Hej Mindhelper
Jeg har en dreng på 19 der lever med hans mor (skilsmisse). Han er lige droppet ud af HTX på 3. år. Det blev for meget for ham selvom karakterne er ok og han har evnerne så kunne han ikke finde energien. Hans første mål herefter var et job og så gøre HTX færdig ved at gå 3 år om med start august 2019. Det har dog udviklet sig ret dårligt for nu en mdr efter virker han meget deprimeret og sover om dagen, men vågen hele natten. Han ønsker ikke at se vennerne og han vil hverken tale med hans far eller mor om problemerne. Han ønsker sig bare langt væk så han kan starte på en frisk uden relationer til fortiden. Han har altid været meget udadvendt og haft mange venner der er sammen i tykt og tyndt. Det er dog som om han ikke kan se sig selv i en retning/finde en retning han gerne vil, og holde kursen derefter.
Han bebrejder meget hans forældre at de blev skilt og han mener vi som forældre har valgt uddannelse for ham mhp at han skulle nå en karriere som hans storebror der er 6 år ældre.
I et forsøg på at få en dialog med ham hvor jeg nu kan støtte ham ringer jeg, skriver jeg og sågar henter jeg ham (2 x 90 km). Men så snart snakken kommer ind på noget der kræver lidt af ham så bakker han og han bliver sur, siger vi som gl’e forældre ikke forstår unge. Jeg vil fx gerne have ham boende hvor vi bor nu. Jeg har ny familie og nye halvsøskende som han før elskede og nussede men nu siger han at han ikke magter dem.
Tilbage står han uden job, ingen studie, ser ikke vennerne ret meget, og han vil ikke snakke med habs forældre. Den eneste han siger han har tillid til er hans storebror der pt bor i Tyskland men snart kommer hjem. Jeg bryder mig dog ikke om at han skla bære et ansvar for hans lillebror for hvad nu hvis han knækker på dette? Hvad nu hvis han ser det går endnu dårligere og han bebrejder sig selv for forkert rådgivning. Han i en kort periode været omkring en psykolog pga lidt hashrygning, men han syntes det var tidsspilde. Jeg ville gerne støtte op omkring mere psyk. hjælp men hvordan får jeg igang med dette?
Skal han have mere tid for sig selv eller er det nu vi skal bryde mønstret hvor han isolerer sig selv og passiverer sig selv?
PS: Han har ingen kæreste
Mvh SE
(Dreng, 19 år)
Kære SE
Det er drønhårdt, når en man holder af, har det svært. Og nogle gange kan det være svært at vide præcis, hvad der er det rigtige at gøre. Så jeg kan godt forstå, at I har mange spørgsmål lige nu. Men hvor er jeres søn også heldig at have en far, der rigtigt gerne vil hjælpe.
Til at starte med vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg har slettet dit navn. Det er udelukkende for at sikre, at du og din søn forbliver helt anonyme.
Vis at I er der
Når jeg lige umiddelbart læser dit brev, kommer jeg til at tænke på, hvor længe det er siden, at du blev skilt fra hans mor? Det er nemlig meget normalt, at unge reagerer på det, når mor og far bliver skilt. Derfor tænker jeg på, om det I oplever lige nu, kan være hans reaktion på jeres skilsmisse?
Men uanset hvad kan jeg sagtens forstå, at det er mega hårdt at være vidne til, at en I holder af har det så svært. Det ville være en god ting, hvis I prøver at møde ham i, at det måske er rigtigt nok, at I ikke altid forstår, hvordan det er at være ung. Men at I rigtigt gerne vil prøve at forstå, hvordan han har det. Fordi I kan se, at han har det svært for tiden og er bekymrede for ham. I skal ikke nødvendigvis forsøge at løse noget lige nu. Men I skal lytte og prøve at forstå, hvordan det er at være ham.
Hvis han har haft det sådan her længe, kan det være et tegn på, at han faktisk har en depression. I kan prøve at læse vores artikel om de typiske tegn på depression. Og hvis I tænker, det giver mening, kan I prøve at kigge på det sammen med jeres søn. Når man har det svært, kan man nemlig nemt få en følelse af, at man er den eneste i verden, der har det svært. Derfor kan det nogle gange hjælpe at vide, at der måske er et navn for det, man oplever. Og at der er mange, der har haft det præcis, som man selv har det lige nu.
Lad ham snakke med storebroren
Jeg kan godt forstå, at du kan blive bekymret for, om storebroren kan knække på at være den eneste, der kan snakke med jeres søn. Men jeg tænker, at storebror efterhånden er gammel nok til selv at kunne sige fra, hvis det bliver for svært for ham. Så jeg synes, at I skal lade jeres søn snakke med sin storebror. For det er vigtigt, at jeres søn føler, han har nogen, han kan snakke med lige nu. Så han ikke går alene med det, der er svært for ham. Så hvis storebroren er den første vej til, at jeres søn begynder at åbne op, er det den bedste løsning, der er lige nu.
Tag fat i Åben Anonym Rådgivning
De fleste kommuner har et åbent familierådgivningstilbud kaldet Åben anonym rådgivning. Der kan man komme ind og snakke med en rådgiver, hvis man har en ung, som man er bekymret for. Det er lidt forskelligt, hvad aldersgrænsen er fra kommune til kommune. Men I kan prøve at undersøge, hvad den er hos jer ved at søge i vores vejviser her på den kommune, I bor i. Tilbuddet er helt anonymt, så der bliver altså ikke oprettet nogen sag. Derfor synes jeg, I skal prøve at tage fat i dem og høre, om de kan hjælpe jer. De har nemlig lidt bedre mulighed for at give jer nogle konkrete råd, end jeg har, fordi de kan spørge ind til jer og jeres situation undervejs.
Snak med jeres læge
En anden mulighed er, at I kan snakke med jeres læge om de ting, som I oplever hos jeres søn. Læger er nemlig også uddannet til at hjælpe, når det er psyken, der driller. Og jeres læge kender formentligt også jeres søn fra tidligere, så han eller hun har formentligt en rimeligt god idé om, hvordan I bedst kan hjælpe jeres søn.
Jeg håber, at mit svar kunne bruges til noget. Og så håber jeg, at I får jeres søn til at tale med jer, så I kan få hjulpet ham bedst muligt.
De bedste hilsner fra en Mindhelper