vi indadvendte. Og der er plads til begge. Også dem der har brug for at gå hjem og lukke døren.

Du kan læse mere om, hvad det sige at være indadvendt – det kaldes også at være introvert – i artiklen her. Der får du også 6 gode råd til, hvordan du passer på dig selv.

Der er forskellige måder at være sammen på

Som jeg allerede har skrevet, så er det helt almindeligt, at skolen kræver meget energi. Og at det derfor kan være super svært at skulle overskue at være sammen med nogen, når man har fri. Men der findes jo heldigvis også andre tidspunkter end lige efter skole, man kan være sammen på. Der er jo for eksempel weekenderne, hvor du ikke har været i skole først. Det kan være, at det er lidt nemmere for dig at finde energi og overskud til at være sammen med dine veninder der?

Hvis du synes, at det lyder som noget, der måske kunne hjælpe dig, så synes jeg, du skal prøve at snakke med dine veninder om det. Hvis de er gode veninder, vil de helt sikkert forstå, at du har brug for at passe på dig selv i hverdagen. Så mon ikke de nok skal synes, at det er en god idé at lave noget sammen i weekenderne i stedet for?

Hvis I så er sammen i weekenderne, så behøver det jo heller ikke være sådan, at det er den helt store bytur, I skal ud på. Det kan nemlig også kræve super meget energi at vade rundt i byen hele dagen. Så det kan være en god idé at lave noget sammen, som ikke er mega krævende. Det kunne for eksempel være at se en god film sammen. Eller måske at spille brætspil sammen, hvis I synes, at det er hyggeligt.

Snak med din mor – en dag, hvor du har overskud

Du skriver, at du meget hurtigt bliver sur på din mor. Men at det også kommer nogen gange. En idé kan være, at du – en dag, hvor du har overskud – taler med din mor om, hvordan du har det. Hvis det er svært at sætte ord på, så kan du tage artiklen om at være indadvendt med. Eller måske skrive det ned, som om du skrev et brev til hende.

Vi har også skrevet en guide til at snakke med forældre om svære ting.

Så kan I måske sammen finde en måde, hvor din mor kan hjælpe dig, når du har brug for at være alene. Så du får støtte.

Jeg håber, at der var ting her i svaret, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du finder en måde at få snakket med din mor og dine veninder på. Så du kan få hjulpet dem med at forstå, hvordan du har det. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper