Hej Mindhelper

Jeg er 14 årig dreng med en kæreste som cutter.

Min kæreste går gennem en hård periode lige for tiden, og hun bruger cutting som sin udvej. Jeg er ekstremt forstyrret af det, jeg har svært ved at sove, jeg kan ikke rigtig koncentrere mig i skolen.

Hun betyder alt for mig! så jeg håbede ved at skrive ind til jer, at jeg måske kunne få hjælp til hvordan jeg kan hjælpe hende.

Håber os lidt på at kunne få indblik i hvorfor man ser cutting som en udvej

(14 år)


Kære Du

Det lyder til, at det med din kæreste fylder rigtig meget hos dig. Det kan være hammersvært at se sin kæreste kæmpe med nogle svære ting. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. For det skal du ikke gå med helt alene. 

Det er rigtig hårdt at se en man holder af have det svært 

Når jeg læser dit brev synes jeg, at det lyder til, at din kæreste betyder rigtig meget for dig. Det kan være rigtig dejligt at have en skøn kæreste, som man holder rigtig meget af. Men samtidig kan det også være rigtig hårdt, at se en man holder af have det svært. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt at, du er rigtig forstyrret af det. For når man går og er bekymret for sin kæreste, kan det godt komme til at fylde rigtig meget i ens tanker, og så kan det være svært at sove eller koncentrere sig i skolen.

Selvskade 

Du skriver, at du håber at kunne få et indblik i, hvorfor man ser cutting som en udvej. Når man selvskader er det ofte et tegn på, at der er nogle ting inde i en, som er rigtig svære. Og så kan selvskade blive en måde at flytte fokus væk fra alle de svære følelser og tanker som rumsterer inde i en. Men ligeså snart personen er færdig med at selvskade kommer alle de svære tanker og følelser og trangen til at selvskade tilbage igen. Derfor bliver selvskade tit lidt en ond spiral. I vores artikel om selvskade, kan du læse lidt mere om, hvad selvskade er. Så måske det kunne være rart for dig, at læse den og få et endnu dybere indblik i, hvad selvskade er? 

Selvom selvskade kan blive til en ond spiral, så er det heldigvis muligt, at få brudt den onde spiral og få det bedre igen. En af de vigtigste ting, som man kan gøre er at fortælle andre om selvskaden, så man kan få noget hjælp til at få det bedre. 

Snak med din kæreste om at snakke med en voksen

Du skal du også vide, at det ikke er dit ansvar at sørge for, at din kæreste ikke cutter. Det er en voksnes ansvar. Derfor tænker jeg også, at den måde som du kan hjælpe din kæreste bedst er ved at snakke med hende om, at få fortalt en voksen, hvordan hun har det. For så kan den voksne hjælpe hende med at få den hjælp, som hun har brug for. 

Hvis din kæreste ikke vil snakke med en voksen om det, så er det stadig helt okay, at du selv tager fat i en voksen og snakker om det. For det er en alt for stor hemmelighed til at gå alene med selv. Derfor tænker jeg også, at det er rigtig vigtigt at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For det lyder også til at være rigtig svært for dig at være i. Hvis hun ikke vil være med til at snakke med en voksen, kan det være en god ide, at du fortæller hende, at du har brug for at snakke med en voksen, så hun ved det. For det kan også være, at den voksne tager fat i hende for at hjælpe hende og høre, hvordan hun har det. Og så er hun forberedt på det.

Snak med dine forældre

Dine forældre er måske nogle af de voksne, som er allertættest på dig. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dem om, hvordan du går og har det. De fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor vil de som regel også rigtig gerne lytte og hjælpe, når man fortæller dem at man har det svært og er bekymret for sin kæreste. Hvis du synes, at det er lidt svært at få taget hul på snakken, kan du tage et kig i vores guide til at snakke med forældre om svære ting. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man kan starte den svære snak. 

Snak med en anden voksen

Hvis det slet ikke dur at snakke med dine forældre, kan du også snakke med en anden voksen, som du er tryg ved. Det kan eksempelvis være en yndlingslærer, en onkel eller en helt tredje. Det vigtige er nemlig ikke hvem du snakker med. Det vigtige er, at du får snakket med en voksen og ikke går med alle de svære tanker helt alene. 

LMS

Nogle af dem som er rigtig gode at snakke med, når man er rigtig bekymret for sin kæreste som selvskader, er LMS. LMS ved nemlig en hel masse om selvskade, og derfor er de også rigtig gode til at lytte og hjælpe. De er vant til at snakke med unge, og derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Det er helt gratis at benytte deres rådgivning og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes at det er rarere. Så jeg kan virkelig anbefale dig, at tage fat i dem og få snakket om, hvordan du har det og de bekymringer, som du går med. 

Det er hammerhårdt at se en man holder af have det svært. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender de varmeste tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For det er alt for svært at gå med helt alene. Og husk på, at det ikke er dit ansvar at hjælpe din kæreste. Det er en voksens ansvar.

De bedste hilsner fra en Mindhelper