Kære brevkasse.

Jeg har en kæmpe problem!
Jeg går rundt og er ked af det hele tiden. Mit humør er fulstændig i bund, og kan græde til alting. Det påvirker mig helt vildt meget. Kan tydeligt mærke at jeg er træt i min krop, men min hud er også blevet slem. Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. På grund af mit humør er mine karakter faldet voldsomt, da jeg som sagt er træt og ikke har overskud til noget som helst. Jeg lægger mit tit til at sove med tåre i øjnene.
Har gået til psygolog før og er startet igen. Men føler ikke det bare hjælper at snakke om det. Der er alligevel ikke nogen der forstår mig. Det har varet sådan i lang tid. Men de sidste uger har været rigtig slemme! Det er meget sjælent at jeg har haft en dag, hvor jeg ikke har været grædefærdig.
Håber i kan give mig råd til noget, der forhåbentligt hjælper.

Hilsen den triste:(

(Pige, 15 år)


Kære den triste

Det lyder som om, du har ramt en mega hård periode. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt ikke at gå med de svære ting alene.

Det giver god mening

Du er ramt ind i en mega hård periode lige nu. For det er bare super svært, når man går rundt og føler sig ked af det nærmest hele tiden. Og det er også rigtigt udmattende, for man bruger super meget energi på at være ked af det. Så når du skriver, at du tydeligt kan mærke, at det påvirker dig, at du er så ked af det, så giver det bare så god mening. For det er helt normalt at blive påvirket af det, når man går rundt og er ked af det meget af tiden. Man bliver træt og får svært ved at koncentrere sig. Så når dine karakterer er faldet, handler det om, at du har det rigtigt svært. Og at du skal have noget hjælp til at få det bedre. For selvom det er hammersvært for dig lige nu, så kan det heldigvis godt blive bedre. Og jeg ved, at der er hjælp at få til mange af de ting, du kæmper med.

Skriv dagens gode oplevelse ned

Når man er rigtigt ked af det, så kan det være vildt svært at se noget som helst positivt ved dagen. Det er helt normalt at have det sådan, for ens humør farver ens tanker og de ting, man lægger mærke til. Derfor kan det faktisk hjælpe en lille smule på humøret at prøve at øve sig i at få øje på nogle af de små ting, der har været okay eller ligefrem gode på dagen. Så en øvelse du kan prøve at lave er at skrive en god ting ned, der er sket i løbet af dagen.

Jeg kan godt forstå, hvis det lyder fuldstændigt umuligt, når du er så ked af det. Men det behøver ikke at være nogen stor ting. Det kan for eksempel bare være, at du har fået noget rigtigt god aftensmad. Eller måske var der 5 minutter i løbet af dagen, hvor du ikke var ked af det. På den måde kan man nemlig træne sin hjerne i at få øje på, at selvom man er rigtigt ked af det, så sker der også nogle små gode ting i løbet af dagen. Det er selvfølgeligt ikke en mirakelkur, men det kan godt løfte humøret lidt. Hvis du har lyst til det, kan du også prøve at læse vores artikel med gode råd til, hvad man kan gøre, hvis man er trist.

Det tager tid, men det kan godt blive bedre

Når man har været ked af det rigtigt længe, så tager det tit tid før, at det bliver bedre. Det kan være rigtigt træls, hvis man bare gerne vil have det til at blive bedre nu. Men selvom det kan føles helt umuligt, så kan det godt blive bedre. For du er ikke alene om at have det sådan her. Der er mange, der har det lidt ligesom dig. Men heldigvis så får langt de fleste af dem det godt igen med den rigtige hjælpe. Så det kan godt lade sig gøre at blive okay igen.

Snak med nogen

Du skriver, at der ikke er nogen omkring dig, der forstår dig. Det lyder ikke særligt rart. For det er rigtigt hårdt, når man ikke føler sig forstået. Jeg kommer til at tænke på, hvor meget du egentligt snakker med folk omkring dig om, hvordan du har det? For når man har den der følelse af, at man ikke bliver forstået, så kan man godt komme til at trække sig lidt fra folk omkring sig. Det er helt normalt.

Men det er rigtigt vigtigt, at man ikke trækker sig fra folk og lader være med at snakke med dem, når man er ked af det. Så kan man nemlig blive endnu mere ked af det. Og man kan endnu mere få den følelse af, at der ikke er nogen, der forstår en ordentligt. For vi mennesker er ikke tankelæsere. Så hvis du ikke fortæller folk omkring dig, hvordan du har det, så kan de ikke forstå dig. For så ved de faktisk ikke, hvad det er for nogle ting, der foregår inde i dig lige nu. Men de fleste mennesker vil faktisk rigtigt gerne prøve at forstå en ordentligt. Man er bare nødt til selv at hjælpe dem med det.

Derfor tænker jeg også på, om der mon er en voksen i nærheden af dig, som du føler, forstår dig bare en lille smule bedre end alle de andre? Det kan for eksempel være dine forældre, en sød tante eller en rar lærer på din skole. Så synes jeg nemlig, du skal prøve at snakke med dem. Det er helt i orden at sige det til dem, hvis du fortæller dem noget, som du ikke helt føler, at de har forstået ordentligt. Det kunne for eksempel lyde sådan her: “det var ikke helt sådan, jeg mente. Det er mere på x måde, jeg har det lige nu.” På den måde kan du få talt sammen med personen om, hvorfor I misforstår hinanden, så I kan komme til at forstå hinanden ordentligt.

Fortæl det til din psykolog

Du skriver, at du ikke rigtigt føler, at det hjælper at gå til psykolog. Sådan er der mange, der har det til at starte med. Det kan godt tage lidt tid, før man kan mærke, at det hjælper at gå til psykolog. Så hvis du ikke har gået der så længe så prøv at lade være med at miste håbet, selvom du ikke synes, det har hjulpet endnu.

Men jeg synes også, at du skal prøve at snakke med din psykolog om, at du ikke synes, det hjælper. Det kan godt være lidt grænseoverskridende at skulle sige det, det ved jeg godt. Men det er helt okay at sætte ord på det, hvis psykologen ikke gør noget, der hjælper dig. For så skal I jo have snakket sammen om, hvordan din psykolog kan hjælpe dig bedre.Det kan også være, det bare ikke er det rigtige for dig at gå til psykolog lige nu. Det er ikke alle, der synes, at det hjælper, og det er helt okay. Men så skal I jo have snakket sammen om, hvad der så kunne hjælpe dig bedre lige nu.

Tag fat i Headspace

Du kan også prøve at tage fat i Headspace, hvis du gerne vil snakke med nogen, der ikke er din psykolog og ikke er dine forældre. I Headspace sidder der nemlig nogle super søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. De frivillige rådgivere har snakket med rigtigt mange unge, der har haft det lidt ligesom dig og været rigtigt kede af det. Og de skal nok gøre alt, hvad de kan for at prøve at forstå dig. Desuden kan du være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med dem omkring dig om, hvordan du har det. Så du kan gå det godt igen. Og så du forhåbentligt kan hjælpe dem til at forstå dig lidt bedre. For det er mega hårdt at gå rundt og føle, at man ikke bliver forstået.

De bedste hilsner fra en Mindhelper