Hej Mindhelper

jeg vil forsvinde men ved ikke hvad jeg skal gøre

(Dreng, 16 år)


Hej Dreng på 16 år

Det lyder ikke særligt rart, at du har lyst til at forsvinde. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting.

Du er ikke alene

Det lyder som om, det er super svært at være dig for tiden. For når man har lyst til at svinde, som du har lige nu, så er der et eller andet i ens liv, som gør rigtigt ondt. Når man får det sådan, at man har lyst til at forsvinde, så er det nemlig altid et tegn på, man har det rigtigt svært. Og tit er det måske egentligt ikke som sådan livet, man gerne vil forsvinde fra. Det er mere alle de ting, der er svære, som man gerne vil væk fra. Og når man har det rigtigt svært, så kan det nogle gange være svært at se, hvordan man skal komme ud af det. Så er det, at det med at forsvinde kan komme til at føles som den eneste mulighed. Men det er det ikke. For du er ikke alene om at have det sådan her.

Og jeg ved, at man kan få det godt igen, selvom man har haft det sådan, at man bare helst vil forsvinde herfra. Der er hjælp at finde, hvis man rækker ud efter hjælpen. Og du har rakt ud efter hjælp ved at skrive herind og fortælle mig, hvordan du har det. Det fortæller mig, at der er en del af dig, der faktisk gerne vil have hjælp til at få det bedre. Den del skal du prøve at holde fast i. Og så skal du have snakket med nogen omkring dig om, hvordan du har det. Så du kan få hjælp den hjælp, du har brug for. Hvis du har lyst til det, kan du også prøve at læse Claras historie. Hun havde det så svært, at hun ikke havde lyst til at leve mere, men i dag har hun fået det godt igen. Nogle gange kan det være meget rart at læse andres historie og vide, at man ikke er alene om at have det, som man har det.

Snak med nogen

Du spørger, hvad du skal gøre? Og det vigtigste du kan gøre, har jeg faktisk allerede taget hul på i afsnittet oppe over. Det er nemlig, at du skal snakke med en voksen omkring dig om, hvordan du har det. Sådan så du kan få hjælp til at få det bedre. For når man har det så svært, at man bare har lyst til at forsvinde herfra, så har man det for svært til, at det er noget, man skal klare alene. Det er der ingen mennesker i hele verden, der kan. Det er det alt for tungt til.

Derfor kommer jeg til at tænke på, om du for eksempel kan snakke med dine forældre om, hvordan du har det? Hvis du kan det, vil det nemlig være super godt, hvis du fik snakket med dem. Jeg gætter nemlig på, at de er tæt på dig meget af tiden. Så de har bedst mulighed for at hjælpe dig og passe på dig lige nu. Og det er også deres ansvar som forældre at gøre det, så godt som de overhovedet kan. Hvis det er for svært for dig at sige det, kan det måske være nemmere at skrive det til dem i et brev. Så har du nemlig bedre tid til at tænke over, hvad du gerne vil have sagt. Og det er ikke så vigtigt, hvordan du får det sagt til dem. Det vigtigste er, at du får det sagt.

Hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, er der så en anden voksen, som plejer at være god til at lytte til dig? Og som du er tryg ved at snakke med? Det kunne for eksempel være en sød onkel eller en rar og dygtig lærer på din skole. Hvis der er det, så kan du nemlig også sagtens starte med at snakke med dem, hvis det er tryggest for dig. Du kan også altid tage fat i Børnetelefonen. Der sidder der altid nogle super søde og rare voksne klar til at snakke med dig, og du kan være helt anonym, når du ringer ind, hvis du helst vil det.

Tag fat i Livslinien

Hvis de her tanker om at have lyst til at forsvinde nogensinde bliver for meget for dig. Eller hvis de bliver til selvmordstanker, så kan du altid tage fat i Livslinien. Hos Livslinien sidder der nemlig nogle super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om de her tanker om at have lyst til at forsvinde. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med unge, der har det lidt ligesom dig. Så de ved godt, at det kan være lidt svært at snakke om. Og de skal nok gøre alt, hvad de overhovedet kan for at gøre samtalen tryg og rar for dig. Du kan være helt anonym, når du tager fat i Livslinien, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i. Og det skal du også endelig bare gøre, hvis du har brug for det. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.

De kan også hjælpe hos Center for Selvmordsforebyggelse

Hvis de her tanker om at have lyst til at forsvinde også er et udtryk for, at du faktisk har selvmordstanker, så kan du også få hjælp hos Center for Selvmordsforebyggelse. Det er nogle centre, der ligger rundt omkring i landet, som kan hjælpe en, hvis man har selvmordstanker. De mennesker der sidder derinde er også super dygtige, og de er uddannede til at hjælpe mennesker, der har det rigtigt svært. Så dem kan du også trygt tage fat i for at få hjælp. Det er lidt forskelligt, om du selv skal tage fat i dem, eller om du skal have en henvisning gennem lægen. Men du kan se en beskrivelse af de forskellige centre her. Der skulle det også gerne stå, hvordan du kan få hjælp hos dem.

Snak med din læge

Det er også en rigtigt god idé, hvis du tager fat i din læge. Hvis du ikke har lyst til at gøre det alene, så kan du snakke med en voksen om, om de vil hjælpe dig med det. Læger er nemlig også uddannede til at hjælpe, når det er noget psykisk, der er svært. Og din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få noget hjælp henne. Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nnogen om, hvordan du har det. For det kan godt blive bedre, også selvom det måske føles super svært lige nu.

De bedste hilsner fra en Mindhelper