Jeg har en tanke: Er det muligt, at man kan blive tvunget af sig selv til at begå selvmord, hvis man er en person, der cutter?

Hej Mindhelper

hvis man er en cutter kan man så også blive tvunget af sig selv til at dræbe sig selv eller nogle andre

(Pige, 13 år)


Kæreste du

Det var noget af en ubehagelig tanke, der fylder dit hoved. Så jeg kan godt forstå, hvorfor du har skrevet herind for at få svar. Og du skal vide, at det slet ikke er unormalt, at man kan blive bange for, hvad man selv kan finde på, når man har det dårligt.

Der skal mere til
Det er en mega ubehagelig tanke, om man mon også kan komme til at slå sig selv  – eller nogen andre ihjel, hvis man cutter. Men heldigvis fører cutting i sig selv ikke til, at man begår selvmord. Eller at man kommer til at slå nogle andre ihjel. Der skal meget mere til. Specielt, hvis man er bange for, at det kunne komme til at ske. Men som jeg skrev til at starte med, er det ikke ualmindeligt, at man kan blive bange for, hvad man kan finde på at gøre, når man har det dårligt. Og hvis man cutter, er det et tegn på, at man har det rigtigt skidt. Cutting er nemlig en måde at håndtere virkeligt svære følelser på. Det er bare ikke nogen særligt god strategi, fordi man gør skade på sig selv, når man cutter. Så hvis det er dig selv, der cutter, er det super vigtigt, at du får snakket med nogen. Så du kan få hjælp til at finde en anden måde at håndtere de svære følelser på.

Snak med nogen
Du skriver ikke, om det er dig selv, du er bekymret for. Men hvis det er, fordi du er bange for, om du selv kunne komme til at tage dit eget liv eller andres liv, er det mega vigtigt, du fortæller det til nogen. Det er nemlig en super ubehagelig tanke, som du ikke skal gå rundt med helt alene. Det allerbedste ville være at snakke med dine forældre. Det er nemlig dem, der er tættest på dig. Så det er dem, der bedst kan hjælpe dig, hvis du bliver bekymret for, hvad du selv kunne finde på.

Men hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, kan du også snakke med en anden voksen, der er tæt på dig. For det allervigtigste er, at du får det sagt til nogen, hvis du har det så skidt, at du skærer i dig selv. Og er bekymret for, om du kunne komme til at tage livet af dig selv eller andre. For så er det nemlig vigtigt, at du får noget hjælp. Og den eneste måde du kan få hjælp på, er ved at snakke med nogen, om de svære ting du går med. Hvis du synes, det er svært at sige, kan du prøve at skrive det i et brev til at starte med. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere, fordi man så ikke behøver sige helt så meget selv.

LMS kan hjælpe med selvskade
Hvis det er dig, der skærer i dig selv, vil jeg rigtigt gerne fortælle dig, at der er hjælp at få. Det kan godt lade sig gøre at holde op med at skære i sig selv med den rigtige hjælp. Og et af de steder, der kan hjælpe dig, er LMS. LMS er nemlig eksperter på blandt andet cutting og andre former for selvskade. Så de ved rigtigt meget om, hvordan de kan hjælpe folk, der kæmper med cutting. LMS har rigtigt mange forskellige tilbud, som du kan bruge. Så du kan vælge lige netop det, der passer dig bedst. Deres rådgivere er rigtigt dygtige, og de er vant til at snakke med unge, der kæmper med selvskade. Så jeg synes virkeligt, du skal tage fat i dem og høre, om ikke de kan hjælpe dig. 

Tag fat i Livslinien
Det er ikke ualmindeligt, at man kan blive bange for, om man kan finde på at tage livet af sig selv, når man har det virkeligt skidt. For tanker om døden og selvmordstanker er et udtryk for, at man har det virkeligt skidt. Og bare gerne vil have det til at holde op med at gøre ondt. Men det er mega vigtigt, at du tager fat i nogen, hvis du har selvmordstanker og føler, at de fylder alt for meget for dig. Og du kan altid tage fat i Livslinien. Hos Livslinien sidder der nemlig en hel masse super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. De frivillige rådgivere hos Livslinien har snakket med rigtigt mange mennesker, der har haft selvmordstanker. Så de ved, hvordan de bedst kan hjælpe dig, når de snakker med dig. Du kan være helt anonym, når du tager fat i Livslinien. Så dem kan du trygt tage fat i. Og det skal du virkeligt gøre, hvis du har selvmordstanker, der bliver alt for meget for dig.

Jeg håber, at mit svar har givet dig svar på dit spørgsmål. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen, hvis det er dig selv, du er bekymret for. Så du kan få noget hjælp til at få det bedre. For det kan virkeligt godt lade sig gøre.

De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper