Hej Mindhelper
jeg har en venne ”gruppe” men jeg var sådan ret godt med, indtil en pige fra gruppemn stoppede med og snakke med sin gode drenge ven. og to af pigerne snakker RIGTYG meget sammen de sidste dage og så den anden gider mig bare ikke ( hun har nogle episoder hvor hun hader mig ) og så har jeg været sammen med den sidste indtil idag da hende med den gode drenge ven kom for hun ikke gad ham mer. og så blev jeg udelukket af gruppen, de opdaget ikke engang jeg gik og vil ikke holde øjenkontakt med mig
(13 år)
Hej 13 årig
Det kan være svært, når man bliver lukket ude af sin vennegruppe. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det er ikke sjovt at blive lukket ude
Det lyder som om, du har haft en vennegruppe, som du har været glad for at være med i. Men nu er der sket noget, som har gjort, at du er blevet lukket ude af gruppen. Er det rigtigt forstået? Det er ikke særligt sjovt, når man bliver lukket ude af en gruppe på den måde, hvor gruppen lige pludseligt bare slet vil se på en eller snakke med en. Det kan faktisk gøre rigtigt ondt, når man bliver lukket ude på den måde. For det kan gøre rigtigt ondt pludseligt at miste nogle venner, som man har været vant til at kunne snakke med og have det sjovt sammen med. Derfor er det også helt normalt, hvis du synes, at det er en svær situation, du står i.
Snak med en lærer
Jeg tænker på, om du mon går i klasse med dem, der plejede at være i din vennegruppe? Hvis du gør det, så er mit bedste råd til dig nemlig, at du skal prøve at snakke med en lærer om situationen. For det lyder som om, at det er gået totalt i hårdknude mellem dig og din vennegruppe. Og når tingene er gået helt i hårdknude mellem en selv og ens venner, så kan det nogle gange hjælpe at få en voksen med ind over. Så kan den voksne nemlig prøve at hjælpe med, at man kan få snakket sammen, så man forhåbentligt kan finde ud af, hvad der er gået galt. Og måske også hvad man kan gøre for at få situationen løst.
Snak med dine forældre
Når der er noget i ens liv, som er svært, så kan det også være en god idé at snakke med sine forældre om det. Derfor tænker jeg på, om du mon har prøvet at snakke med dine forældre, at tingene er svære i din vennegruppe for tiden? Hvis ikke du har det, så tænker jeg, det kunne være en god idé at gøre det. For selvom dine forældre måske ikke direkte kan hjælpe dig med at gøre tingene mellem dig og dine venner gode igen, så kan de støtte dig og lytte til dig. Og det kan være rigtigt rart at have nogen, der kan gøre det, når tingene er lidt svære. Hvis du har lyst, så kan du finde tips til, hvordan du kan snakke med dine forældre i den artikel, jeg har linket til.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg fingre for, at tingene bliver gode igen mellem dig og dine venner.
De bedste hilsner fra en Mindhelper