Hej Mindhelper
Jeg har følt mig tom i et stykke tid. Jeg føler at jeg (i sær om aften) ikke har noget at leve for.
I skolen har jeg svært ved at koncentrere mig. Jeg har det godt nogle gange, men andre gange har jeg det af helvede til.
Jeg ønsker nogle gange bare at kunne forsvinde. Jeg vil selvfølgelig gerne leve, men vil også have det godt.
Jeg er bange for at fortælle mine forældre det, selvom jeg godt ved at det er noget af det bedste man kan gøre. Jeg er også bange for at sige det, mest fordi jeg ikke har en grund til at være ked af det. Men alligevel har jeg det skide dårligt.
Er det normalt ikke at have en grund at græde over?
MvH en pige på 13 år
(13 år)
Kære Pige på 13 år
Det kan være mega hårdt, når man føler sig tom indeni. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det. For det skal du ikke gå med alene.
Du er ikke alene
Du skriver, at du nogle gange har det ad helvedes til. Du skriver også, at du især om aftenen kan få følelsen af, ikke at have noget at leve for. Det lyder ikke rart. Og det kan være ret tungt, når man bøvler med svære følelser, og ikke helt forstår hvorfor. Og når man svinger mellem at have det godt til at være trist, tom eller ked af det, uden man helt kan sætte fingeren på, hvad der gør forskellen. Så er det helt naturligt at undre sig.
Men det at ens humør svinger, og man ryger ned i kulkælderen, er noget som mange unge kender til. Så du skal vide, at du langt fra er alene. Og det er ikke altid, at der er en bestemt grund til det. Sommetider er man måske bare ramlet ind i en uheldig periode. Og andre gange kan det også være, at der er mange forskellige grunde, der spiller ind. Derfor er det også helt okay, at være ked af det eller tom, uden man ved hvorfor.
Når man er inde i en periode, hvor humøret er i bund, kan man godt få selvmordstanker. For måske virker hverdagens trummerum pludselig lidt meningsløst. Og når man også går med nogle tunge følelser, kan man godt få lyst til at forsvinde – for så slap man måske også for at have det skidt. Men som du også selv skriver, så handler de tanker tit om, at man har det svært, og gerne vil have det bedre. På den måde betyder den slags tanker heller ikke altid, at man har lyst til at dø.
Man kan komme op af kulkælderen igen
Svære perioder har det med at komme og gå. Og selvom det kan være hårdt og frustrerende, når tunge tanker fylder. Så går de ofte i sig selv igen, og så får man det bedre. Men det kan være rart, at have nogle ting man kan gøre, når det svære fylder. Derfor vil jeg også lige tippe dig om artiklen I kulkælderen: Få 10 gode råd til at håndtere din tristhed. Her er der nemlig nogle råd, som jeg tænker måske kan hjælpe.
Del det med dine forældre
Noget af det bedste, man kan gøre, når man føler sig tom og har lyst til at forsvinde er, at snakke med andre om det. Og man behøver ikke at kunne forklare, hvorfor man har det sådan. Det vigtige er bare ikke at gå med det svære selv. Derfor er jeg også glad for at læse, at du allerede har tænkt på, om du skulle tale med dine forældre om, hvordan du har det.
Jeg kan sagtens forstå, hvis det kan være svært at tale med dine forældre. Jeg tror de fleste unge kan genkende det med at være nervøse for at snakke med deres forældre. For det er ikke altid sjovt at skulle fortælle, at man har det svært. Men netop derfor har vi også en artikel her på Mindhelper, med gode råd til at tale med sine forældre. Så måske er der et tip eller to, du kan bruge i den?
For nogle kan det også hjælpe, at have en sætning på forhånd, som de kan åbne samtalen med. Det kan f.eks. være noget ala: “Mor og far, jeg har det lidt svært for tiden, og jeg kunne godt tænke mig at tale med jer om det”. Tit er den sværeste del nemlig at åbne snakken. Derfor synes de fleste også, at nervøsiteten går væk, når først de er i gang.
Tal med en anden
Hvis det slet ikke dur at tale med dine forældre, så kan det også være, at der er en anden voksen i dit liv, som du kan snakke med? Det kan f.eks. være en lærer, en venindes mor, eller en helt tredje. De fleste voksne vil gerne støtte en og lytte, hvis man fortæller dem, at man har det svært.
Du kan også ringe eller skrive til Børnetelefonen, hvis du gerne vil snakke med en, som ikke kender dig i forvejen. Børnetelefonen er både for børn og unge, og rådgiverne hos Børnetelefonen er rigtig søde og dygtige. De er altid klar på at lytte, så dem kan jeg varmt anbefale dig.
Det er tungt at gå med svære følelser og tanker selv. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar du kan bruge, og at du har fået lidt mere mod på at tale med en voksen om, hvordan du har det. Jeg sender de bedste tanker din vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper