Hej, dreng, 15 år.


Jeg har selvmords tanker og tror at jeg snart vil begå selvmord. Jeg ved bare ikke hvilken måde der nemmest og hurtigts. Jeg taler med psykolog men det går ikke fremragende fordi jeg har social angst. Jeg hader alt ved mig selv, jeg er dårlig i skolen, ond overfor folk jeg holder af, jeg hader min krop og min stemme (jeg er transkønnet og min far rørte min krop seksuelt fra da jeg var 6 år til jeg var 13). Jeg bor stadig med min far også selvom jeg er sikker på han er pedofil, fordi min mor ikke har særlig mange penge så mig og min lillebror ville ikke kunne komme på en ordentlig uddannelse siden det er ham der betaler, fordi at jeg stadig elsker ham, fordi at min familie ikke ved at han er pedofil (min mor ved halvdelen af sandheden om hvad der skete) og de ville blive knust hvis der skete noget med ham + vi har to hunde ved hans hus og min mor bor i en lejlighed hvor man kun må have ét dyr, vi har allerede en kat, hvad skulle der blive af dem? Jeg ville ødelægge vores familie og min fremtid hvis jeg gjorde noget. Jeg føler mig paranoid når jeg er ude i offentligheden fordi jeg får tanke om at alle mænd seksualiserer mig som min far gør. (ikke mere plads)

(15 år)


Kære Du

Det lyder til, at det er svært at være dig lige nu, og at der er flere ting, som fylder. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os. For det skal du bestemt ikke gå med alene. 

Selvmordstanker 

Du skriver, at du har selvmordstanker. Og når man har selvmordstanker, så er det et tegn på, at der er nogle ting inde i en, som er rigtig svære. Det lyder til, at du kæmper med flere ting lige nu – social angst, at slutte fred med din krop, og at bære på den ubehagelige oplevelse, som din far har udsat dig for. 

Derfor tænker jeg også, at det giver mening, at selvmordstankerne er dukket frem hos dig. For de kommer ofte, når man har svært ved at se sig ud af den situation, som man er i. Og så kan selvmordstankerne virke som en vej ud. Også selvom man måske egentlig ikke har lyst til at dø, men fordi det hele føles hammersvært og overvældende. 

Men når jeg læser dit brev bider jeg også mærke i, at du skriver at det vil ødelægge din fremtid, hvis din familie fandt ud af det med din far. Og det, at du skriver om din fremtid viser mig, at du har håb – håb for fremtiden. Det er mega godt, for heldigvis kan det godt blive bedre. Og du har allerede taget det første skridt på vejen ved at skrive herind. Så kæmpe skulderklap herfra. 

Svære oplevelser 

Du skriver, at din far har rørt din krop seksuelt fra du var 6 år til du var 13. Det er jeg ked af at høre. For det er en rigtig ubehagelig og grænseoverskridende oplevelse. Derfor skal du også vide, at det din far har gjort ikke er okay. For sådan nogle oplevelser kan godt sidde i en og påvirke en længe efter. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at det fylder hos dig. Og når den person, som har udsat en for det er ens familie, så kan der godt opstå en hel masse svære og forvirrende følelser inde i en. Derfor er det heller ikke unormalt at være splittet og stadig holde af sin far, selvom han har gjort noget, som ikke er i orden. 

Når man har oplevet noget, som har været ubehageligt har kroppen og hjernen det også med at huske det, og prøve at undgå at det sker igen. Derfor kan man godt få tanker og blive bange for, at der sker igen. Og have en frygt for at andre mænd også seksualisere en. Det er mega drænende at gå og have det sådan. For hjernen og kroppens alarmberedskab er hele tiden på overarbejde. Derfor er det også rigtig vigtigt, at du fortæller nogen om det. 

At fortælle det 

Du skriver, at din familie ville blive ødelagte, hvis de fandt ud af at din far har rørt din krop seksuelt. Der er rigtig mange unge, som har været udsat for ubehagelige oplevelser, som er nervøse og bange for, hvordan familien vil reagere  på, at de fortæller det. Derfor er det også normalt, at have det sådan. Og det er vigtigt for mig at sige, at du ikke har gjort noget forkert. Og derfor er det heller ikke dit ansvar at sørge for, at andres syn på din far ikke ændre sig. Så selvom det kan være skræmmende og ubehageligt, så tænker jeg, at det kunne være en rigtig god ide, at du fik fortalt nogen om det.

Derfor kommer jeg også til at tænke på, om der er en voksen omkring dig, måske en lærer, en vens forældre eller en helt tredje, som du kan tale med det om?

Hvis der ikke lige er en voksen, som dukker frem i dine tanker, så har jeg også lavet en liste herunder med gode tilbud og personer, som kan være gode at snakke med. 

  • Din psykolog 

Du skriver, at du taler med en psykolog, men at det ikke går fremragende. Når man går hos en psykolog kan det godt tage lidt tid, inden man er helt tryg ved personen. Derfor er det også normalt, at der kan gå lidt tid inden, at man kan mærke forskel. Men for at psykologen bedst kan hjælpe en, kan det være en god ide at fortælle, hvad der sker inde i en. Så hvis du ikke allerede har gjort det, så er det vigtigt, at du fortæller psykologen om dine selvmordstanker, og om de grænseoverskridende oplevelser med din far. 

  • Skolen

Du kan også snakke med en af dine lærere, en sundhedsplejerske eller en anden på skolen. I vores artikel om at få hjælp på sin skole kan du læse lidt mere om, hvordan skolen kan hjælpe.

  • Offerrådgivningen 

Hos Offerrådgivningen arbejder der en hel masse søde og dygtige mennesker. De er vant til at snakke med mennesker, som har det svært, og som har oplevet noget grænseoverskridende. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når ens far har rørt en seksuelt. Du kan både ringe til dem og chatte med dem. 

  • Livslinien 

Hos Livslinien ved de en hel masse om, hvordan det er at kæmpe med selvmordstanker. Og de frivillige, som arbejder der er vant til at snakke med folk, som har det svært. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Så dem må du altid gerne ringe til – hellere en gang for meget end en gang for lidt. 

  • Åben anonym rådgivning

Du kan også tage fat i Åben anonym rådgivning. Hos dem kan man få rådgivning og hjælp, hvis man har det svært. De kan også hjælpe, hvis der er nogle ting, som bøvler i familien. Du kan finde den Åben anonyme rådgivning, som hører til din kommune ved at google “Åben anonym rådgivning og navnet på din kommune”.

Det er mega hårdt at kæmpe med selvmordstanker. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej, og håber at du får snakket med nogen om, hvordan du har det

De bedste hilsner fra en Mindhelper