Hejsa

Jeg er en unge pige på 17 år. Til dagligt går jeg i 1.g på handelsgymnasiet, samt jeg arbejder i H&M i min fritid, og jeg spiller håndbold. Men her for tiden har jeg simpelthen ikke energi til at gøre de mindste ting. Jeg føler at det jeg tager tøj på, og gør mig klar, kræver så meget mere end det gjorde før. Alting er så svært, og jeg kan ikke tage mig sammen til selv de mindste ting. Jeg har tit en slags uro i kroppen, og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre med det. Jeg græder ret tit, uden jeg egentlig ved hvorfor, og det påvirker mig ekstremt meget. Jeg bliver også hurtigere sur og irriteret på folk, og det gør mig mere sur. Jeg har en kæreste, og jeg har et ret godt liv. Men jeg føler ikke glæde, jeg føler ikke livsglæde.
Som en note ville jeg sige, for et år siden led jeg af depression, stress og angst. Jeg lever dog stadig med angst, men det er mere intens end det. Det her er ikke kun angst, det er så mange andre ting. Og jeg ved virkelig ikke hvad det er. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har den livsglæde mere, når jeg har sådan et godt liv. Jeg ved ikke hvorfor jeg har så svært ved de daglige gøremål Jeg håber dette var nok information til i kan svare eller hjælpe mig med problemet.

Knus 17 årige pige.

(Pige, 17 år)


Hej 17 årige pige

Det lyder til, at det er en rigtig hård periode, som du er inde i lige nu. Det er rigtigt svært, hvis man oplever, at livsglæden bare ikke dukker op, selvom man måske synes, at der er masser af ting i livet, som burde gøre en glad. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.

Det er hårdt lige nu

Vi mennesker har allesammen perioder af vores liv, som er super hårde. Og selvom der måske er mange ting i vores liv, som vi føler burde gøre os glade, så kan man godt opleve, at glæden alligevel ikke kommer. Der kan være rigtigt mange grunde til det, og det er hammersvært at opleve. For nogle er det måske fordi, at der sker så meget i deres liv, at det bliver svært at overskue det hele. For andre kan det også være fordi, at man er gået igennem en rigtig svær periode og skal bruge tid på at komme sig igen. Hvis man tidligere har haft en depression, så kan depressionen godt kigge frem igen nogle gange, selvom den måske har været væk længe. Jeg tænker på, om det måske er sådan det føles for dig lige nu? Hvis det er sådan, så er det heldigvis hjælp at hente derude.

Hvis du har lyst, kan du også prøve at læse vores artikel om, hvad man selv kan gøre, når man er helt nede i kulkælderen og eventuelt den her med at skrive dagens gode oplevelse ned. Måske er der nogle af tipsene i de artikler, som vil kunne hjælpe dig med at finde lidt af livsglæden frem igen. Du kan prøve at læse dem og mærke efter, om der er nogle af tipsene, som vil være meningsfulde for dig.

Snak med nogen om det

Når man oplever at have det så svært, som du har lige nu så er det en rigtig god idé at få snakket med nogen om, hvordan man har det. For det er alt for svært for dig, hvis du går med det helt alene. Men når man snakker med andre om sine problemer eller bekymringer, så kan det nogle gange være med til, at gøre det hele lidt nemmere. Og derfor kan det også være super rart, at få den støtte og ekstra øjne på ens situation, når det hele bare er svært.

Snak med dine forældre og kæreste

Jeg kommer til at tænke på, om dine forældre og din kæreste ved, hvordan du har det? Det lyder til, at det måske er dem, som er tættest på dig i din hverdag. Og derfor er de måske også dem, som vil kunne støtte dig og hjælpe dig, når det er svært i øjeblikket. Når livsglæden ikke rigtigt vil komme frem af sig selv, så kan det være rigtigt rart, at få en hjælpende hånd til at se de lyse sider af livet igen. Og hvis det ikke lige er din kæreste eller forældre du har lyst til at snakke med, så er der måske en tæt veninde, storesøster eller 3. person, som kunne være rar at snakke med?

Tag en tur til lægen

Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du tog en tur til lægen. Man må altid tage til læge, hvis man har det dårligt – uanset om det er psykisk eller fysisk. Så vil lægen og dig kunne snakke om, hvad du oplever i øjeblikket og hvad der kunne være hjælpsomt for dig. Det kan eksempelvis være, at lægen kan henvise dig til en psykolog, hvis det kunne være hjælpsomt for dig. Hvis det nu er depressionen, som kommer lidt op igen, så kan det være en rigtig god idé, at få hjælp allerede i begyndelsen, så det ikke ender med at vokse sig større og større.

Tag fat i Headspace

Hvis du trænger til at snakke med nogle, som ikke kender dig og som har tid og overskud til at lytte, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig ungerådgivning, hvor man kan komme og snakke med en frivillig om det der fylder. De er super søde og dygtige. Og det kan være en rigtig rar måde, at få hjælp og støtte, hvis man går igennem en svær periode af sit liv. Hvis du hellere vil snakke med nogle, som er eksperter i depression, så kan jeg anbefale depressionslinjen. Deres frivillige har nemlig alle sammen haft depression inde på livet og ved hvor svært det kan være, når livsglæden er forsvundet. Både Headspace og depressionslinjen er helt gratis og anonymt.

Det er rigtigt hårdt at opleve, at livsglæden bare ikke dukker op. Men jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og jeg krydser fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig igen snart.

De bedste hilsner fra en Mindhelper