Hej Mindhelper

Hey Mindhelper

Jeg har det ikke godt, selvom jeg prøver mit bedste for at være glad, så virker det modsat.

Jeg går i 9.kl og er alt for hård ved mig selv, fordi jeg sætter meget høje grav til, hvordan jeg skal se ud og, hvordan jeg klare det i skolen osv. Jeg hader mig selv inderligt for alt, hvad jeg gør, og kigger på alle andre mennesker og tænker de er de smukkeste og beundre dem for, hvem de er, men jeg kan ikke lide mig selv.

Jeg har været til mange lægebesøg osv, hvor de har henvist mig til en psykolog, men ingen har tid før om 1-2 måneder, og det er nu jeg har brug for lidt hjælp til at komme videre, fordi om lidt er jeg på efterskole, og der føler jeg det er forsent.

Jeg døjer med noget depression og spiseforstyrrelse, og det har jeg ikke rigtigt fortalt til nogen, fordi jeg ikke ville have, at de skal spille deres tid på mig, fordi jeg ikke føler jeg er nogens tid værd.

Jeg prøver mit bedste hver dag for at komme ovenpå, men det lige som om at jeg kan falde ned i et ”sort hul” igen, når jeg endelig havde bare en lidt god dag.

Hvad skal jeg gøre for at komme op af ”et sort hul”? – forstå mig ret.

Håber I kan give nogle gode råd:)

Hilsen ***

(16 år)


Kære Du

Det lyder som om, at det er rigtig svært at være dig for tiden. Det kan være mega hårdt at gå med en følelse af, at man ikke er noget værd. Og at man falder ned i et “sort hul”. Derfor er jeg rigtig glad for at du har skrevet herind, og delt dine tanker. For dem skal du ikke gå med alene.

Skru ned for kravende

Du skriver, at du sætter meget høje krav til dig selv. Både i forhold til dit udseende, og hvordan du klarer dig i skolen. Tit er vi mennesker, meget hårdere ved os selv, end vi er mod andre. Jeg er sikker på, at dem du beundre, også har deres fejl og mangler. Men det er ofte sådan, at det er lettere at se de gode ting hos andre, end hos os selv. Vi mennesker har det nemlig med, at være vores egne hårdeste kritikere.

Jeg kommer også til at tænke på, om du sætter meget høje krav til dig selv, fordi du går lidt med en følelse af, ikke at være god nok? Nogen gange hvis man ikke føler sig godt nok, kan man nemlig komme til at sætte nogle rigtig høje krav til sig selv. Når man sætter høje krav, kan det være mega svært, at leve op til dem. Og hvis man så ikke opnår det man satte sig for, bliver man bekræftet i, at man ikke er god nok. Og på den måde kan det blive en ond cirkel. Så det handler om, at prøve at øve sig i, at skrue ned for de krav man stiller til sig selv. Du kan prøve at læse den her artikel om perfektionisme. Det kan være der er noget deri, du kan genkende.

Hold ud lidt endnu

Du skriver at du er blevet henvist til en psykolog, men at der går et par måneder før der er tid. Jeg kan virkelig godt forstå, at det er frustrerende at skulle vente. Men jeg syntes, at det lyder rigtig godt, at du skal tale med en psykolog. Og jeg tænker også, at du stadig har god mulighed, for at få rigtig meget ud af det, selvom der går et par måneder. For rigtig mange er det nemlig det første skridt til at få det bedre, at tale med en psykolog om, hvilke tanker og følelser der fylder. 

Fortæl hvordan du har det

Nogen gange hvis man er meget hård ved sig selv, kan man godt komme til at tænke, at man ikke er noget værd. Det kan gøre det svært at række ud efter hjælp. Nogle kan også komme til at tænke, at de ikke vil belemre andre med deres problemer. Men det er tit sådan, at de mennesker vi har omkring os, gerne vil vide, hvis vi går og har det skidt. Jeg tænker at der er en god chance for, at du har nogen mennesker i dit liv som holder rigtig meget af dig. Og jeg er næsten sikker på, at der er en god mulighed for, at de helt sikkert syntes, at du er værd at hjælpe. Du kan også prøve at forestille dig den omvendte situation. Hvis nogen du holdt af havde det svært, ville du så ikke syntes de var værd at hjælpe?

Det bedste råd jeg kan give dig, er derfor at fortælle en voksen i dit liv, hvordan du har det. Det kan være en forældre, en lærer, eller en helt tredje, du føler dig tryg ved. Det er nemlig alt for hårdt at gå alene med så svære tanker, som dem du beskriver. Og vi mennesker kommer alle til at opleve perioder i livet, hvor vi får brug for andres hjælp. Det er også vigtigt at få hjælp, hvis man har en spiseforstyrrelse eller er deprimeret. For det kan godt blive værre, hvis ikke man får gjort noget ved det. Men når det så er sagt, er der også gode muligheder for at komme ovenpå igen, med den rigtige hjælp.

Tag fat i LMS

Kender du LMS? LMS står for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser, og de ved en helt masse om, hvad det vil sige at bøvle med en spiseforstyrrelse. LMS kan kontaktes helt anonymt, både på chat og telefon. Og der sidder der nogle søde frivillige, som gerne vil snakke og høre hvad der fylder for netop dig. De kan give dig råd til, hvad du kan gøre for at få det bedre igen. Det kan måske være en hjælp for dig at tale med dem, nu når der går lidt tid, før du kan komme til hos psykologen.

Jeg håber at der er noget i mit svar du kan bruge. Og så håber jeg, at du snart får det bedre og kan få nogle gode dage.

De bedste hilsner fra en Mindhelper