Hej. Jeg har været sammen med min kæreste i 3 år og nu skal han ud og rejse i 4 måneder med tre venner. Jeg har selv lige været afsted i 4 måneder hvor alt gik fint med FaceTime.
Dog er jeg helt vildt presset over at min kæreste nu skal afsted, og det irriterer mig grænseløst at jeg har det sådan. Jeg ville virkelig ønske at jeg bare kun kunne være glad på hans vegne, men istedet kan jeg mærke at jalousien rammer. Han skal backpacke med 2 single-venner. Hvordan får jeg styr på al mit tankemylder? Hvordan er jeg en god kæreste for ham, mens han er afsted?

(20 år)


Kære du

Det kan være super svært når ens kæreste skal ud og rejse i 4 måneder. Så selvom du gerne vil være glad på hans vegne, giver det rigtig god mening, at du føler dig presset over det. 

Når jalousien rammer

Du skriver, at alt gik fint da du var ude og rejse, men at nu hvor han skal afsted, kan du mærke jalousien rammer og at du har svært ved at få styr på al din tankemylder. Det er helt normalt. 

Når man selv er ude og rejse, oplever man hele tiden noget nyt og spændende, og har derfor måske ikke altid tankerne på det derhjemme. Men nu sidder du pludselig på den anden side af det. 

Din hverdag kører derud af som den plejer, og du har derfor god tid til at tænke på, hvad han laver på sin rejse. I sådan nogle situationer, kan ens tanker godt være lidt ligesom kviksand. Jo mere man prøver på, ikke at tænke over det og lade det irritere en, jo længere synker man ned og sidder fast i dem. 

Du kan få det nemmere med jalousien

Jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort, men de fleste oplever at det med tiden bliver lettere og lettere at give plads til de svære tanker. Vi kan nemlig ikke styre hvilke tanker og følelser vi får, men vi kan styre hvad vi gør med dem. 

I vores artikler: Alt for jaloux?, Få 7 tips til at håndtere din jalousi på en god måde og Overtænker du? Få 8 råd til at stoppe overtænkning, står der nogle gode råd til, hvordan man slipper de svære tanker, hvis man gerne vil skrue ned for jalousien.

Hvordan du er en god kæreste

Det med, hvordan man er en god kæreste, er ikke noget som der er en opskrift på. Men I står i den særlige situation, at I allerede har prøvet det før, og det gik godt. Derfor tænker jeg, at det giver god mening at se på hvad han gjorde for dig, mens du var ude og rejse. For det lyder til, at den måde han var på, mens du var ude og rejse, fungerede godt for jer. 

Du kan eventuelt prøve at tage en snak med ham om det. Hør hvad han har gjort sig af tanker om jeres kontakt, mens han er ude og rejse. Det kunne fx være hvor tit han tænker I skal snakke sammen på Facetime, eller hvor meget I skal skrive sammen, mens han er af sted. På den måde er der ikke nogen tvivl om, hvad hinandens forventninger er, og så er der også mindre risiko for, at den ene bliver skuffet. 

Fyld dine 4 måneder med fede planer

En anden ting som kan hjælpe dig, når din kæreste er ude og rejse, er at lave en masse sjove og hyggelige ting. Det kan fx være at se den serie, din kæreste aldrig gider at se, ses en masse med vennerne, gå all in på en hobby eller noget helt fjerde. 

Det kan være rigtig rart at gøre nogle gode ting for dig selv og samtidig få tankerne over på noget andet end kæresten. Tiden, der går før din kæreste kommer hjem, har det også med at gå hurtigere hvis du har det sjovt. 

Få et pusterum hos dem, du holder af

Når man går med en masse tankemylder, kan det være en rigtig god ide at snakke med nogen om det. For ofte så fylder tankerne lidt mindre, når man deler dem med andre. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at du fik snakket med nogen om, hvordan du har det. Det kan være nogle af dine venner, et familiemedlem eller en helt tredje. Det vigtigste er bare, at det er en som du er tryg ved og stoler på. Det kan føles lidt som at tage luften ud af en helt opspændt ballon

Headspace er altid klar med et lyttende øre

Hvis du føler, at du det er nemmere at snakke med nogen, som slet ikke kender dig, er du altid velkommen hos Headspace. Hos dem sidder der en masse super søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge om alt mellem himmel og jord. 

De kan være rigtig gode at snakke med, hvis du stadig  er i tvivl om, hvordan du er en god kæreste, mens din kæreste er ude og rejse. Eller hvad du gør, hvis jalousien tager overhånd. 

Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det. Du kan ringe til dem, fange dem på chatten eller møde op fysisk.

Det kan være svært når en kæreste skal ud og rejse i 4 måneder og man bare gerne vil være glad på deres vegne. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper