Det er bare så hårdt at skulle skjule mit sande jeg. Jeg er bange for, at jeg aldrig kommer til at finde kærligheden, og om jeg overhovedet fortjener det.

Hej

Jeg har det problem at jeg ikke kan forstå mig selv helt og ja kunne godt tænke mig at få klarhed. Det er lidt svært at tale om for jeg har brugt hele livet på at skjule det. Jeg er blevet diagnoseret med “Sociopat med psykopatiske tendenser og ekstrem sadistisk.” Det er bare super rart at få afvide at jeg ikke er i stand til at elske folk og det er det jeg er så jaloux over på andre folk at de kan og jeg er meget alene. Jeg har haft tanker om at skade folk siden jeg var 2 – 3 år gammel.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg spørger om helt for at være ærlig.. Det er bare så hårdt at skulle skjule mit sande jeg. Jeg er bange for at jeg aldrig kommer til at finde kærligheden om jeg overhovedet fortjener det. om jeg kan finde en måde at holde mine lyster til at slå andre folk ihjel væk resten af mit liv. Jeg har været igennem et mindre forløb de sidste 4 år omkring at få værktøjer og hjælp til at holde det tilbage og tilpasse mig samfundet. Men det er bare så hårdt altid at skulle holde masken på. Jeg kan aldrig slappe af i andres nærvær og være mig selv. For alt jeg har lyst til er at skade dem meget mildt sagt.

Hvorfor har jeg fået denne her straf at skulle leve med så meget smerte og aldrig kunne/må komme af med min frustration og følelse af at jeg er helt alene i verden og sikkert altid kommer til at være det. Mine venner får alle kærester og børn. jeg ser dem alle finde nogen. Jeg havde en kæreste for nogle år siden men det gik meget galt. Jeg kunne ikke lade være med at gøre hende ondt (psykisk og fysisk meget få gange) Men jeg troede det var måden man viste at man elskede hende på. Det har jeg så selvfølgelig fundet ud af at det var opskriften på at få hende til at hade mig istedet for at elske mig mere som jeg så brændende ønskede mig.

Tak fordi i gad at lytte. jeg er godt klar over at jeg sikkert ikke får andet end “du burde rådne op i fængsel” svar. Men nu prøver jeg at få hjælp en sidste gang.

(Dreng, 17 år)


Kære dreng på 17

Jeg har læst dit brev, og jeg bliver ked af det, fordi det er så tydeligt, at du oplever vildt meget smerte. Du skriver, at du godt er klar over, at du sikkert ikke får andet svar, end at jeg synes, du burde rådne op i fængsel. Men du skal vide, at det tænkte jeg altså på ingen måde, da jeg læste dit brev. Når jeg læser dit brev, så tænker jeg derimod, at du er et menneske, som oplever virkeligt meget smerte. Mere smerte end de fleste mennesker kommer til at opleve. Det er der ikke nogle mennesker, der fortjener – heller ikke dig. Du har ikke selv bestemt, at skulle opleve alle de her tanker og lyster. Derfor kan jeg også godt forstå, hvis du er rigtigt vred og ked af det over det, og føler det som en straf. Men du skal vide, at jeg synes der nogle rigtigt positive ting i dit brev også. For du virker til at have et ønske om, at kunne leve så normalt som muligt, finde en kæreste og slippe for at føle dig ensom. Og selvom det bliver mega svært – jamen så tænker jeg, at det godt kan blive muligt. Men det kræver, at du får en masse hjælp og støtte undervejs.

Du skriver, at du har svært ved at forstå dig selv. Og at du har brugt hele livet på at skjule, hvordan du har det. Det tænker jeg må være mega hårdt, at skulle gå og skjule alle de ting, der foregår indeni i en. Derfor giver det også god mening, hvis det gør dig frustreret. Alle mennesker – også dig og mig – vi har brug for at blive forstået og hørt. Uanset hvem vi er, og hvad vi tænker. Ellers kan vi komme til at føle os ensomme og forkerte, og det er enormt hårdt. Der er ingen som har godt af at være alene med sine tanker.

Selvom vores tanker nogle gange fortæller os ting, der er super ubehagelige. Og måske beder os om at gøre ting, som ikke er okay. Jamen så betyder det ikke, at vi behøver høre efter. Vi mennesker er ikke vores tanker. Derfor tror jeg heller ikke på, at du fortjener at rådne op i fængsel på grund af dine tanker. Du fortjener derimod, at få hjælp til at håndtere alle de her tanker og lyster, så du ikke handler på dem. For der er nogle mennesker, som oplever at have rigtigt svært ved at styre deres impulser. Og derfor kan det være nødvendigt, at få hjælp til at håndtere impulserne.

I forhold til at få den hjælp, som du fortjener, vil jeg anbefale dig at kontakte din læge. For selvom du skriver, at du har været igennem et mindre forløb i løbet af de sidste 4 år. Jamen så tænker jeg, at du godt kunne have brug for mere, længerevarende hjælp. Og det er helt okay. Sådan er det nogle gange med livet. Vi kan desværre ikke altid bestemme, hvad vi bliver udsat for. Og vi kan ikke nødvendigvis styre vores tanker og lyster. Men vi kan få hjælp til at gøre det hele lettere. Jeg tænker, at det kunne være rigtigt værdifuldt for dig, at få talt om alle de ting, der sker inden i dig. Enten med en psykiater eller en psykolog. På den måde, ville du kunne lægge masken lidt fra dig, og få afløb for nogle af alle de tanker, som du oplever. Så ville du ikke skulle gå med det helt alene, og forsøge at holde alt inde uden hjælp. For det lyder rigtigt hårdt og opslidende.

Det kan være, at det ville være godt for dig, at komme ind i et længere psykiatrisk forløb. Måske har du allerede oplevet at være en del af psykiatrien. Det kan være super hårdt, men det kan også være med til, at hjælpe en i retning af det liv, man gerne vil leve. Der kan du nemlig få yderligere værktøjer til at håndtere det hele. Selvom vi mennesker nogle gange fejler, og gør ting som ikke er okay. Jamen så kan vi altid vælge, at lære af vores fejl, og på den måde forbedre os. Og det tror jeg også på, at du kan. For selvom du har gjort nogle ting ved din ekskæreste, som ikke var okay – jamen så forstår du godt, at det havde konsekvenser. Det betyder, at du har evnen til at reflektere og lære af det. Nu forstår du, at når du gjorde din ekskæreste ondt, så ødelagde det jeres forhold. Og da du skadede hende, jamen så skadede du faktisk også dig selv. Derfor kan du også tage den erfaring med dig, så du ikke skader en eventuel kommende kæreste.

Jeg håber virkeligt, at det her brevkassesvar kan være med til at motivere dig til at søge mere hjælp. For jeg tænker, at det må være meget opslidende, at skulle gå med så meget smerte alene. Og jeg tror virkeligt på, at der er mulighed for, at du kan komme til at leve et liv med masser af positivt indhold, på trods af de svære tanker og lyster. Du er et velreflekteret menneske med en masse potentiale, og jeg tror på, at du har evnerne til at håndtere det her. Men jeg tror også, at det er altafgørende, at du får en hjælpende hånd på vejen.

Du skal vide, at jeg virkeligt ønsker dig det bedste. At du har skrevet ind til os og fortalt om din smerte, viser mig, at du ønsker forandring. Og det ønsker jeg også på dine vegne. Jeg krydser fingre for, at du vil søge den hjælp, som du fortjener.

De allervenligste hilsner fra en Mindhelper