Jeg er usikker på mig selv, og jeg føler mig ikke god nok. Desuden er der ikke nogen særligt god stemning derhjemme. Mine forældre er anstrengte overfor hinanden og de dækker over det.

Kære brevkasse

Jeg er i en krise lige nu, og jeg synes det er sindsygt svært ved at sætte ord på det.

Det handler for det meste om, at jeg ikke er tilfreds med mig og min situation. Jeg føler ikke, at jeg gør det godt nok, jeg er ret usikker, og har ikke så meget lyst til at være social. Jeg føler mig som en fiasko fordi: Jeg kan ikke snakke med nogen i min klasse, jeg kan ikke række hånden op, jeg kan næsten ikke sige hej til folk, som jeg plejede, og jeg laver små løgne for at dække over mig. Jeg stoppede på efterskole og kan heller ikke få det til at fungere på min nye skole. Min forældres venner, min familie og egne venner opfører sig anerledes , min familie virker kede af det, og det gør følelsen af at være en fiasko værre. Engang var jeg meget mere udadvendt, men nu har jeg isoleret mig fra både min familie og venner.

Hjemme i min familie er der ikke så god stemning. Min mor og far er meget anstrengte overfor hinanden, og de dækker over det. Jeg kan virkelig ikke lide at indrømme det her, men jeg har ikke så meget tiltro til min mor, fordi jeg synes ikke at hun er fair i mange situationer. Hun er flyvsk, og det virker ikke til, at hun er i så meget kontrol. Min far virker stresset, og jeg synes derfor at det er svært at have tillid til dem.

Jeg har gået ved en psykolog, og det har jeg gjort siden november. Hun mener, at jeg har/ er på vej ud af en depression. Jeg kan ikke åbne ligeså meget op overfor hende, som jeg gør her, fordi jeg er blevet usikker, da hun fortalte at hun tror jeg er en smule arrogant. Udover det så er jeg bange for, at hun ikke kan lide mig, hvis jeg blandt andet fortæller, hvordan jeg tænker om mine forældre. Generelt tror jeg, at det er svært at åbne op, fordi det hele virker kompliceret , og jeg kan ikke lide den side af mig selv. Så føler jeg ikke, at jeg kan være mig bekendt: Nogle gange tænker jeg kritiske tanker om folk

Jeg ved ikke hvad der er galt med mig, og hvordan jeg kommer af med mine tanker og følelser.

Hilsen en pige på 16 år

(Pige, 16 år)

Kære pige på 16 år

Det lyder som om, du er ramlet ind i en periode, hvor der foregår helt vildt mange svære ting. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt ikke at gå alene med sine svære tanker. 

Der er ikke noget galt med dig

Det er virkeligt ikke særligt rart at gå rundt at være usikker på sig selv. Det kan gøre en rigtigt ked af det, og det kan give en en følelse af, at man ikke rigtigt er god nok. Det er nogle super nedern følelser, så jeg kan godt forstå, at du bare gerne vil af med dem. Men det er faktisk nogle helt normale tanker og følelser, som alle mennesker oplever en gang imellem. Og specielt mens man er ung, fordi det er der, man er i gang med at finde frem til, hvem man selv er i verden. For det er super hårdt lige pludseligt at skulle til at finde ud af, hvem man er udenfor sine forældres rammer. Og det kan godt gøre en usikker. Så der er ikke noget galt med dig. Du reagerer bare på verden som en helt normal teenager gør.

Men selvom de her tanker er helt normale, så kan man heldigvis godt gøre noget for, at ens tanker bliver lidt sødere mod en. For det er virkeligt ikke rart, når den her følelse af ikke at være god nok tager overhånd. Og det kan bare komme til at føles som om, tankerne har ret i, at man er en fiasko. Men heldigvis er det ikke sandheden. De tanker man får, har nemlig meget sjældent ret i de ting, de siger. For de er farvede af alle mulige ting. For eksempel ens gamle oplevelser eller det humør, man er i lige nu.

Derfor handler det om at opdage, når de her negative og kritiske tanker løber om hjørner med en. Og for en til at tro på, at de her ret. Når man så har opdaget dem, så stopper man op og spørge sig selv: “er det nu helt rigtigt, at jeg altid er en fiasko? Eller er der faktisk også noget, jeg er god til?” På den måde får man nuanceret sine tanker lidt. Og det kan hjælp en til at få et mere positivt syn på en selv. Fordi man lige pludseligt også lægger mærke til de gange, hvor tingene faktisk lykkedes for en. Hvis du har lyst til det, kan du læse mere i vores artikel om at udfordre sine negative tanker. 

Det kræver energi

Du skriver, at din psykolog tror, at du måske har en depression. Og så er det faktisk helt normalt, at der er nogle ting, der bliver meget sværere for en, end de var før. For eksempel sådan noget med at skulle tage kontakt til andre og række hånden op i timerne. For det kræver bare mega meget energi at skulle kæmpe imod en depression. Og den energi man bruger til at skulle kæmpe imod depressionen, er man nødt til at tage et andet sted fra. Så du er ikke en fiasko, fordi du ikke kan overskue at være lige så udadvendt, som du var før. Du kæmper bare helt vildt hårdt for at komme over din depression lige nu. Så du kan få det bedre. Og det er absolut ikke nogen fiasko. Det er faktisk mega sejt, for det er dælme hårdt arbejde at vinde over sådan en depression.

Og så tænker jeg også, at du jo heller ikke skylder nogen at være udadvendt og social. Hvis du har det bedst med ikke at være den der helt vildt udadvendte pige i din klasse lige nu, så er det også okay. Der skal også være plads til, at man nogle gange bare er mere indadvendt. Det er selvfølgeligt bare vigtigt, at man ikke får trukket sig selv så meget væk fra sine venner og familie, at man pludseligt bliver helt alene.

For når man har det skidt, har man også brug for, at der er nogen omkring en til at hjælpe en med at få det bedre. Mennesket er nemlig et ret socialt væsen, så vi er ikke bygget til at skulle klare os igennem de svære ting eller livet i det hele taget helt alene. Du behøver jo ikke være sammen med folk i en hel dag, hvis du ikke kan overskue det. Hvis du kun har overskud til at være sammen med dem i 5 minutter ad gangen, så er det også okay at starte med det. Du jo altid bygge oven på, når du får det bedre og får mere energi. 

Vi gør det alle sammen

Du skriver, at du ind imellem tænker kritiske tanker om andre. Og det lyder lidt som om, det er en side af dig selv, du ikke er særligt stolt af? Men du skal altså vide, at det er helt normalt, at man ind imellem lige får tænkt en kritisk tanke om en anden. Også selvom der måske ikke er den helt store grund til det. Og nej – man er sjældent særligt stolt af sig selv, når man lige har tænkt om en eller anden, at de er jordens største klaphat. Men det er altså noget, vi alle sammen gør en gang imellem. Det er måske bare ikke noget, vi snakker særligt meget om. Fordi vi netop godt ved, at det ikke er særligt sødt at gå rundt og tænke sådan om folk. Men der er altså som sådan ikke noget i vejen med at komme til det nogle gange. Så længe man holder sine kritiske tanker om andre for sig selv, når man får dem. 

Snak med dine forældre

Det er helt vildt ubehageligt, når man kan mærke, at der ikke er en god stemning derhjemme. Der er rigtigt mange, der beskriver det som sådan en lidt trykkende følelse af, at man hele tiden er lidt på vagt over, om der nu er noget galt. Jeg ved ikke, om det også er sådan, det er for dig? Men uanset hvad, så er det i hvert fald ikke rart. Specielt ikke, når der ikke rigtigt bliver sat ord på, hvad den dårlige stemning handler om. 

Det bedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med dine forældre om, at du fornemmer, at der er noget galt. Og at det er ubehageligt for dig at være hjemme, når de er anstrengte overfor hinanden. Men uden at fortælle dig, hvad det er, der sker mellem dem. Det er vigtigt, at du fortæller dine forældre, hvad det er, du oplever. Og ikke begynder at anklage dem for alt muligt. Hvis du stille og roligt fortæller dem, hvad du oplever, åbner du nemlig op for en samtale, hvor I kan lytte til hinanden. For du bor også hjemme hos dine forældre. Så du har ret til at fortælle det til dine forældre, hvis der er noget derhjemme, der gør, at du ikke føler dig tilpas. Du har nemlig ret til at være tryg og have det godt, når du er derhjemme.

Fortæl det til din psykolog

Jeg kan godt forstå, at det ikke var særligt rart, at din psykolog sagde, at du måske var lidt arrogant. For arrogant er ikke noget særligt rart ord at blive beskrevet med. Jeg tænker på, om det hun måske kunne have ment var, at når man er lidt tilbageholdende, så kan andre nogle gange godt komme til at tro, at man er arrogant? Fordi de får læst det, at man ikke har så meget overskud til at snakke med dem som, at man ikke gider at snakke med dem?

Men uanset hvad, så giver det i hvert fald god mening, at det lige var et knæk på tilliden til din psykolog, at hun sagde sådan til dig. Og når tilliden til ens psykolog får et knæk, så kan det altså bare blive mega svært at åbne op og være helt ærlig. Fordi det er tit nogle vildt sårbare ting, man fortæller om, når man er til psykolog. Og det er måske ikke alle de ting, man fortæller om, man er lige stolt af. Så det kræver, at man har super meget tillid til, at det menneske man sidder overfor ikke dømmer en, hvis man skal få åbnet op for det hele. Og når den tillid ikke er der, så bliver det svært.

Jeg tænker på, om du har prøvet at fortælle din psykolog, at det er svært for dig at åbne op overfor hende? Det er nemlig slet ikke unormalt, at man kan have det sådan, når man er til psykolog. Så de fleste psykologer vil rigtigt gerne hjælpe en med at finde frem til, hvordan man så kan blive tryg nok til at være helt ærlig, når man er til psykolog. Så det tænker jeg også, at din psykolog rigtigt gerne vil hjælpe dig med at finde ud af.

Men hvis du nu får sagt det til hende. Og du efter et par gange kan mærke, at det stadigvæk ikke dur. Og du stadigvæk ikke rigtigt har tillid til hende, så kan du jo også tænke over, om det måske kan hjælpe at skifte psykolog. Når man går til psykolog handler det nemlig rigtigt meget om at finde den rigtige psykolog. Hvor kemien og tilliden er der. Og nogle gange er man heldig, at det lykkedes i første omgang. Men andre gange skal man gå hos et par psykologer, før man ender hos en, man virkeligt tør åbne sig op overfor.

Du kan altid tage fat i Headspace

Jeg kommer til at tænke på, om du kender Headspace? Jeg tænker nemlig, at det måske kunne hjælpe dig at tage fat i dem og få snakket med nogle af deres frivillige rådgivere. For det lyder som om, det er rart for dig at få åbnet op her, hvor du kan være helt ærlig. Er det rigtigt forstået? Og Headspace er et sted, hvor man kan komme op og snakke med nogle frivillige rådgivere om alt, hvad der fylder for en. Både stort og småt. De frivillige rådgivere kan lytte til en. Men det kan også komme med nogle gode råd til, hvad man måske kan gøre ved de ting, der fylder for en. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere for nogen at være helt ærlig. Fordi der så ikke er nogen, der ved præcis, hvem man er.

Det blev et noget langt svar, du fik tilbage. Men jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du får snakket med både dine forældre og din psykolog. Så du kan få sat ord på nogle af alle de her mange ting, der fylder for dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper