Mine forældre og veninder ved ikke, at jeg har det elendigt. Jeg har spillet glad i så lang tid, at det virker ægte. Men inderst inde vil jeg ikke mere..

Hej…

Jeg er helt lost, jeg gider egenlig ikke rigtig mit liv mere. Alt føles så håbløst og ligegyldigt, jeg er ligegyldig! Mine forældre elsker kun den glade problemfrie pige, og det er ikke mig. Det er bare det de tror, at jeg er. Men i virkeligheden har jeg det elendigt, men det behøves de ikke vide. Jeg har spillet glad i så lang tid, at det næsten virker ægte. Lige indtil at jeg skal sove, og det hele bliver for meget. Jeg ved ikke, hvordan at jeg holder det ud, men jeg formår at holde facaden for det meste. Jeg har også to veninder, men de er også lige glad med mig, og de gider mig vist ikke rigtig mere. Jeg har også fortalt videre til en voksen, at de ikke har det godt, så dem mister jeg også. Jeg cutter selv, og jeg kan ikke kontrollere det længere, men jeg fortjener det. Jeg får faktisk hjælp, men det hjælper overhovedet ikke. Jeg ved også godt, at jeg bare er til besvær. Mit liv er håbløst, og jeg ser ingen fremtid. Jeg har ingen tilbage, og ingen at stole på. Det hele er bare for meget, Jeg vil have det til at stoppe alt sammen, og jeg har planlagt hvordan. Alle de negative tanker, alle mine bekymringer og hele mit fake liv, skal forsvinde. Jeg vil ikke mere…

(Pige, 15 år)


Kære du

Det skærer i mit hjerte at læse, hvor dårligt du har det. Hvor må det være svært at være dig lige nu. Derfor er det også vildt flot, at du har skrevet ind og delt alt det med os. Og du skal vide, at hvis du sad overfor mig nu, ville jeg have lyst til at give dig et stort, varmt kram.

Det er så godt, at du får hjælp
Jeg synes, det er så godt, at du får hjælp. For det skal du have. Og det er også et tegn på, at der i alt din håbløshed måske stadig spirer et håb om, at det hele kan vende. Og at du kan få det godt. Selvom det lige nu virker som om, at der ikke er nogen vej ud, kan du langsomt få det bedre, når du får hjælp. Men det kræver, at du selv hjælper til, og at du er tålmodig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor lang tid du har gået og haft det sådan her?

Jeg kommer til at tænke på, hvem du mon får hjælp af? For det er da ikke særlig godt, at det ikke hjælper overhovedet. Er det en psykolog? Og snakker I om det, der er det sværeste for dig? Hvis ikke, vil det være rigtig godt, hvis med tiden kan åbne op for det helt svære overfor den person, der hjælper dig. Kun på den måde kan personen virkelig hjælpe dig. Men det tager tid at blive tryg ved en, der skal hjælpe en, og det tager også tid at få det bedre. Så selvom det kan føles helt umuligt nu at holde det hele ud, så kan du få det bedre.

VIGTIGT: Tag fat i Livslinien!
Du skriver, at du har planlagt, hvordan du får det hele til at stoppe. Det er ret alvorligt, når du skriver det. Og jeg får en følelse af, at jeg skal være ret bekymret for dit liv. Derfor er det hammervigtigt, at du deler det med nogen og fortæller om det. Her tænker jeg, at du skal kontakte til Livslinien. Det er faktisk mit allervigtigste budskab i det her brev. Det er helt anonymt, og der sidder rådgivere, der er vant til at snakke med unge om selvmordstanker og selvmordsplaner. Så du er i trygge hænder hos folk, der vil gøre alt, de kan for at hjælpe dig.

Dine tanker passer nødvendigvis ikke på virkeligheden
Når man har det virkelig skidt som dig, kan alt virkelig helt håbløst og ligegyldigt. Præcis ligesom du skriver, at det er. Man kan have dårlige tanker om sig selv. Især tanker om, at man er ligegyldig for alle andre, at man intet er værd, og at ingen alligevel gider eller vil en. Men de tanker stemmer ikke nødvendigvis overens med, hvordan virkeligheden er.

Du nævner i starten af dit brev, at dine forældre kun elsker den glade, problemfrie pige. Hvor ved du det fra? Jeg tror på, at forældre elsker deres børn for alt, hvad de rummer. Både på godt og ondt. Du skriver også, at de ikke behøves at vide, at du har det elendigt. Hvordan kan det være, at de ikke gør det? Dine forældre kan kun hjælpe og få chancen for at vise, at de holder af dig, hvis du fortæller dem, hvordan du har det.

Du skriver, at du har to veninder, som er ligeglade med dig og ikke gider dig mere. Hvordan ved du det? Kan det, du oplever fra dem, betyde noget andet, end det du tror? Du skriver også, at du nok mister dem, fordi du har en fortalt en voksen, at de ikke har det godt. Det er jeg ked af, at du tror. Men jeg vil virkelig gerne rose dig for, at du har sagt det til en voksen. Du har nemlig hjulpet dem ved at fortælle det videre. Ingen skal nemlig gå med ting selv – og det gælder præcis det samme for dig. Det skal du nemlig heller ikke. Og det er rigtigt vigtigt, at voksne ved, hvordan I har det, så de kan hjælpe jer med at få det bedre.

Du fortjener ikke at være så hård ved dig selv
Lad mig lige slå noget helt fast: Der er ingen, der fortjener, at de cutter i sig selv. Ingen. Heller ikke dig. Uanset hvad. Jeg kan læse, at du er hård ved dig selv og har mange negative tanker om dig selv. Men det vil aldrig betyde, at du fortjener, at du cutter i dig selv.

Jeg håber virkelig, at du snart får en hjælp, som, du synes, virker. Og jeg ønsker for dig, at dit liv snart bliver mindre håbløst og ligegyldigt for dig. Tag fat i Livslinien, lov mig det. Pas godt på dig selv!

De bedste og varmeste hilsner fra Mindhelper