Hej,
Jeg går i 2 g på gymnasiet. Jeg har en ven der for noget tid siden mistede sin lillesøster, hun døde i en ulykke. Selvom det er noget tid siden ved jeg at det stadig gør meget ondt på ham. Før det skete så han positivt på næsten alting. Nu er han anderledes, han er blevet mere aggresiv og han joker meget med selvmord. Jeg er ikke sikker på om han rent faktisk har lyst til at dræbe sig selv, men nogle gange virker hans jokes over stregen. Er det et kald på hjælp som jeg bare har ignoreret eller betyder det intet? Jeg føler mig meget utryg ved at konfrontere ham med det.
Ved ikke helt hvad jeg skal gøre.
(Dreng, 18 år)
Kære 18-årige dreng
Jeg kan rigtig godt forstå, at du ikke helt ved, hvad du skal gøre. Det må bestemt være en svær situation for dig at være i. Men det bedste er at gøre noget, og det gør du ved at skrive til os. Og det er super godt og sejt af dig!
Godt, at du bekymrer dig
For det første er det helt vildt godt, at du er opmærksom på din ven og på, hvordan han har det. Gennem dit brev giver du udtryk for, at du bekymrer dig for ham, og at du virkelig gerne vil hjælpe ham. Jeg tænker, at han er heldig at have en ven som dig, der holder øje med ham. At du skriver herind viser også, at du tager ham alvorligt, og det tænker jeg også er vigtigt, at du viser ham.
Vigtigt at reagere på jokes om selvmord!
I forhold til hans jokes om selvmord, er det godt, at du som nu reagerer på det i stedet for bare at ignorere det. Alene det, at man joker med selvmord, betyder ofte, at man ikke har det godt. Og det er bestemt også forståeligt i din vens situation! Og som du også selv skriver, kan det sagtens være et råb om hjælp. Derfor er det netop vigtigt at reagere, hvis man hører nogen snakke om selvmord – også selvom det lyder som om, at der er lidt for sjov.
Du hjælper ham ved at snakke om det
Jeg kan godt følge dig i, at det kan føles utrygt at skulle konfrontere ham med det. Og det er også et hammersvært emne at skulle snakke om. Men det er bare rigtig vigtigt, at du på trods af det får spurgt ind til, hvad de jokes bunder i, og om der er en smule alvor i nogen af hans jokes. Du kan tænke på, at du hjælper ham bare ved at åbne op for snakken. Selvom det er svært, kan det kan være rart for personer med selvmordstanker at snakke om det. Især hvis det er med en person, de er trygge ved. Derfor er det rigtig godt, at han har dig.
.. Men hvordan gør du så?
Mit bedste råd til dig er: Snak med ham. Det er vigtigt at vise sine venner, at man er der for dem, hvis de får brug for det. Det gør du ved at åbne op for emnet. Spørge ind til ham, fx “Er du okay?”, “Hvordan går du og har det?”, og sige, at han bare kan hive fat i dig, hvis han har brug for det på et tidspunkt. Det tænker jeg også, at han vil værdsætte.
Det er også rigtig vigtigt at spørge ham, om han virkelig mener det med selvmord, eller om han siger det, fordi det hele bare er skod og ubæreligt? For som du skriver, kan du godt selv blive lidt i tvivl, når du tænker, at jokesene går lidt over stregen. Det tænker jeg egentlig også sagtens, at du kan sige til ham. Det viser igen, at du bekymrer dig for ham og vil ham det bedste.
Jeg synes også godt, at man kan sige til ham, at selvmord er ikke noget, man skal joke med. Det er en alvorlig sag, og noget der skal reageres på, hvis man er det mindste i tvivl. Og du kan måske i den forbindelse også spørge ham ad, om hans forældre ved, hvordan har går og har det? De kan sammen hjælpe hinanden igennem den her meget svære tid.
Jeg er kommet med nogle idéer til, hvad man kan snakke med din ven om. Men det er helt naturligt, hvis det stadig er lidt svært at finde ud af, hvordan man skal sige det. Men vi har en artikel, som jeg er sikker på kan hjælpe dig med det: Bekymret for en ven? Få 3 gode råd til, hvad du kan gøre.
Snak med en anden voksen
Til slut tænker jeg, at det vil kunne hjælpe dig (og din ven), hvis du tager fat i en voksen, du er tryg ved. Det kan være en af dine forældre eller en lærer på jeres skole. Du behøver ikke at nævne din vens navn, men du kan snakke med dem om, at du er bekymret for din ven. Måske kan de hjælpe dig med at finde frem til, hvordan man bedst kan hjælpe din ven.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget, så du kan hjælpe din ven. Det er som sagt virkelig godt, at du tager ham seriøst og har skrevet herind. Held og lykke med det!
De bedste hilsner fra Mindhelper