Hej

Jeg er en pige på 20 år. Mange ville mene at jeg har et godt liv og at jeg nok burde være meget tilfreds men egentligt så går jeg faktisk også har det rigtigt svært.

Siden jeg var helt lille led jeg meget af det der nok allermest ligner angst og ocd. Men jeg blev aldrig sendt til en læge til en samtale eller “udredt” som jeg i dag lidt føler jeg skulle være blevet. Jeg havde rigtig mange bekymringer som lille/ung og det fyldte meget i min hverdag hvilket så ville lede til angst. Alt skulle være som det plejer og hvis der skete uventede ændringer i hverdagen ville hele min verden falde sammen. Jeg var rigtig dårlig til at håndtere forandring og led også af mange bekymringer i forhold til min hverdag såsom frygt for at være ensom, blive deprimeret, overset, bange for at tage forkerte valg osv. Og i en højere grad end som så. Problemet var også at der aldrig ville komme helt styr på tankerne og det var umuligt for mig at komme væk fra tankenylderet som altid var i mit baghoved og “hvad nu hvis” tankerne. Dette gik så over i en periode. Jeg begyndte på gymnasiet og hvilte egentligt meget i mig selv – også selvom der var mange ting ved mig selv jeg var usikker omkring. Der var selvfølgelig meget stress forbundet med skolen men ikke mere end det sædvanlige. I den tid led jeg stadig af det store takemylder og alle de dårlige tanker – men det blev nemmere for mig at håndtere forandring. Nu er det 2 år siden jeg gik ud af gymnasiet og jeg føler at jeg nu er på det punkt igen psykisk som jeg var på det jeg var yngre. Jeg føler jeg er ved at gå ned med stress pga mit arbejde selvom jeg som så er meget glad for det. Det er bare mine tanker der har fået frit løb med mig igen og har taget styringen. Jeg er i et stadige hvor intet i mit hovede er godt nok og mit overtænkerig giver mig det fysisk dårligt. Alt skal vænnes oppe i mit hovede og jeg føler mig det ene tidspunkt mig utroligt ensom og det næste tidspunkt føler jeg mig alt for social. Jeg har mange tvangstanker om at jeg vil blive trådt på af mine venner, at min kæreste er mig utro, at jeg aldrig får en fremtid og at jeg ikke kan tage en beslutning jeg nogensinde er glad for. Alle “hvad nu hvis” tankerne er kommet tilbage og jeg føler at jeg har ting oppe i mit hovede som jeg ikke er stærkt nok til at kontrolere.
Hvad tænker i om dette og hvad ville være godt for mig. Hvordan tror i jeg kan hjælpes?..

(Pige, 20 år)

Kære pige på 20

Det lyder til, at der er rigtigt mange tanker, der fylder i dit liv i øjeblikket, og det er rigtigt svært for dig. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Du skriver og spørger, hvad jeg tænker om din historie og situation. Og jeg synes først og fremmest du skal vide, at jeg synes du virker rigtigt velreflekteret, og har en god forståelse af dig selv. Vi mennesker er enormt forskellige, og nogle mennesker bliver hurtigere angste og bekymrede end andre. Jeg vil prøve at komme med lidt refleksioner og råd og til dig.

Overtækning ligger til os

Det er sådan, at vi mennesker er indstillet til, at tænke på ting, som kan gå galt. Det virker måske lidt skørt. Men det kommer helt tilbage fra dengang, hvor vi løb rundt på savannen og holdt udkig efter rovdyr og andre farer. På det tidspunkt var det rigtigt smart at overtænke, og overveje alle mulige scenarier, som kunne gå galt. For så var der større chance for, at man var forberedt.

Men nu er det slut med rovdyr og savanner, men de negative mekanismer er der endnu. Og så kan alle “hvad nu hvis” tankerne godt blive til angst, eller tvangsprægede tanker. Derfor er de ting og tanker, du beskriver, faktisk også ret normale. Der er enormt mange unge, der oplever angst og bekymringer hver eneste dag. Så du er langt fra alene.

Gymnasiet bliver erstattet af arbejdsliv

Du beskriver, at det faktisk gik ret godt i gymnasietiden. At du stadig var meget bekymret, men at du hvilte i dig selv alligevel. Det er jo super positivt. For det betyder, at tankerne godt kan blive sendt lidt ud på sidelinjen, og du kan få fred fra dem i perioder. Derfor kommer jeg også til at tænke på, hvad der var anderledes ved gymnasietiden i forhold til nu?

Gymnasietiden kan være super hård, men det positive er, at der er ret faste rammer. Man har faste mødetider, kender dem der er i ens klasse, ved hvilke lektier og opgaver man skal lave osv. Jeg tænker, at det kan være rigtigt rart, hvis man godt kan lide, at man ved hvad der skal ske. Og at der ikke sker alt for mange forandringer.

Det kan være et stort skift, at gå fra gymnasiet til et job. Man får nye kollegaer, nye arbejdstider og nye opgaver. Der er tit heller ikke ligeså klare opgaver, som man er vant til fra gymnasiet, og måske begynder man også at tænke mere over uddannelse og fremtid. Så kan det mon have noget af gøre med, at angsten og bekymringerne er begyndt at dukke op igen?

Få tankerne ud af hovedet

Det er vildt svært at styre overtænkning. Ens hoved kører ligesom bare i fuld galop derudaf, og det kan virke til at tankerne har taget alt styring fra en. Men der er faktisk nogle ting og teknikker man kan bruge, for at slippe lidt væk fra alle tankerne. Du kan prøve at kigge på vores artikel 8 råd til at stoppe overtænkning. Måske er der et tip eller to, som kan hjælpe dig der. Du kan også læse mere om angst i artiklen Angst: 14 gåde råd, og steder du kan få hjælp.

Tag kontakt til lægen

Du skriver, at du ville ønske, at du var blevet sendt til samtale/udredt som barn. Derfor tænker jeg, at det ville være en rigtig fin idé, at kontakte din læge, og høre ham/hende om, hvad de tænker omkring dine oplevelser. For så kan lægen også guide dig i retning af noget hjælp, hvis i bliver enige om, at det kunne være hjælpsomt for dig.

Snak om det

Jeg vil også råde dig til, at snakke med nogle, om dine tanker og følelser. For det kan være med til at gøre dem mere overskuelige, og lette noget af presset. Det kan føles lidt som om, at man tager noget af gassen ud af en helt spændt ballon.

Så har du talt med dine forældre, en god ven, eller en helt tredje om, hvordan du har det for tiden? Det er helt normalt, hvis du synes, at det kan vær lidt svært at snakke om. Du kan finde tips til at åbne snakken i Guiden til at tale med forældre, om svære ting. Den kan også sagtens bruges til andre end forældre.

Tag fat i Headspace

Til sidst vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Headspace er en frivillig forening, som varetager rådgivning af unge. Der ligger Headspacecentre i de fleste større byer. Headspace er et sted, hvor man kan komme og snakke om sine problemer med deres frivillige. De er super søde, og vant til at tale med unge. Du kan være helt tryg ved at tage kontakt til dem, og du kan være helt anonym, hvis du synes det er rarest. 

Jeg håber, at du har kunne bruge mine råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper