Hej Mindhelper

Jeg har det virkeligt underligt oppe i mit hovede og alting føltes bare som om det ikke er rigtigt
Jeg kan ikke kende forskel på virkelighed eller drøm mere det føltes bare så falsk
Jeg har røget ret meget hash så ved ikke om det kunne have noget med det at gøre?

(Dreng, 15 år)


Hej Dreng på 15 år

Det er rigtigt ubehageligt, når alting føles uvirkeligt. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Der kan være mange grunde

Det lyder rigtigt ubehageligt, at du har det sådan, at du ikke kan kende forskel på virkelighed og drøm mere. For vi er vant til at kunne stole vores sanser og de ting, som vi oplever. Så jeg forestiller mig, at det må være super ubehageligt, når man lige pludseligt ikke helt kan stole på, om det man oplever er virkeligt, eller om det er en del af en drøm.

Du spørger, om du måske har det sådan, fordi du har røget meget hash? Og hash kan i hvert fald godt påvirke den måde, man oplever virkeligheden på. Så det kan godt tænkes, at du måske har det sådan, fordi du har røget meget hash. Men der kan også være rigtigt mange andre grunde til, at du har det sådan. Og uanset hvad grunden er, så kan det godt være et tegn på, at der er noget lidt mere alvorligt galt. Derfor er det super vigtigt, at du fortæller nogen, hvordan du har det så hurtigt som muligt. Sådan så du kan få noget til at finde ud af, hvorfor du mon har det sådan her. Og så du kan få hjælp til at få det godt igen.

Snak med nogen

Jeg tog allerede hul på mit bedste og vigtigste råd til dig i afsnittet oppe over. Mit bedste råd er nemlig, at du skal snakke med nogen i nærheden af dig om, hvordan du har det. Det her er nemlig ikke noget, du skal gå alene med. Det er noget, du skal have hjælp til. Og dem tæt på dig kan meget bedre hjælpe dig med at finde ud af, hvad det her mon handler om. Derfor tænker jeg også på, om der mon er en voksen tæt på dig, som du kan snakke med? Og som plejer at være god til at lytte til dig og hjælpe dig, hvis du har det svært. Det kunne for eksempel være dine forældre, hvis du kan snakke med dem, men det kan også være en sød lærer på din skole eller en anden fra din familie.

Jeg kan godt forstå, hvis det ikke er det fedeste at skulle fortælle en voksen, at du har røget hash. For det er måske ikke lige det, man har allermest lyst til, at de voksne skal have at vide. Men jeg gætter på, at der er en grund til, at du har røget meget hash. Der er nemlig nogle unge, der ryger meget hash, fordi de kæmper med en masse svære tanker og følelser. Er det mon også sådan, det er for dig? I hvert fald så tænker jeg, at de voksne forhåbentligt også godt forstår, at du ikke har røget hash for at være uopdragen eller for at trodse dem.

Tag fat i Netstof

Hvis du har brug for at snakke med nogen om dit brug af hash, så kan du også tage fat i Netstof. Hos Netstof sidder der nemlig en masse søde og dygtige rådgivere til at snakke med dig, hvis du har brug for hjælp eller rådgivning i forbindelse med brug af stoffer. Rådgiverne hos Netstof ved en hel masse om både alkohol og stoffer, så måske kan de også give dig et meget bedre svar på, om hashen er grunden til, at du har svært ved at kende forskel på drøm og virkelighed for tiden. Du kan være helt anonym hos Netstof, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Snak med din læge

Jeg synes også, at du skal tage et smut forbi din læge. Det er nemlig altid en god idé at tage forbi sin læge, hvis der er noget, der føles forkert – uanset om det er noget i kroppen, eller om det er noget i hovedet, der føles underligt. Din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvorfor du mon har det så underligt for tiden. Og så kan din læge også hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp til at få det bedre igen.

Jeg håber, der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt på vej. Og så håber jeg sådan, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For du skal ikke gå alene med det her.

De bedste hilsner fra en Mindhelper