Hej Mindhelper

Jeg har altid haft det dårligt. Jeg tror ikke der har været et tidspunkt i mit liv hvor min første følelse var glæde, eller min første tanke var bekymringsfri. Måske mindre end nu, men den har altid luret sig. Jeg ville umiddelbart sige, at være den type pige der er glad, sprudlende, lidt af en mundfuld, måske også en diva til tider, men jeg er forsøger altid at gøre stemningen god, og være der for folk. Jeg tror derfor, at folk ikke forstår hvor dårligt jeg i realiteten har det. Jeg har altid være ked af det uden grund, Nu er tingene ved at udvikle sig til, at jeg ikke længere har glæde over de småting som jeg plejede, og det dræber mig. Jeg har haft slemme selvmordstanker, og har skulle slå på mig selv de gange det var slemmest, for ikke at agere. Ligesom jeg lige har gjort her til aften. Jeg har besvær med at falde i søvn, og at sove ud. Jeg spiser enten for lidt eller for meget. Jeg blamer altid alt på mig selv. Jeg har lavt selvværd. Jeg hader mig selv. Men jeg elsker også mig selv. Det er ved at gå op for mig, at jeg faktisk er noget værd. Jeg har bare rigtig svært ved at se det, og jeg kan ikke finde ud af at lade andre eller mig selv tvangsfodre den idé ned i halsen på mig. Det er som om jeg VIL have det dårligt. Som om jeg VIL være syg. For jeg er jo syg. De her ord runger altid i mit lille hovede, når jeg får sådan et ”anfald” som jeg har gjort her til aften; ”du er så syg, du er så psykisk syg, du er jo ikke rask, du fejler jo rent faktisk noget”. Og det gør mig så skør. For det er som om, at den her person, det her alter ego jeg går rundt og kalder ”Mig” og ”Jeg”, er så overbevist om at der ikke er en fucking hårstrås fejl ved mig, men at jeg bare er fucking dum og burde hoppe ud af vinduet, og at det er logik og ikke noget der kan ”reddes” eller ”ordnes”. Og det begynder alle andre omkring mig også at tro. Er det forkert, at jeg rent faktisk gerne vil have en diagnose, for at vide at det her er seriøst, og at jeg rent faktisk har brug for hjælp? Er det forkert at jeg gerne vil på piller? Er jeg reelt syg, eller vil jeg gerne være syg? Hvorfor kan jeg ikke være ærlig overfor mig selv og andre? Er jeg bare en opmærksomhedskrævende unge der vil være ”speciel”, og har valgt at min ting skal være at være psykisk ustabil? Skal jeg rent faktisk forsøge at tage mit eget liv, inden der er nogle der reagere? Hvad skal jeg gøre? Er der noget galt med mig?

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Der er en masse ting indeni dig, der er hammersvære for tiden. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er mega vigtigt, for det er første skridt på vej imod at få det bedre igen.

Det er ikke unormalt

Når jeg læser dit brev, så lyder det som om, der lige nu foregår lidt en kamp inde i dig. Hvor du på den ene side kæmper med en hel masse tristhed, der fylder rigtigt meget for dig. Og også kæmper med en masse svære tanker om, at du hader dig selv. Men på den anden side så lyder det også som om, der er en lille bitte del af dig, der er begyndt at kæmpe lidt imod. Og som er begyndt at turde at tro på, at du er noget værd. Det lyder som en hammersvært kamp at være midt i. For det lyder som om, den skaber et kæmpe kaos inde i dig, som er mega svært at være i. 

Når man har det svært, og når man har haft det svært rigtigt længe. Så er det helt normalt, at det kan være svært at lytte til den der lille stemme, der er begyndt at turde at tro en smule på, at man faktisk er noget værd. For ens tanker bliver farvet af ens følelser. Så når man kæmper rigtigt meget med at være trist og ked af det, som du gør. Så er det helt normalt, at det påvirker den måde, man ser sig selv og verden på. Så kommer man til at se sig selv i et mere negativt lys. Og hvis man har været ked af det og trist rigtigt længe, så er det heller ikke unormalt, at glæden kan forsvinde ud af de ting, som man ellers plejede at være glad for at lave. Så alle de ting du oplever er helt normale. Men er super svært at være i. Og det er et tegn på, at det er rigtigt svært at være dig. 

Snak med din læge

Det er menneskeligt at opleve, at livet kan være rigtigt svært og gøre rigtigt ondt i en periode. Det oplever vi alle sammen ind imellem. Men hvis livet har været rigtigt svært og har gjort rigtigt ondt længe, så er det godt at være lidt opmærksom. For nogle gange kan livet godt være svært, fordi man har en diagnose. Der er rigtigt mange, der oplever, at det kan være en lettelse at få en diagnose. Fordi de så får en forklaring på, hvorfor livet er så svært for dem. Og samtidigt også finder ud af, at der faktisk er hjælp at hente og, at man kan få det bedre igen. Derfor tænker jeg slet ikke, det er mærkeligt, at du gerne vil finde ud af, om du har en diagnose. 

Men jeg kan ikke svare dig på, om de ting du oplever kunne være på grund af en diagnose. Det er nemlig en professionel, der sidder sammen med dig, der skal hjælpe dig med at finde ud af det. Derfor synes jeg også, at du skal snakke med din læge om, hvordan du har det for tiden. Så kan din læge nemlig hjælpe dig med at finde ud af, om du måske kunne have en diagnose. Men måske endnu vigtigere så kan din læge hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp til at åf det bedre henne. For det er nemlig heldigvis sådan, at selvom man har en diagnose, så kan man godt få det godt igen. Og heldigvis så får langt de fleste mennesker, som får en diagnose det rigtigt godt igen og får nogle rigtigt gode liv, når de får den rigtige hjælp.  

Snak med nogen

Du spørger, hvorfor du ikke bare kan være ærlig overfor dig selv og andre. Og det kan jeg ikke give dig et præcist svar på. For i sidste ende er du den eneste, der kender svaret. Men der er rigtigt mange unge, der fortæller mig, at det kan føles rigtigt sårbart at skulle vise andre, hvor svært de faktisk går rundt og har det. For eksempel fordi de er bange for, at folk ikke vil kunne lide dem, hvis de lige pludseligt ikke er den glade og omsorgsfulde person, som de altid har været. Derfor oplever de, at det nogle gange er nemmere at tage en facade på og blive ved med at lade som om, de har det godt. Jeg ved ikke, om det er noget, som du kan genkende? 

Men som du også selv så fint skriver, så kan det være rigtigt svært for folk omkring en at forstå, hvor svært man i virkeligheden har det, når man ikke fortæller dem det. For tanker og følelser er nemlig noget, vi har inde i os selv. Så andre kan heller ikke altid se, at man går og kæmper med en masse svære tanker og følelser. Derfor er det allerbedste råd, jeg kan give dig, at du skal snakke med nogen om, hvordan du har det. Det kunne for eksempel være dine forældre, dine venner eller en helt tredje person, du er tryg ved. For de tanker og følelser du kæmper med er alt for svære til, at du skal gå med dem alene. 

Vi mennesker er nemlig lavet sådan, at når vi har det svært, så har vi brug for hjælp og omsorg fra folk omkring os. Og heldigvis så vil langt de fleste mennesker faktisk gerne hjælpe og trøste og støtte, hvis man fortæller dem, at man har brug for det. Hvis du har brug lidt hjælp til, hvordan du kan tage hul på samtalen, så kan du kigge i vores artikler om at snakke med sine forældre om de svære ting og om at snakke med sine venner om de svære ting. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man kan tage hul på de svære samtaler. 

Tag fat i Livslinien 

Du kæmper også med selvmordstanker. Det er ikke unormalt, at man kan få selvmordstanker, når man har det svært. De kommer som regel, når alle de svære ting er kommet til at fylde så meget, at det bliver svært at se en vej ud af dem. Og så kan døden komme til at føles som den eneste udvej. Men der er en anden vej ud. Det kan blive bedre, og der er hjælp at hente, når man har det ligesom dig. Derfor er det hammer-vigtigt, at du fortæller nogle om dine selvmordstanker. Og du kan altid tage fat i Livslinien, hvis du mangler nogen at snakke med om selvmordstankerne. Hos Livslinien sidder der nemlig nogle super dygtige frivillige rådgivere klar til at hjælpe dig og snakke med dig. Du kan være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i. Og det skal du endelig bare gøre. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. 

Psykiatrisk skadestue er der, hvis det bliver for meget 

Hvis du på noget tidspunkt mærker, at selvmordstankerne bliver alt for meget for dig, og du får lyst til at reagere på dem. Så er det vigtigt, at du tager fat i psykiatrisk skadestue. På psykiatrisk skadestue er de nemlig klar til at hjælpe, hvis man står midt i noget, som er rigtigt svært, og som man ikke kan klare selv. Fordi jeg ikke ved, hvor du er henne i landet, så har jeg lavet en liste over alle landets psykiatriske skadestuer, som du kan se nedenunder. 

  • Region Syddanmark
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Esbjerg: 9944 6700
    Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
  • Region Midtjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    7847 0470
  • Region Nordjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    Aalborg: 9764 3700
  • Region Sjælland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Roskilde: Ring 1818 og tast 3
    Slagelse: Ring 1818 og tast 3
    Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
  • Region Hovedstaden
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Glostrup: 3864 0671
    Amager: 3864 1650
    Ballerup: 3864 5003
    København: 3864 7360
    Nordsjælland: 3864 3200
    Bornholm: 3864​ 4050

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg så meget, at det du kan tage med dig, at der er hjælp at hente og, at det godt kan blive bedre. For der er heldigvis rigtigt mange, der får det godt igen med den rigtige hjælp.

De bedste hilsner fra en Mindhelper