Jeg tænker rigtigt meget, og jeg har problemer med at finde ro i mine tanker. Jeg overanalyserer alting, og jeg er fikseret på at finde fejl. Hvordan kan jeg få ro i mine tanker?

Hej

jeg har problemer med at finde ro i mine tanker. Jeg grubler meget og det bliver tit meta det jeg tænker på. Altså tanker på tanker. Jeg har tit søgt meningen med livet og prøvet på svaret på hvordan man bliver lykkelig. Jeg har fundet ud af at det ikke kan lade sig gøre men min hjerne søger stadig videre. Jeg overanalyserer og er fikseret på at finde fejl. Samtidig med dette har jeg en frygt for at verden og alle mennesker i den ikke er ægte. Ideen går på at jeg er i en slags simulation som i matrix, eller Jim carrey i filmen true man show. Men det er ikke konkrete tanker, og jeg tror ikke på det men kan bare ikke stoppe med at tænke på det og ligge mærke til tilfældigheder og gruble. I sidste ende bliver det en kamp om ikke at kæmpe, men selvom jeg giver op til ideen plager den mig stadig og tanke mylderet kommer tilbage. I sidste måned hjalp det at meditere og følge vejrtrækningen men tankerne over filtrerede dette så i denne måned virker det bare at føle mine tær.

min forespørgsel til jer er om i kender nogle metoder til at komme væk fra tankerne og ind i livet? skal jeg finde en psykolog? hvad skal jeg da fortælle denne psykolog, at jeg har problemer med overtænkning? alle gode råd tages kærligt imod

mvh C

(Dreng, 20 år)


Kære C

Det kan være super ubehageligt, når ens tanker bare drøner rundt oppe i hovedet på en uden, at man rigtigt føler, at man kan bremse dem. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Til at starte med vil jeg lige gøre dig opmærksom på, at jeg har slettet dit navn. Det er kun for at være sikker på, at der ikke er nogen, der kan genkende dig ud fra dit spørgsmål. 

Det er helt normalt

Der er slet ikke noget unormalt i at bruge tid på at tænke på meningen med livet. Det gør vi alle samme en gang imellem. Det ligger nemlig lidt til os mennesker, at vi rigtigt gerne vil forstå vores verden. Så derfor er der ret mange af os, der en gang imellem stopper op og spørger os selv, hvad meningen med det hele mon er? Og det i sig selv behøver ikke at være nogen dårlig ting. For det er jo ikke skidt at have tænkt lidt over livet. Men hvis det begynder at tage overhånd og gør, at man for eksempel bliver trist, fordi man får tænkt sig selv ind på et lidt negativt spor, så bliver det selvfølgeligt super træls.

Du skriver, at du tit får tænkt ting, der er meta til det, du tænker. Det er der heller ikke noget unormalt i. Faktisk tænker langt de fleste af os tanker om de tanker, vi har. Og det er faktisk den slags tanker, der godt kan blive rigtigt trælse og gøre en i et dårligt humør. For eksempel fordi man kommer til at tænke, at det er en dårlig ting, at man tænker så meget. Og at det skal stoppe. Jeg ved ikke, om du kan genkende det?

Hvis man har det sådan, kan det tit hjælpe at prøve at arbejde lidt med at gøre de her metatanker lidt mere accepterende over for sine tanker. Så næste gang du opdager, at dine tanker er løbet af sted med dig, kan du for eksempel prøve at tænke: “orv, nu løb mine tanker lige af sted med mig igen. Det sker for de fleste en gang imellem, og det er helt okay.” Det er sikkert svært at tænke sådan i starten, fordi du har været vant til at tænke på en hel anden måde. Men jo mere man øver sig, jo nemmere bliver det som regel.

Lav noget andet

Det kan være super irriterende, når ens tanker bare kører rundt og rundt. Men selvom det er irriterende, så er det også helt normalt. Det sker for os alle sammen nogle gange. For det meste kan man stoppe sine tanker fra at køre i ring ved at gå i gang med at lave noget, der kræver en smule koncentration. Det kunne for eksempel være at tage ud at læse i en bog. Eller måske at male i en malebog. Vores hjerne er nemlig ikke så god til at gøre to ting på en gang. Så hvis man begynder at lave noget, der kræver en lille smule koncentration, så kan ens tanker ikke og ræse derudaf. Du kan læse vores artikel om at bryde tunge tanker, når de kører i ring, hvis du vil have lidt inspiration til, hvad du kan gøre, når dine tanker kører i ring.

Skriv dine tanker ned

Ens tanker kører tit i ring, hvis man går for meget med dem oppe i sit hoved uden at få gjort noget ved dem. Hvis man har det sådan, så kan det tit hjælpe at skrive sine tanker ned. Det kan for eksempel være i en dagbog. Når man skriver sine tanker ned, så får man dem nemlig ud af hovedet. Og når man skriver sine tanker ned, bliver man også tvunget til at tænke dem færdig. I stedet for at den ene tanke kommer efter den anden uden, at man når at få tænkt den første tanke færdig. På den måde får man tvunget ens tanker ned i et lidt lavere gear, og så føles de tit knap så overvældende. 

Giv dig selv 15 minutters tænketid

Noget andet du kan prøve er at give dig selv lov til bare at tænke derudaf i 15 minutter på et bestemt tidspunkt af dagen. Det kan for eksempel være, at du bestemmer dig for, at du gerne må lade dine tanker vandre fra 17:00 – 17:15. Hvis der så dukker en tanke op omkring livets mening uden for det tidsrum, kan du skrive den ned og sige til dig selv: “jeg har set dig tanke. Jeg vender tilbage til dig klokken 17.” Men ellers pakker du tanken væk og fortsætter med at lave det, du var i gang med. Tankerne vil helt sikkert rive i dig for at få din opmærksomhed meget af tiden i starten. Men jo flere gange du får øver dig at fange de her tanker og hegne dem ind, jo nemmere bliver det som regel.

Det er ikke farligt

Det er super ubehageligt, når man lige bliver ramt af sådan en tvivl om, om verden nu også er virkelig. Eller om man faktisk bare er helt alene i verden. Og det kan godt komme til at fylde en del oppe i ens hoved, når man lige får sådan en tanke. Men selvom det ikke er nogen særligt rar tanke, er der heldigvis ikke nogen grund til at være bange for den. For du kan sagtens se, at det “bare” er en slags bekymring. Og at det ikke er rigtigt, at verden ikke er virkeligt. Det er et tegn på, at du fungerer helt fint.

Du kan sagtens tage til psykolog

Du spørger, om du mon skal opsøge en psykolog. Og det kan i hvert fald ikke skade at gøre det. For en psykolog kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du mon kan få sat dine tanker lidt på pause. Hvis du beslutter dig for at snakke med en psykolog, så er det en rigtigt god idé at fortælle psykologen om, at du har den her tendens til at overtænke. Det er nemlig vigtigt at være ærlig overfor en psykolog. For en psykolog er ikke en tankelæser, så man er nødt til at fortælle sin psykolog, hvad det er, der driller en. Ellers kan psykologen ikke hjælpe. Du kan læse om, hvordan man kommer til at snakke med en psykolog i den artikel, jeg har linket til, hvis du har brug for det. 

Snak med nogen

Det sidste råd jeg vil give dig er, at du skal snakke med nogen om alle de her tanker og bekymringer, du har. Det kunne for eksempel være, at du kunne snakke med nogle venner om det. Eller måske dine forældre. Men i virkeligheden er det ikke så vigtigt, hvem du snakker med, så længe det er nogen, du er tryg ved. Tanker og bekymringer får nemlig tit lov til at vokse sig større og større oppe i hovedet på en, hvis man går med dem for sig selv. For mennesker er ikke bygget til at gå med sine tanker og følelser helt alene.

Derfor hjælper det tit at snakke med nogen om alle de tanker og følelser, man har indeni. Både fordi man får lidt luft for sine tanker – ligesom når man skriver dem ned. Men også fordi man får mulighed for at høre andres tanker. Og opleve, at der måske er nogen, der faktisk kender helt vildt godt til det med at tænke meget over alting. Som sagt er det nemlig ikke unormalt – og det hjælper rigtigt tit lidt at finde ud af, at man ikke er Palle alene i verden med sine tanker og følelser.

Du kan altid tage fat i Headspace

Hvis du ikke lige kan komme i tanke om nogen, du kan snakke med, kan du altid tage fat i Headspace. Headspace er et helt anonymt og gratis rådgivningstilbud til unge. I Headspace sidder der altid frivillige rådgivere klar til at snakke med en om de ting, der fylder for en. Det kan både være store ting og små ting. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med mange forskellige unge, der har mange forskellige ting på hjertet. Du kan både chatte med de frivillige rådgivere. Men du kan også få en personlig samtale, hvis du bor i nærheden af et Headspace-center. Så du kan være helt tryg ved at tage fat i Headspace, hvis du tror, det kunne være noget for dig.

Det blev et lidt langt svar, du fik tilbage. Men nu har du i hvert fald fået et par forslag til, hvad du kan prøve at gøre for at bryde dine tanker lidt, når de kører i ring. Jeg håber, at der er nogle af mine forslag, du kunne bruge. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper