Jeg har ikke haft lyst til at leve længe. For jeg ser ikke nogen mening med livet, og der er ikke noget, der interesserer mig længere. Hvad kan jeg gøre?

Hej Mindhelper

Jeg har ikke haft lysten til at leve i lang tid, men tør ikke gøre mig selv noget. Ved det ikke er fordi jeg føler/tror der er håb forude for det er der ikke. Min familie er for at sige det lige ud pisse ligeglade med om jeg ikke er her næste dag. De har altid været ligeglade og det har altid været mig der har sørget for ting også da jeg var mindre. Ting som en pige på under 12 ikke burde gøre men som er forældrenes ansvar.
Jeg ser heller ikke nogen fremtidsmuligheder, da der ikke er noget der interesserer mig længere. Jeg har tit tænkt på at blive læge, kun for at hjælpe andre som er alvorligt syge i andre lande, men det vil jeg aldrig kunne klare karaktermæssigt. Da jeg var mindre havde jeg en kanin som nok er skyld i at jeg stadig lever. Hver dag indtil den døde tænkt jeg “ikke i dag, Molly venter på mig derhjemme”. Men nu har jeg ikke noget. Og nu er jeg for gammel til at spørge om et kæledyr.

Selvom jeg snart bliver 18, så tror jeg ikke det vil hjælpe at flytte, for jeg ser ikke nogen mening med livet. Jeg har ikke ondt af mig selv eller noget, der er bare ikke nogen grund til at jeg lever. Så vil der også være en mindre udfordring ang. at vi ødelægger jorden.

Jeg har skrevet til flere om hjælp bl.a. BørneTelefonen flere gange og jeg har spurgt min familie om hjælp. Men uden held. Grunden til at jeg har skrevet så meget er fordi hver gang jeg spørger om hjælp får jeg bare at vide “kan du ikke spørge dine forældre om hjælp” og “kan du ikke uddybe dig lidt mere”.

Håber jeg kan få hjælp her til at finde en løsning til hvad jeg skal gøre nu hvor jeg ikke selv tør.

(Pige, 17 år)


Kæreste du

Det er ingen tvivl om, at du har det virkeligt svært lige nu. Så jeg er bare så glad for, at du har valgt at skrive herind. Det er nemlig det første skridt på vej mod at få hjælp. Og det er et virkeligt vigtigt skridt, du har taget. Så det er bare så sejt.

Du er ikke alene
Jeg forstår virkeligt godt, at det er rigtigt svært for dig lige nu. For ud fra det du har skrevet i dit brev, lyder det som om, du har haft det virkeligt svært derhjemme. Og de ting man har oplevet, betyder bare så meget for, hvordan man har det. Men jeg får også sådan lyst til at fortælle dig, at du ikke er alene om at have det svært. Der er mange, der kæmper med tanker om ikke at have lyst til at leve mere. Og det er virkeligt bare en drønhård følelse.

Men det er faktisk også ret normalt, at man kan få tanker om, at man ikke har lyst til at leve mere, når man har det mega svært – ligesom dig. Måske man endda også få selvmordstanker. For tanker om ikke at have lyst til at leve længere er et tegn på, at det gør så ondt indeni, at man bare gerne vil have det til at stoppe. Og så kan det føles som, at det ikke at være i live længere, er den eneste måde det kan holde op med at gøre ondt på. Men der er så mange andre muligheder for, at det kan blive bedre. Selvom jeg godt ved, at det måske ikke føles sådan. Men det kan lade sig gøre med den rigtige hjælp. Du kan for eksempel prøve at læse Claras historie. Hun havde heller ikke lyst til at leve længere. Men hun har fået det godt igen i dag. Så det kan virkeligt godt lade sig gøre.

Kender du til depression?
Jeg kommer også til at tænke på, om du kender til depression? Noget af det du beskriver, ligner nemlig nogle af tegnene på depression. Når man har en depression virker alting trist og meningsløst. Man mister fuldstændigt interessen for de ting, der plejede at gøre en glad. Og man kan have en følelse af, at det aldrig nogensinde bliver bedre. Lidt som nogle af de ting, du beskriver. Hvis du har lyst til det, kan du prøve at læse vores artikel om depression. Måske er der nogle af tingene i den, du kan genkende? Men uanset om det er depression eller ej, er det så vigtigt, at du får fortalt nogen, hvordan du går og har det. Der er nemlig ingen tvivl om, at du har det virkeligt svært. Og jeg forstår virkeligt godt, at det kan føles, som om det aldrig nogensinde bliver bedre. Det er helt normalt, at man kan have det sådan, når man har det drønsvært. 

Men heldigvis får langt de fleste det faktisk godt igen med den rigtige hjælp. Og det er derfor, det er så vigtigt, at du får fortalt nogen, hvordan du går og har det. Så du kan få noget hjælp til at få det godt igen. For jeg tror virkeligt på, at du godt kan få det godt. Selvom jeg godt ved, at det virkeligt bare kan føles, som om det aldrig nogensinde bliver bedre. Men det lyder virkeligt, som om du er en fighter. Du har kæmpet dig igennem rigtigt meget allerede. Så det er helt forståeligt, at det er drønsvært for dig lige nu. Men jeg tror virkeligt på, at du også kan kæmpe dig igennem det her. Selvom det bare føles så svært.

Tag fat i en voksen tæt på dig
Normalt ville jeg råde dig til at snakke med dine forældre. Men ud fra det du skriver, lyder det ikke, som om det ville hjælpe særligt meget for dig. Du kan selvfølgeligt sagtens tage fat i dine forældre, hvis du tænker, det kunne hjælp. Men ellers tænker jeg på, om der er en anden voksen, du er tryg ved at snakke med, som du kan fortælle, hvordan du går og har det? Det kunne for eksempel være en lærer på din skole.

Det er nemlig så vigtigt, at der er en voksen, der ved, at du går rundt og har det så svært. Både fordi den voksne kan støtte dig, mens det er svært. Og det er så vigtigt at have nogen at støtte sig op af, mens det er virkeligt svært. Men den voksne kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvor du bedst kan få hjælp henne. Og jeg tænker, det er derfor, at du tidligere har fået at vide, at du skulle snakke med dine forældre. Men jeg kan godt høre, at det vidst ikke er den helt store hjælp for dig. Jeg ville sådan ønske, at jeg sad overfor dig, så jeg kunne have en meget længere samtale med dig. Men fordi jeg ikke kan det, er det så vigtigt, at du får snakket med en voksen, du er tryg ved.

Sig til den voksne du snakker med, at du ikke kan få hjælp derhjemme. Så ved personen nemlig, at han eller hun skal hjælpe dig med at finde ud af, hvor du så kan få hjælp henne. Hvis det er svært lige at finde ud af, hvordan du skal sige det, kan du også prøve at skrive det i et brev og aflevere til den voksne, du gerne vil snakke med. Eller du kan måske vise det her brevkassespørgsmål, hvor du allerede har beskrevet tingene virkeligt fint. Det kan måske gøre det lidt nemmere, fordi du så ikke behøver sige helt så meget selv.

Andre du kan snakke med
Hvis du bare slet ikke kan finde nogen, du kan snakke med, findes der heldigvis forskellige tilbud, der kan hjælpe dig med at få snakket om alle dine svære følelse og tanker. Du kender allerede BørneTelefonen. Og det er rigtigt sejt, at du allerede har taget fat i dem, når du har mærket, at det er blevet for meget. Og det skal du endelig bare blive ved med at gøre, hvis du har brug for det. Men der findes også andre tilbud, der kan hjælpe dig. Jeg har lavet en liste over nogle af dem, som du kan se nedenunder.

Livslinien
Du skriver, at du faktisk ikke helt tør gøre dig selv noget. Og det fortæller mig, at der alligevel er et eller andet, der holder dig her. Og det gør mig lidt glad, for der er bare så mange muligheder for, at du kan komme til at få det godt igen. Selvom jeg godt ved, at det er drønsvært at være dig lige nu. Men hvis de her tanker om, at du ikke har lyst til at leve mere, kommer til at fylde alt for meget for dig, skal du tage fat i Livslinien. Hos Livslinien sidder der nemlig en hel masse super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. De frivillige rådgivere har snakket med rigtigt mange unge, der har haft tanker om ikke at have lyst leve mere. Så de er vant til at snakke med unge om ikke at have lyst til at leve længere. Du kan være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det. Og de er super dygtige, så dem kan du trygt tage fat i. Og det er så vigtigt, du gør det, hvis dine tanker om ikke at have lyst til at leve mere bliver for meget.

Psykiatrisk skadestue Hvis du kan mærke, at det hele er blevet for meget for dig. Og du måske har brug for at blive talt til ro af en, der sidder overfor dig, kan du tage fat i psykiatrisk skadestue. De er nemlig klar til at hjælpe, hvis du virkeligt bare har brug for hjælpen her og nu. Du skal hellere tage fat i dem en gang for meget end en gang for lidt. Fordi jeg ikke ved, hvor du er henne i landet, har jeg lavet en liste over landets forskellige psykiatriske skadestuer, som du kan se nedenunder.

  • Region Syddanmark
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Esbjerg: 9944 6700
    Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
  • Region Midtjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    7847 0470
  • Region Nordjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    Aalborg: 9764 3700
  • Region Sjælland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Roskilde: Ring 1818 og tast 3
    Slagelse: Ring 1818 og tast 3
    Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
  • Region Hovedstaden
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Glostrup: 3864 0671
    Amager: 3864 1650
    Ballerup: 3864 5003
    København: 3864 7360
    Nordsjælland: 3864 3200
    Bornholm: 3864​ 4050

Headspace Headspace er rigtigt oplagte at tage fat i, hvis man har det svært og har brug for nogen at tale med. Hos Headspace sidder der nemlig en hel masse søde frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. De frivillige rådgivere er klar til at snakke med dig om alt, hvad der er svært for dig. Så der er intet, der er for stort hos Headspace. Ligesom der heller ikke er noget, der er for småt. Headspace har centre, hvor du kan møde op og få en personlig samtale, hvis du bor i nærheden af et Headspace-center. Men de har også en chatfunktion, hvis det er nemmere for dig at skulle skrive med en rådgiver. Eller hvis du ikke lige bor i nærheden af et Headspace center. Du kan være anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Snak med din læge
Til allersidst synes jeg, du skal prøve at snakke med din læge. Du har det nemlig drønsvært lige for tiden. Og din læge er også uddannet til at hjælpe dig, når det gør rigtigt ondt indeni dig selv. Og din læge ved helt sikkert, hvor du bedst kan få hjælp henne. Så du kan få det godt igen,

Jeg håber virkeligt, at mit svar har hjulpet dig. Og så krydser jeg virkeligt fingre for, at du får noget hjælp. Så du kan få det godt. Det fortjener du nemlig bare så meget.

De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper