Hej
Jeg er en ung fyr på 19 år, og jeg føler jeg har stormet gennem livet og har nærmest stress..
Til dagligt er jeg i lære indenfor IT, og har været det i ca. 2½ år.
Har løbende fået meget mere ansvar, fordi jeg faktisk er rigtig god til det jeg laver både teknisk og til at tale med kunder etc.
Jeg er bare meget plaget over at tænke over mit arbejde i fritiden, og bekymre mig enormt meget ift. fremtidige projekter, eller ting der kunne gå galt i forbindelse med noget jeg laver – generelt bekymrer jeg mig bare rigtigt meget. Det fylder meget i mit hoved, og jeg føler ikke jeg har overskud til at lave andet end at tænke på mit arbejde.
Har forsøgt bare at tilsidesætte mine bekymringer og ”leve i nuet” men ligemeget hvad så kommer jeg aldrig rigtigt ud af mit ”arbejds mindset”.
Har I nogle gode råd til at stoppe med at tænke så meget på det? For når jeg bagefter kigger tilbage på mine tidligere bekymringer kan jeg tit se, at det hele jo egentlig gik – og at tingene jo altid løser sig.
Håber i forstår
(Dreng, 19 år)
Hej Dreng på 19 år
Det lyder da godt nok til, at alle de bekymringer fylder meget hos dig. Og derfor er det også super godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Vi er lavet til at bekymre os
Det lyder til, at du er rigtig glad for dit arbejde og, at grunden til dine bekymringer er, at du egentlig er meget pligtopfyldende og gerne vil gøre dit arbejde godt – er det rigtigt forstået? Du skriver nemlig også selv, at du er god til dit arbejde og det tænker jeg er en god ting at holde fast i. Når noget betyder meget for os, kan vi nemlig godt komme til at bekymre os meget om det og det er helt naturligt. Ligesom vi også alle sammen bekymre os om forskellige ting fra tid til anden. Det kan være små hverdagsting og det kan være store ting, som fylder i vores hoveder. For sådan er vi mennesker nemlig skabt. Og bekymringerne hjælper os med at passe på os selv og hinanden. Men sommetider kan bekymringerne komme til at fylde alt for meget og vokse sig alt for store. Det er bare virkelig træls, for det er super drænende og hårdt, når man slet ikke kan få en pause fra alle bekymringerne.
Sæt noget bekymringstid af
Bekymringerne kan også komme til at køre helt vildt meget i ring og stikke af. Og så kan bekymringerne komme til at skabe alle mulige forskellige situationer, som slet ikke kommer til at ske. Og det kan fylde rigtig meget i løbet af ens dag. Derfor kan det også være en god ide, at man sætter noget bekymringstid af. Det kan være, at du kan sætte et kvarters tid af til bekymringstid. Det kan være om eftermiddagen, når man lige er kommet hjem, eller det kan være efter man har spist aftensmad. Find et tidspunkt, som passer for dig. Når du så har bekymringstid, så må du bekymre dig lige så tosset, som du vil, men når tiden er gået, så har bekymringerne opbrugt deres tid, og så skal de ikke fylde mere. Det er også helt naturligt at bekymringstanker dukker op i løbet af dagen, og så må man bare sige “hej bekymring”, du kan komme igen i aften kl.19.15, men lige nu skal du ikke have mere opmærksomhed. Det kan være rigtig svært at gøre og det er helt almindeligt, at det lige kræver lidt øvelse. Og det lyder måske som en lidt skør metode, men der er rigtig mange mennesker, som ender med at være glade for den. Hvis du tænker, at det er noget for dig kan du også læse mere om hvordan du får bugt med bekymringerne her.
Hvad laver du i din fritid?
Når bekymringerne har taget overhånd og fylder alt for meget, så tager det altså også bare super meget af ens energi, og derfor er det også helt naturligt, at du ikke har overskud til andre ting. For det lyder til, at du bruger din energi på at være på arbejde, både når du egentlig er på arbejde, men også når du egentligt har fri. Derfor kommer jeg også til at tænke på, hvad du laver i din fritid?
Når man kommer hjem fra arbejde er der stadig en del timer tilbage af dagen. Hvis man har meget tid, hvor man ikke laver så meget, kan det være en rigtig grobund for bekymringer. Fordi man så har god tid til at bekymre sig. Og så kan bekymringerne vokse sig endnu større. Derfor kan det være en rigtig god ide at finde noget at bruge sin fritid på. For så har man heller ikke ligeså meget tid til at bekymre sig. Mange oplever også, at få mere energi af at lave noget, som de synes er fedt. Nogle kan lide at løbe en tur, andre gamer og nogle bager et surdejsbrød. Er der noget du synes er fedt, som kunne være en fritidsinteresse for dig?
Snak med nogen om det
Det er rigtigt tungt at gå og bære på en masse bekymringer helt alene. Og derfor er det en rigtig god ide, at du snakker med nogen om, hvordan du har det. Det kan være, at du har en god kammerat du kan tage fat i og snakke med. Så kan det også være, at han kan hjælpe dig med at få lavet nogle flere ting i din fritid, så bekymringerne ikke fylder hele tiden. Det kan også være en god ide, at du snakker med dine forældre om hvordan du har det. Det er nemlig sådan, at dem som holder af en, som f.eks vores venner og familie, oftest rigtig gerne have at man har det godt. Og derfor tænker jeg også, at de vil lytte og hjælpe, hvis du fortæller dem om dine bekymringer, så du ikke skal gå med dem alene.
Tag fat i Headspace
Du kan også tage fat i Headspace. Det er helt gratis at komme og snakke i Headspace og det er også mulighed for at være anonym, hvis du synes, at det er rarere. Hos Headspace er der en masse rigtig søde frivillige, som er gode til at lytte og gør deres allerbedste for at hjælpe. De frivillige er vant til at snakke med unge om forskellige svære ting. Og derfor sørger de også altid for at det foregår på en måde, som er rar for dig. Sådan at I sammen kan få snakket om lige præcis de ting, som fylder hos dig.
Det er bare rigtig træls når bekymringerne fylder så meget, så derfor håber jeg, at mit svar har hjulpet, så du kan få snakket med nogen og få lidt ro fra bekymringerne.
De bedste hilsner fra en Mindhelper