Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 19 år.

Jeg kæmper rigtig meget med jalousi omkring min kæreste og andre piger.
Jeg hader når han arbejder med andre piger omkring hans alder eller skriver med sine veninder.

Vi har ofte snakket sammen omkring min jalousi, og hvad det er der tricker den, og vi har nogle klare aftaler om hvad vi syntes er okay og ikke er.

Men når jeg siger jeg bliver jaloux/usikker føler han ofte at det er ham jeg ikke stoler på, og det er det ikke, jeg stoler på ham, men jeg stoler ikke på nogen andre.

Jeg er bange for han møder noget der er bedre, kan tilbyde ham noget bedre.
Så det er helt sikkert min mindreværds følelse og usikkerhed på mig selv der er skyld i denne jalousi.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre ved den. for det kan heller ikke passe at han ikke kan gøre noget der involvere en anden kvinde eller at jeg ikke er til stede der hvor han er fordi jeg er jaloux.

Jeg har prøvet mange forskelige ting, snakke med nogen, snakke med ham, aflede min opmærksomhed osv. intet syntes at hjælpe.

Jeg håber I kan hjælpe.

Hilsen en meget ked og frustreret pige.

(Pige, 19 år)


Hej Pige på 19 år

Det lyder til, at du allerede har gjort rigtig mange gode ting i forhold til jalousien, men at den samtidig stadig fylder en del hos dig. Jalousi kan være en rigtig svær følelse. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker. 

Det er normalt at blive jaloux

Det der med jalousi kan være rigtig svært, når man står midt i det. Det kan både gøre en frustreret og ked af det. Den følelse tror jeg, at der er rigtig mange som kender. For det er helt normalt at jalousien sommetider popper frem. Ofte er det et tegn på, at der er nogen som betyder meget for en, og som man måske er bange for at miste. Det lyder også til, at du er glad for din kæreste. Derfor tænker jeg, at det er naturligt at du mærker jalousi. Men sommetider kan jalousien komme til at fylde alt for meget, så man måske kommer til at blive uvenner med sin kæreste eller går rundt med ondt i maven og en masse bekymringer. Heldigvis kan man godt få jalousien til at fylde mindre. 

Øv dig i at acceptere jalousien 

Du skriver, at du allerede har prøvet både at aflede din opmærksomhed og snakke med din kæreste om jalousien, uden at det desværre har hjulpet. Jeg synes lige, at du skal have lidt ros med på vejen, for det er rigtig sejt, at du selv allerede har forsøgt at arbejde med jalousien. Og derfor kan jeg også sagtens forstå, at det er hammerfrusterende, når den stadig fylder så meget. Derfor tænker jeg, at det kunne være en rigtig god ide, at du øvede dig i at acceptere at jalousien kommer. 

Jalousi kan være en tricky følelse, og ofte er det sådan, at jo mere du kæmper mod jalousien, jo mere kommer den til at fylde. Derfor kan du øve dig i at sige til dig selv “jeg mærker, jeg er jaloux nu – det er okay – jeg vælger ikke at handle på det, når jalousien kommer snigende”. Det er helt normalt at det er lidt svært i starten, men rigtig mange oplever at jalousien langsomt begynder at fylde mindre, når man ikke kæmper så meget imod den. Så måske det kunne være rart for dig, så du ikke skal gå og have ondt i maven og føle dig så usikker. 

Usikkerheden kan godt komme til at fylde mindre

Du skriver, at det måske er din mindreværdfølelse og usikkerhed som er skyld i din jalousi. Når man er rigtig glad for nogen, kan man godt blive jaloux, fordi man er bange for at miste dem. Og så kan man godt komme til at blive usikker på, om man er god nok. Det kan være rigtig svært at gå og have det sådan. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være rart for dig, lige så stille at give slip på usikkerheden. For heldigvis er det en masse ting, som man kan gøre for at få usikkerheden til at fylde mindre. I vores artikel sådan kan du lige så stille give slip på din usikkerhed, står der en masse om, hvordan man kan gøre. Så måske der er noget i den, som kan hjælpe dig lidt på vej. 

Jeg tænker også, at der er en grund til, at det lige netop er dig som din kæreste har valgt at være sammen med. Det er måske fordi, han synes at du er rigtig skøn og dejlig. Det kan være, at du kan snakke med din kæreste om, hvad det er ved dig som han er glad for og holder af. Og så kan I måske skrive de ting ned på et papir eller på din telefon. For så kan du tage det frem, når du kan mærke at usikkerheden og jalousien kommer snigende. Jeg tænker nemlig, at det måske kunne være rart for dig, så du måske kan få bremset de svære tanker lidt, så de ikke kommer til at fylde alt for meget. 

Snak med nogen om det 

Det kan være rigtig svært at gå med en masse svære tanker og følelser helt alene. Og det lyder til, at du allerede snakker med nogen om jalousien. Det er rigtig godt, og det skal du endelig blive ved med. Men jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med nogen om mindreværdsfølelsen. 

Det kan være, at du kan snakke med dine forældre. De er måske nogle af dem, som er allertættest på dig. Og langt de fleste forældre vil rigtig gerne have, at man har det godt. Derfor vil de som regel også rigtig gerne hjælpe og lytte, når man kommer og fortæller, at man bøvler med nogle svære ting. 

Jeg kommer også til at tænke på, om du har nogle venner eller veninder, som du kan snakke med om mindreværdsfølelsen og usikkerheden. Det der med usikkerhed er noget som rigtig mange oplever. Derfor tænker jeg også, at der er måske er nogle af dem som har prøvet at have det sådan. Og så kan I måske snakke lidt om det, og om hvad de gør, når usikkerheden titter frem. Det kan også være, at I kan snakke lidt om, hvad du kan gøre. 

Tag fat i Headspace

Du kan også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. Det er helt gratis at komme i Headspace og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes at det er rarere. De frivillige er vant til at snakke med unge. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde som er rar for dig. Du kan både chatte med dem eller få tid til en samtale. Lige nu tilbyder de også videosamtaler, hvis du synes at det er rarere. Og uanset hvordan du vælger at kontakte dem, så vil de altid gerne lytte. 

Jalousi og usikkerhed kan være rigtig svært. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de varmeste tanker din vej og håber, at du får øvet dig i at acceptere jalousien, så den ikke skal fylde så meget.

De bedste hilsner fra en Mindhelper