Hej

Jeg har været meget nedtrykt over en del ting på det seneste og jeg kan mærke at jeg ikke svarer så sødt og det gør mig ked af det fordi jeg egentlig gør det uden at tænke videre over det før nu, jeg går på efterskole og jeg har en periode hvor jeg ikke føler jeg har nogle tætte venner, jeg har venner men de har alle en anden som de er meget tætte med og altid vælger, og det har jeg ikke. Det er eksamentid og jeg er nervøs konstant, det snart sommerferie og jeg ved ikke hvad jeg vil uddannelsesmæssigt, da jeg lige var til info aften på EUX men det gjorde mig usikker på mit valg. og nu har folk spurgt mig de seneste dage hvad der var i vejen men jeg kan simpelthen ikke i sige det sande føler jeg, jeg græder og græder og der bare så meget, men hvad skal jeg gøre. Det er nok mest den med tryghed i en ven jeg mangler… og jeg prøver at kople på, men 3 er bare et dårligt tal.

hilsen en der vil sætte stor pris på et svar

(Pige, 16 år)


Kære “En der vil sætte stor pris på svar”

Det lyder til, at der sker rigtigt meget i dit liv i øjeblikket, og at du er lidt alene om, at skulle håndtere det hele. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Når nedtryktheden rammer

Du skriver og fortæller, at du er nedtrykt over en del ting. Og det lyder også til, at der er rigtigt meget, der fylder for dig i øjeblikket. Du fortæller, at du godt kan komme til, at svare lidt mindre sødt tilbage end du plejer. Det er faktisk ret normalt, hvis man er nedtrykt. Når man er nedtrykt så har kroppen nemlig ikke helt ligeså meget energi, som den plejer. Så kan det være svært, at finde energi til ting, som man måske har været vant til bare at gøre, uden at tænke over det. Så er det ret normalt, at man godt kan komme til at svare lidt grimt tilbage, fordi man simpelthen ikke har overskuddet til, at tænke så meget over, hvad man siger.

Hvis man så kommer til at sige noget, som man fortryder. Jamen så kan det være en god idé, at sige undskyld til den person, som man måske har såret/gjort vred. De fleste mennesker kan godt tilgive en, hvis man siger pænt undskyld. Især hvis man også forklarer dem, at det er fordi, man ikke helt er på toppen i øjeblikket. Mange har nok også selv prøvet, at have perioder, hvor de ikke havde så meget overskud. Og så kan de måske godt forstå, hvorfor man kan komme til at sige de forkerte ting. Hvis man sige undskyld, så er det også nemmere at tilgive sig selv, så man ikke behøver blive ved med at tænke over, at man har sagt noget forkert.

Når man føler sig alene

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det må være helt vildt hårdt, at føle sig alene på efterskole. Og det kan være rigtigt svært, at prøve at være en del af nogle vennegrupper, hvis det virker til, at de har nok i hinanden. Jeg kommer til at tænke på, om der nogle, som du er gladere for at være sammen med end andre? Ofte har man nogle, som man føler sig lidt tættere med end andre, og du nævner også, at du faktisk har venner. Men du mangler nogle at føle sig helt tætte med. Og det kan jeg sagtens forstå, for det har vi allesammen brug for. Sådan er vi mennesker nemlig indrettet. Vi har det bedst, når vi er en del af et fællesskab.

Du skriver også, at det er en periode, hvor du ikke har så tætte venskaber. Så tænker jeg, at du måske har haft det tidligere? Hvis det er rigtigt, så er der måske nogle tidligere venskaber, som du kan prøve at få gang i igen? Hvis du har nogle, du bedst kan lide at være sammen med – jamen så kan du måske prøve at blive lidt tættere med dem. Men hvordan kommer man så lige til at blive tætte? Ja det er ikke det nemmeste spørgsmål at svare på, men jeg kan prøve at komme med lidt bud.

Fortæl dem hvordan du har det.

Det kan faktisk være en fordel, at fortælle folk om, hvordan du har det. For det kan faktisk være med til, at man kan blive tættere med dem. Grunden til, at det kan virke er, at det ofte er de personlige samtaler, som gør os tætte. Altså de samtaler, hvor vi deler ud af de ting, som vi har på hjerte. Også selvom de nogle gange er svære.

Spørg ind til dem

Noget af det som gør, at vi føler os tætte med folk er, hvis vi føler de forstår os. Derfor kan det være en rigtig god idé, at spørge ind til folk, og høre hvordan de har det. Det kan man gøre på mange måder. Men hvis man viser en interesse for folk, deres drømme, familier, hobbyer, og samtidigt virker oprigtigt interesseret – jamen så vil de fleste gerne snakke med en.

3 behøver ikke være et problem

Det kan godt virke svært, at være en del af en vennegruppe på 3. Men det behøver ikke være et problem, hvis man er god til at give plads til hinanden. Selvom om ens venner har andre venner, så betyder det jo ikke, at man ikke kan være tætte alligevel. Måske ender man endda med 2 rigtigt tætte venner. Det kan godt nogle gange være sådan, at der er to, der er mere tætte med hinanden, end med den sidste. Men det kan være en god idé, at overveje, om det gør så meget. Hvis man stadigvæk godt kan være tætte med dem, så er det måske stadig rarere, end at skulle være alene.

Nogle gange kan man også godt have forskellige roller i venskaber. Eksempelvis kan det være, at man har en ven, som man snakker meget med personlige ting om. En anden ven, som man arbejder meget sammen med. Og måske en helt tredje ven, som bare fjoller med. Det er helt normalt, og helt okay, at det ikke er en bestemt ven, som man altid er sammen med. Det kan være, at du kan overveje, om det er noget, som du kunne gøre. Altså have flere venner, som du kan gøre forskellige ting med. I stedet for at have 1 bedste ven, som du gerne vil gøre alt med.

Er der andre, som går lidt alene?

Jeg kommer også til at tænke på, om der er andre, som heller ikke har de der helt tætte venner. For det kunne jeg godt forestille mig, at der var. Så kan du jo prøve at kigge lidt rundt, og se om der er nogle, som du faktisk ikke havde overvejet, at du kunne blive venner med. Det er vildt hårdt, at føle man står udenfor. Er der nogle du er glade for, som du kan prøve at blive tættere med? Er der nogle som også går lidt alene, som du kan blive venner med?

Uddannelse

Det med uddannelse kan være helt vildt svært. Det er en kæmpe jungle af muligheder, som man skal prøve at finde rundt i. Men jeg vil godt love dig, at du slet ikke er den eneste, der er i tvivl om, om du har valgt rigtigt. Det er der rigtigt mange, der oplever. Men det kan være godt, at huske sig selv på, at det ikke er et endegyldigt valg. Nogle gange kan det nemlig godt føles som om, at man tager et valgt for resten af sit liv. Men hvis du begynder på EUX, og så finder ud af, at det ikke var noget for dig – jamen så er det jo helt okay. Du kan altid droppe ud, og finde på noget andet i stedet. Det er der rigtigt rigtigt mange, der har gjort før dig. Det er helt normalt, og helt okay. Det kan faktisk være en rigtig god og super fornuftig idé. Det kan sagtens tage tid, at finde ud af præcis, hvor man hører til. Det er altså fuldstændigt normalt. Du kan prøve at læse vores artikel omkring tvivl om valg af uddannelse. Der står lidt gode råd til, hvordan man kan komme lidt tættere på det rigtige valg.

Du kan prøve at tage en snak med en studievejleder om, hvad der kunne være det rigtige valg for dig. Studievejlederen er nemlig ekspert i, at finde rundt i alle de mange muligheder der er for uddannelse som ung. Prøv at spørge en af dine lærer, hvem studievejlederen er, og hvordan du kan komme til et møde med ham/hende. Så kan du jo prøve at fortælle om, hvorfor du er blevet i tvivl om EUX, og hvad der ellers er af muligheder. Du kan også kontakte en studievejleder på chat.

Du kan også prøve at snakke med nogle af de andre fra efterskolen om, hvad de har tænkt sig at begynde på efter sommerferien. Måske er der nogle af dem, som minder om dig, og har samme interesser, som har valgt noget helt andet. Jamen så kan det måske være lidt inspiration også.

Snak med nogen om, hvordan du har det

Mit bedste råd til dig er, at få snakket med nogle om, hvordan du har det. For der er bare rigtigt mange ting, der fylder i dit liv. Og det kan være alt for meget for 1 person, at skulle bære helt alene. Og det helt normalt. Vi har alle samme brug for, at få hjælp engang i mellem.

Det lyder til, at det er svært for dig, at folk spørger dig om, hvordan du har det. Måske kan du ikke helt overskue, at skulle fortælle dem, hvad der sker indeni dig. Og du behøver heller ikke fortælle dem allesammen alle dine inderste tanker. Men måske er der en enkelt af dem, som du føler dig tryg ved? Når vi åbner op for vores tanker og følelser – jamen så bliver også nogle gange nemmere at håndtere dem. Man kan nærmest sige, at man lukker noget af luften ud af en helt udspændt ballon. Og så kan man få hjælp og støtte til, at håndtere de mange svære ting. Jeg kommer med lidt forslag til hvem, du kan prøve at snakke med.

Snak med en ven/veninde, som du er tryg ved

Selvom du måske ikke har en bestemt veninde eller ven, som er din helt tætte bedste veninde/ven. Jamen så er der måske nogle af dine venner, som du er tryggere ved en andre. Måske tænker du på en bestemt person lige nu? Hvis der er en, som du synes det er rart at snakke med normalt. Så kan du måske prøve at tage fat i den person, og spørge om de har lidt tid til at snakke med dig alene. Jeg er næsten sikker på, at de gerne vil snakke med dig, hvis du spørger dem ad. Så kan du jo prøve at fortælle lidt om, hvad der sker indeni dig i øjeblikket. Det kan være rigtigt rart, at snakke med en bekendt, og få deres støtte og perspektiv på tingene.

Tag fat i en lærer/kontakt-lærer

Jeg tænker på, om du har en kontaktlærer, nu hvor du går på efterskole. Ellers har du måske en lærer, som du er glad for, som du kan prøve at snakke med. Jeg er næsten helt sikker på, at de rigtigt gerne vil hjælpe dig, og lytte til dig. Du kan jo overveje, at tage fat i en lærer, og høre om de måske lige har lidt tid til, at snakke med dig, fordi du ikke har det så godt. Dine lærere er jo helt vant til, at snakke med deres elever om, hvordan de har det. Så de er sikkert rigtig gode til at hjælpe og lytte.

Snak med dine forældre

Jeg kommer til at tænke på, om du har fortalt dine forældre om, hvordan du har det? Hvis ikke, så tænker jeg, at det måske kunne være en god idé. Jeg er næsten sikker på, at dine forældre rigtigt gerne vil vide, hvordan du har det. Især når du er langt væk på efterskole, og de ikke ser dig hver dag. Måske kunne du prøve at snakke med dem om, hvor svært du synes det er med uddannelse. Det kan være de har nogle gode tanker og råd til, hvad du kan gøre. Man behøver jo ikke tage uddannelsesbeslutningen alene. Ens forældre kender jo ofte en rigtigt godt, og har måske nogle gode ideer til, hvad der kunne være godt for dig? Det kan også være, at de selv har prøvet, at være rigtigt meget i tvivl om uddannelse.

Tag fat i Headspace

Hvis du trænger til at snakke med nogle, som ikke kender dig. Jamen så er der også mulighed for det. Du kan overveje Headspace for eksempel. Headspace er en frivillig forening, som rådgiver og snakker med unge om deres problemer. Jeg kan virkeligt anbefale Headspace. I Headspace kan man komme og snakke med en frivillig om, hvordan man har det. Man kan også kontakte dem via Chat. De er helt vildt søde, og rigtigt gode til at lytte. Jeg tænker, at det måske kunne være en rigtig fin idé for dig. Der ligger en Headspace i de fleste større byer, og man er altid velkommen til at kontakte dem.

Tag fat i børnetelefonen

Du kan også tage fat i Børnetelefonen. Børnetelefonen rådgiver også børn og unge, ligesom i Headspace. Dem kan man både ringe, chatte og sms’e med. De er også virkeligt søde, og helt vant til at tale med unge om alle slags problemer. Jeg kan varmt anbefale dem også.

Det kan være helt vildt svært, at skulle gå med alle sine problemer alene. Derfor kan det også være en rigtig god idé, at fortælle nogen om, hvordan man har det. Så man kan få den støtte og hjælp, som man måske har brug for.

Jeg håber, at du har kunne bruge mine råd til noget. Og så krydser jeg super meget fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med den sidste efterskoletid, og at du finde den helt rigtige uddannelse bagefter. Hvis ikke det bliver i første huk – jamen så bliver det måske 2. gang. Uanset hvad, så skal du vide, at det er helt okay at være i tvivl og helt okay, at skifte mening.

De aller-varmeste hilsner fra en Mindhelper.