Jeg har perioder, hvor jeg har det fint, og perioder hvor jeg har det af helvede til. Det skifter hele tiden. Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Hej Mindhelper

Jeg føler mig så Tom indeni, ligemeget hvor mange mennesker
Jeg har omkring mig, ligemeget hvor glad jeg er. Det føles som
Om jeg ikke rigtig kan føle noget samtidig med jeg føler noget.
Jeg har prøvet alt og ligemeget hvad kan jeg ikke få tomheden væk.
Det føles hele tiden som om jeg mangler noget, ligemeget hvad jeg
gør/har.
Jeg kan ikke mærke mig selv, har perioder hvor jeg har det fint,
Og perioder hvor jeg har det af helvede til. Det skifter hele tiden
Og kan ikke finde ud af hvad jeg skal gøre af mig selv.
Jeg føler også hele tiden en indre uro i min krop, og at jeg ikke kan være
I min egen krop, og som om jeg hele tiden skal distrahere mig selv
Fra mine tanker og følelser, det er virkelig hård at være i min krop.
Ville ønske jeg kunne finde ud af hvorfor jeg har det sådan her…

(Pige, 16 år)


Kære pige på 16

Det lyder som om, at det er helt vildt svært at være dig i øjeblikket. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Det lyder til, at du går igennem en rigtig svær periode i øjeblikket. Følelserne af at føle sig tom, følelsesløs, dårlig, urolig og rastløs kan være virkeligt ubehagelige. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du virkeligt gerne vil finde ud af, hvorfor du har det sådan. Og derfor skal du også have rigtigt meget ros for, at have skrevet herind.

Selvom det er nogle rigtigt ubehagelige følelser du oplever, så er de faktisk ikke unormale. Der er mange der oplever, at blive ramt af en følelse af tomhed, som kan virke totalt opslugende, når de har det svært. Og du skal vide, at selvom det måske ikke virker sådan lige nu, så kan det altså godt blive bedre.

Der kan være flere grunde til, at man bliver ramt af svære følelser og går igennem hårde perioder. Det kan eksempelvis komme, hvis man bliver ramt af depression. Når man har en depression, så kan jeg godt blive ramt af rigtigt mange svære følelser, som ikke vil gå væk igen. Så kan man eksempelvis føle sig trist og tom og have mistet glæden ved ting, som ellers før gjorde en rigtigt glad. Du kan prøve at læse denne artikel omkring tegn på depression. Det kan være, at du oplever nogle af de ting, som står i artiklen. Uanset om det er en depression eller noget andet du oplever, så er det en rigtig god idé, hvis du fortæller nogle om det. Så du ikke behøver gå med det helt alene. Og så du kan få den hjælp, som du har brug for. 

Fortæl nogen hvordan du har det.

Det allerbedste råd jeg kan give dig er som sagt, at fortælle nogle om, hvordan du har det. Det lyder mega hårdt at være dig, og derfor er det også en rigtig god idé, hvis du ikke går med alle de tanker alene. Uanset om det er depression eller noget andet du oplever, så er det en rigtig god idé, at du søger noget hjælp. Så du kan få det godt igen. For selvom det måske virker lidt umuligt lige nu, så kan man altså sagtens få det godt igen. Men det kan være rart at have en hjælpende hånd på vejen.

Når man taler med andre om sine problemer – jamen så bliver de også nogle gange nemmere at håndtere. Det kan føles lidt som om, at der letter en sten fra ens hjerte. Og det kan være rigtigt rart og befriende. Jeg har lidt forslag til, hvem du kan snakke med.

Snak med dine forældre

Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du fortalte dine forældre om, hvordan du har det. Dine forældre er måske dem der er tættest på dig. Og de er i en rigtig god position til at hjælpe dig på vej til at få det bedre. Samtidigt kan det også være super rart, at få åbnet op om alle de tanker og følelser, som du bærer rundt på. Jeg er næsten helt sikker på, at dine forældre rigtigt gerne vil hjælpe dig på vej, og lytte til hvordan du har det. Hvis du synes det er svært, at skulle snakke med dine forældre, så kan du prøve at læse denne guide. Den kommer med lidt gode råd til hvordan man kan tage de svære samtaler.

Tag fat i lægen

Når man oplever at have det så dårligt, som du beskriver, så er det en god idé, at kontakte sin læge. Man må altid snakke med lægen – uanset om man har det dårligt fysisk eller psykisk. Lægen kan også være med til at finde ud af, om du eksempelvis har en depression eller noget andet. Og lægen kan også henvise dig til en psykolog, hvis det bliver nødvendigt. Jeg synes helt sikkert, at du skal tage til lægen. For jeg synes det lyder til, at du har det rigtigt svært, og det kunne være godt for dig, at få lægens perspektiv på det hele. Det er nok også den bedste måde, hvor du kan finde ud af, hvorfor du har det som du har det lige nu. Så kan du komme til at snakke med en læge eller måske en psykolog, og så kan i sammen prøve at finde frem til, hvorfor du har det som du har, og hvad der kan være en god løsning for dig – så du igen kan få det rigtigt godt.

Headspace

Hvis du synes det er svært, at snakke med dine forældre om det. Jamen så er der også andre muligheder. Du kan tage fat i en anden voksen i dit netværk – måske en lærer, sportstræner eller et andet familiemedlem, som du føler dig tryg ved. Hvis du hellere vil snakke med nogle, som ikke kender dig, jamen så kan du overveje Headspace. Headspace er en frivillig forening, som varetager rådgivning af unge i deres problemer. Der kan man komme og snakke om alt hvad man har på hjerte. De er vant til at håndtere alle slags problemer, og de er super søde. Du kan være helt tryg ved at kontakte dem, og så er det helt anonymt. Jeg kan varmt anbefale dem, og tror det kunne være et rigtigt relevant tilbud til dig. Der ligger en Headspace i de fleste større byer.

Der kan være flere grunde til, at du oplever så mange svære følelser i øjeblikket. Derfor er det også en rigtigt god idé, at få fortalt nogle om hvordan du har det. Det er nemlig super hårdt, hvis man skal gå med alle de tanker og følelser alene. Derudover er det en rigtig god idé, at bestille en tid til lægen, og så snakke med hende/ham om det. De kan nemlig hjælpe dig med at finde ud af, hvorfor du har du har sådan her, og hvordan du kan få hjælp til at få det rigtigt godt igen.

Jeg håber at du har kunne bruge mine råd til noget. Og så krydser jeg super meget fingre for, at du får fortalt nogle om, hvordan du har det – så du kan få hjælp til, at få det godt igen.

De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper