Hej Mindhelper

Jeg skriver herind da jeg føler jeg er i en rigtig svær situation. Det er sådan at der er en pige som jeg har fået føelser for.. Vi var rigtig gode venner engang men så kunne jeg mærke jeg havde løst til at se hende hele tiden og bare tanken om at se hende gjorde mig glad. Det er bare sådan at jeg har været meget jaloux på alle hendes andre venner da hun har flest drengevenner. Og hendes aller bedste ven som også var min gode ven har jeg været meget jaloux på. Og det har ødelagt vores forhold. Det er sådan at jeg mange gange har været frustreret over de skulle være sammen at jeg har råbt af dem i sær når jeg har drukket og har self. fortrydt det med det samme og undskyldt. Problemet er det er sket mange gange og til sidst gad hun ikke være ven med mig mere hvilket tog virkelig hårdt på mig.. Jeg har behandlet hende rigtig skidt og er virkelig ked af det over det. Problemet er jeg sårede hende meget og selv efter jeg fortalte hende jeg havde føelser for hende vil hun slet ikke lytte eller have et privat venskab med mig mere og det er jeg virkelig ked af fordi det er en person som betyder meget for mig. Ville høre om i har nogle råd i denne her svære situation. Fordi er ked af min forelskelse og jalousi har gjordt jeg har fucket nogle venskaber op…

(Dreng, 20 år)


Hej Dreng på 20 år

Det er en rigtig svær situation, du står i lige nu. Og derfor er jeg glad for, at du har skrevet herind og delt den med os. 

Det er en sårbar situation

Når jeg læser dit brev, så kan jeg godt mærke, at du er super ked af, hvad der er sket. Og at du rigtigt gerne vil have venskabet tilbage. Men når du fortæller, hvad der er sket, så kan jeg også godt forstå, hvorfor hun måske ikke vil være venner med dig længere. For det lyder til, at du har været ret voldsom overfor hende og jeres fælles ven uden, at det var deres skyld. Selvom det er super godt, at du hurtigt fik sagt undskyld, så er det svært at blive ved med at være venner med en, som opfører sig på den måde. Jeg tænker, at du nok har overskredet hendes grænser så meget, at hun ikke synes det er rart at være sammen med dig længere. Derfor er det også lidt en sårbar situation, du er landet i. For det er ikke sikkert, at hun er lige så interesseret i at redde venskabet som dig. 

Snak med hende om det 

Du kan prøve at snakke med hende igen og fortælle hende de ting, som du også har fortalt mig her i brevet. Men det vigtigt, at du forstår, at det ikke er hendes skyld, at jeres venskab er gået i stykker. Du kan prøve at spørge hende ad, hvad du vil kunne gøre for at redde venskabet til hende. Måske kan det være, at hun kan tilgive dig, og i kan finde på en god måde, at være venner på. Det kan også godt være, at hun stadig siger nej tak til at være venner. Så er der nok ikke så meget andet at gøre ved det end at respektere hendes valg. Og så måske prøve at arbejde med nogle af de ting, som var med til at ødelægge venskabet i første omgang.  

Arbejd med jalousien og vreden

Jeg tænker, at det måske kunne være rigtigt rart for dig, hvis du fik arbejdet lidt med jalousien og vreden? Så det ikke ender med, at temperamentet løber fra dig igen. For det er ikke særligt rart for dig at skulle opleve og det kan have nogle rigtigt ærgerlige konsekvenser for ens liv. Men heldigvis så kan man godt blive bedre til at styre sit temperament, selvom det måske virker som om, at det bare kommer ud af det blå. Du kan prøve at læse vores artikel om jalousi og denne her om vrede. Og måske også den her om at undgå konflikter i venskaber. Der står nemlig lidt tips på vejen, som kan være med til at gøre det lettere. Det kan være hammersvært, at skulle stå med alene, men måske er der nogen omkring dig, som vil kunne hjælpe dig med det? 

Snak med nogen omkring dig 

Det kan være hårdt arbejde, at arbejde med sit temperament. Men måske er der nogen omkring dig, som vil kunne hjælpe, støtte og snakke med dig undervejs? Det kunne være dine forældre, en god kammerat eller en anden bekendt, som du er tryg ved. Så vil du kunne sparre og snakke med dem om, hvad der sker, når temperamentet løber af med dig. Om der er noget du kan gøre inden, at det hele flyder over og du begynder at råbe. Det kan være super rart at være to om det, og det kan være med til at gøre det hele lidt mere overskueligt. 

Det er en rigtig ærgerlig situation, du er landet i. Men jeg håber der er noget i mit svar, som har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig fremadrettet. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper