Hej Mindhelper
Jeg er træt af at leve – vil ikke mere. Jeg har fået nok, vil bare gerne have fred.
Jeg tør bare ikke begå selvmord.
(Pige, 13 år)
Kære pige på 13 år
Det lyder til, at du har det hammerhårdt for tiden. Derfor er det også virkelig flot, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig første skridt til at få det bedre.
Det kan godt blive bedre
Du skriver, at du ikke vil leve mere. Men at du ikke tør tage dit eget liv. Jeg får et billede af en ung pige, der har vildt ondt i livet. Som ikke magter mere. Men som alligevel har et håb. Et håb om, at tingene kan vende, og hun kan få det bedre. Så det er en god ting, at du ikke tør begå selvmord. Det betyder, at der er noget, der holder dig tilbage. Holder dig i livet.
Du er ung. Du har hele livet foran dig. Og ja, det er rigtig hårdt lige nu. Men det kan blive bedre, hvis man får den rigtige hjælp.
Kig på et brev fra en anden ung
Faktisk er der lige en, der har skrevet ind med præcis det samme. Også en 13-årig pige, der – ligesom dig – har fået nok. Jeg har allerede skrevet et svar til hende. Det synes jeg, du skal læse. Jeg tror nemlig, du kan bruge en del af de råd, jeg har givet hende.
Du skal ikke gå med det alene
Det er rigtig vigtigt for mig at understrege, at du ikke skal gå med de her tanker selv. Derfor har jeg lavet en liste over, hvem du kan tage fat i. Den kommer her:
- Dine forældre
Allervigtigst: Fortæl dine forældre, hvordan du har det. Hvis du allerede har gjort det, er det hammergodt. Hvis ikke du har, så er det vigtigt, at de får det at vide. Jeg ved, at det kan være hårdt og svært at sige. Men de er dem, der er tættest på dig. Det er dem, der kan hjælpe dig og træde hurtigt til, når du har brug for hjælp. - Livslinien
Kender du Livslinien? Det er et hjælpetilbud, hvor rådgiverne er eksperter i at snakke med mennesker om selvmordstanker. Og de er rigtig dygtige. De sidder klar og vil lytte til dig. Komme med råd til, hvad du kan gøre i din situation. Så tøv endelig ikke med at tage fat i dem. - Psykiatrisk skadestue
Bliver tankerne for meget for dig? Eller kan du mærke, at du får lyst til at tage dit eget liv? Så er det meget vigtigt for mig at fortælle dig, at du altid kan kontakte psykiatrisk skadestue. Skadestuerne findes rundt i hele landet. Og fordi jeg ikke ved, hvor i landet du er, har jeg fundet numre og hjemmesider på alle de psykiatriske skadestuer, der findes:
- Region Syddanmark
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnumre:
Esbjerg: 9944 6700
Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
- Region Midtjylland
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnummer:
7847 0470
- Region Nordjylland
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnummer:
Aalborg: 9764 3700
- Region Sjælland
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnumre:
Roskilde: Ring 1818 og tast 3
Slagelse: Ring 1818 og tast 3
Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
- Region Hovedstaden
Psykiatrisk skadestues hjemmeside
Telefonnumre:
Glostrup: 3864 0671
Amager: 3864 1650
Ballerup: 3864 5003
København: 3864 7360
Nordsjælland: 3864 3200
Bornholm: 3864 4050
Jeg håber inderligt, at du passer på dig selv og får sagt det her til nogen omkring dig. For det er virkelig vigtigt, at du ikke går alene med det. Så tag fat i dine forældre! Og også gerne Livslinien eller Psykiatrisk skadestue. Hellere end gerne en gang for meget.
De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper