Hej mindhelper jeg ved ikke hvad der er galt med mig men min hjerne vil gerne have mig til at tro alt det jeg ikke vil og den får mig også til at sige de ting jeg ikke skal

(15 år)


Hej med dig

Det kan være super ubehageligt, når ens hjerne vil have en til at tro det, man ikke vil. Derfor er jeg også rigtig glad for at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Det giver mening

Du skriver, at din hjerne vil have dig til at tro alt det, som du ikke vil, og at den får dig til at sige ting, som du ikke skal sige. Det lyder ikke særlig rart. For det kan godt komme til at fylde rigtig meget, når man ikke føler, at det er en selv, men ens hjerne, der bestemmer det hele. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du går med en følelse af, at der er noget galt. 

Giv plads

Det med, at ens hjerne får en til at tro alt muligt, er helt normalt. Det er noget, som vi alle sammen oplever. Det som mange oplever er, at svære eller dumme tanker er ligesom kviksand. Jo mere de kæmper imod tanken, jo værre bliver det og jo mere fylder den. Er det måske noget, som du kan genkende? Hvis det er, så tænker jeg, at du kan prøve at lade dine tanker være som de er. Registrer at de kommer frem i dit hoved, men lad vær med at zoome alt dit spotlight ind på dem. På den måde giver du dine tanker plads og lov til at være der, uden at de skal fylde det hele. For tanker er bare tanker. De er ikke hele vores virkelighed, og derfor behøver de heller ikke at styre os. Så selvom man får en tanke, så behøver man ikke at handle på den. 

Jeg kommer også til at tænke på, om der måske er noget i vores artikel Opfind en figur til tunge tanker, som du kan bruge. I den står en masse gode råd til, hvordan man skruer ned for de svære tanker.

Det er noget alle gør

Det er normalt, at man sommetider kommer til at sige noget, man ikke har lyst til eller skal. Det har alle prøvet. Pludselig hører man bare sig selv sige noget, som ikke lige var meningen. Nogle gange tænker vi længe over hvad vi vil sige, og andre gange siger vi det første vi tænker. Begge ting er okay. Også selvom man nogle gange ville ønske, at man måske tænkte sig lidt mere om. Men nogle gange styrer hjernen så meget, at det bliver svært at gøre ting. Så kan man have brug for at række ud efter en hjælpende hånd. 

Snak med dine forældre

Det kan være rigtig tungt og drænende at gå med en masse svære tanker og følelser alene. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, hvis du fik snakket med nogen om, hvordan du har det. Ens forældre, er måske nogle af dem som kender en bedst og derfor vil de også ofte rigtig gerne hjælpe og støtte en. Jo mere de ved om, hvordan du har det, jo nemmere har de også ved at være der for dig.

Snak med en anden

Hvis du ikke har lyst til at snakke med dine forældre, kan det måske være en god ide at snakke med nogle andre om det. Det kan være nogle af dine gode venner, en moster, en lærer som du snakker godt med eller en helt fjerde. Det vigtigste er ikke nødvendigvis, hvem du taler med, men bare at det er en, som du stoler på og føler dig tryg ved. 

Headspace

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre om det, er du altid velkommen til at tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der en masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være gode at snakke med, hvis man føler at det er ens hjerne, der bestemmer det hele. Det er helt gratis, og man kan være anonym, hvis man har lyst til det. Du kan fange dem online på deres hjemmeside og hvis du har lyst til at besøge dem fysisk, så ligger Headspace i de fleste storbyer. 

Det kan være super svært, hvis man føler at ens hjerne får en til at gøre og sige ting, som man ikke selv har lyst til. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper