Jeg siger, jeg har det fint, men jeg er bange hele tiden

Det lyder, som om du bøvler med en hel masse virkeligt svære tanker lige for tiden. Så jeg kan virkeligt godt forstå, at du ikke har det nemt. Og jeg er mega glad for, at du har turdet skrive herind og dele dine tanker. Det er nemlig mega sejt. Men det er også mega vigtigt, fordi det er det første skridt på vej mod at få det bedre.

Du er rigtigt hård ved dig selv
Når jeg læser dit brev, er min første tanke, at du er virkeligt hård ved dig selv. Uretfærdigt hård faktisk. For jeg tror ikke på, at alle de ting du giver dig selv skylden for, faktisk er din skyld. For verden er sjældent så sort/hvid, at det altid er din skyld, at tingene går galt. Nogle gange er ens venner bare i dårligt humør, også selvom man faktisk har gjort alt, hvad man kan for at gøre dem glade. Og nogle gange kommer ens forældre bare op at skændes, ligegyldigt om man havde taget den opvask eller ladet være. Så jeg kan faktisk virkeligt godt forstå, at du har det svært lige for tiden. For du kommer jo nærmest til at bære skylden for hele verdens problemer. Og det er overhovedet ikke meningen.

Derfor tænker jeg også, at det kan hjælpe dig at prøve at udfordre de her tanker om, at det altid er din skyld. Vi har en artikel om at udfordre de negative tanker om sig selv. Og lige præcis den teknik kan du også sagtens bruge mod dine tanker om, at alting er din skyld. Tricket er nemlig at lære, at man ikke skal tro på alt, hvad man tænker. Tanker er nemlig bare tanker, og selvom de kan føles meget virkelige, så er der sjældent særligt meget lighed mellem ens tanker og virkeligheden. Jeg linker også lige til vores artikel om at dæmpe sin indre kritiker. For jeg tænker, at der måske også er noget i den artikel, du kan bruge.

Hvis du slet ikke kan slippe af med dine tanker om, at alting er din skyld. Og din bekymring for, om du gør noget forkert eller mister dine venner, kan det være et tegn på, at der er noget lidt mere alvorligt galt. Selvbebrejdelser kan for eksempel være et tegn på depression. Og en konstant frygt for at miste sine venner og sin familie kan være et tegn på angst. Jeg har linket til vores to artikler om tegn på angst og depression, som du kan læse, hvis du har lyst. Men hvis du genkender mange af tingene i dem, er det super vigtigt, at du får det sagt til nogen. For så er det et tegn på, at du går rundt og har det super svært. Og depression, angst eller ej – du skal ikke gå rundt og have det svært alene.

Vi kan ikke sammenlignes
Jeg kommer til at tænke på, hvem der siger, at dine venners problemer er værre end dine? Jeg tænker nemlig, at menneskers problemer ikke kan sammenlignes. Det er helt naturligt, at man kommer til at sammenligne sig selv med andre. Men det er bare ikke særligt hjælpsomt. For vi mennesker reagere bare så forskelligt. Og vi bliver udsat for forskellige ting i løbet af vores liv. Men følelsen af at have det svært er den samme. Så når du føler, at du har det svært lige nu, så har du det faktisk svært. Og det skal der også være plads til.

Derfor synes jeg faktisk også, at du skal prøve at snakke med dine venner om alle de ting, du går og bokser med som, at du føler dig udenfor. Og at du nogle gange bliver i tvivl om, om de gider dig. Jeg godt ved, det er dødsvært. Og virkeligt skræmmende. Men det er faktisk en kæmpe tillidserklæring, når man fortæller nogen, at man har det svært. Prøv at tænk på, hvordan du selv har det, når folk kommer og fortæller dig om nogle ting, der er svære for dem? Bliver du så sure på dem? Eller bliver du glad for, at de fortalte dig det, så du kan prøve at hjælpe?

Snak om det
I det hele taget er det sindssygt vigtigt, at du får snakket med nogen om alle de her ting. For du går med virkeligt mange svære tanker og følelser for dig selv. Og det skal du ikke. For når man har det svært, sådan som du har det lige nu, er det virkeligt vigtigt, at man kan få hjælp og støtte fra de mennesker, man har omkring sig. Men den støtte kan man ikke få, hvis man ikke fortæller, at man har brug for den. For svære tanker og følelser er ikke noget, man kan se på hinanden. Derfor er du nødt til at få snakket med nogen. Også selvom du mest bare har lyst til at fortælle, at du har det fint. Det er helt forståeligt, at du har det sådan. For det er bare tit det mest trygge lige nu og her. Men det er ikke særligt hjælpsomt i sidste ende, fordi de her tanker ender med at bygge sig op indeni dig og komme til at fylde mere og mere. Faktisk er det ikke så vigtigt, hvem du snakker med. Bare du får snakket med nogen. Men jeg har lavet en liste med nogle forslag til dig nedenunder:

• Dine forældre: det kan virkeligt svært at skulle snakke med sine forældre om de svære ting. Men dine forældre er dem, der er allertættest på dig. Og derfor er det også dem, der har bedst mulighed for at hjælp dig, når det bliver svært. Så derfor er det rigtigt godt at fortælle sine forældre, at man har det svært. Og så tror jeg på, at dine forældre rigtigt gerne vil vide, at du faktisk har det svært lige nu. Fordi de vil dig det bedste og gerne vil hjælpe dig. Så selvom jeg skrev, at det ikke er så vigtigt, hvem du snakker med, vil jeg alligevel anbefale at tage fat i dine forældre først.
• Headspace: Headspace er et anonymt rådgivningstilbud til unge. Og i Headspace er man altid velkommen, hvis man har brug for nogen at snakke med. Hos Headspace mener de nemlig, at hvis noget er svært for dig, så er det svært. Så der er altså intet, der er for småt i Headspace. Og der sidder altid nogle super søde frivillige klar til at snakke med dig i Headspace.

Jeg håber, at mit svar har peget dig lidt i retning af, hvad du kan gøre. Og så vil jeg virkeligt håbe, at du får fortalt nogen om alle de her svære tanker, du går rundt med. For du har virkeligt ikke fortjent at gå rundt med alt det her helt alene. Og du har lige så meget ret til at dele det med nogen, når du har det svært, som alle andre har.