Hej
Jeg har gået med selvmord tanker i et år nu håber i kan hjælpe mig
(Pige, 13 år)
Kære pige på 13 år
Det lyder som om, du har det virkeligt svært for tiden. Så jeg er mega glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er det første skridt på vejen imod at få det bedre.
Du er ikke alene
Det lyder som om, du faktisk har kæmpet med selvmordstanker virkeligt længe efterhånden. Selvmordstanker er nogle vildt tunge tanker, så jeg forestiller mig, at det må være mega hårdt at have kæmpet med dem så lang tid. Og jeg tænker, at det er et udtryk for, at du faktisk har det vildt svært. For selvmordstanker popper tit op, når man har rigtigt ondt indeni. Og når man har det sådan, så vil man nogle gange bare gerne have det til at holde op. Det er der, hvor døden kan komme til at virke som den eneste måde, man kan få det til at holde op med at gøre så ondt indeni.
Men det er det ikke. Der er så mange andre muligheder for, at du kan få det godt igen. Og du er langt fra alene om at kæmpe med selvmordstanker. Det er der desværre mange, der oplever på et tidspunkt i deres liv. Men der er heldigvis også rigtigt mange, som har kæmpet med selvmordstanker, der har fået det godt igen med den rigtige hjælp. Derfor er det så vigtigt, at du får snakket med en voksen om, hvordan du har det. Så du kan få noget hjælp til at få det godt igen. Hvis du har lyst, kan du også prøve at læse Claras historie om, hvordan hun kæmpede med selvmordstanker, men har fået det rigtigt godt i dag. Nogle gange kan det hjælpe lidt at vide, at man ikke er den eneste, der har det sådan.
Snak med dine forældre
Du skriver ikke så meget i dit brev, men det lyder ikke som om, du har snakket med dine forældre om det. Er det rigtigt forstået? Hvis det er, så er det mega vigtigt, at du gør det. For jeg tog nemlig hul på mit bedste råd til dig i afsnittet over det her. Og det er at snakke med en voksen om, at du har selvmordstanker. For det er så vigtigt, at du ikke går alene med de tanker. Så kan de nemlig komme til at bygge sig op inde i dig og fylde mere og mere. Og så er selvmordstanker også alt for tunge til, at det er noget, du skal løse selv. Det er noget, du skal have hjælp af nogle voksne til at klare.
Men svære følelser er desværre ikke altid noget, man lige kan se på hinanden. Så dine forældre kan ikke vide, at du har det svært og har brug for deres hjælp, hvis du ikke fortæller dem det. Hvis der er en voksen, du er mere tryg ved at snakke med end dine forældre, kan du også sagtens starte med at snakke med dem. Det er nemlig ikke så vigtigt, hvem du lige snakker med. Så længe du får snakket med nogen.
Kender du Livslinien?
Jeg kommer også til at tænke på, om du kender Livslinien? Livslinien er et sted, hvor man kan komme til at snakke med en frivillig rådgiver, hvis man kæmper med selvmordstanker. Den frivillige rådgiver kan snakke med en og hjælpe en med at finde ud af, hvad man kan gøre, når selvmordstankerne kommer til at fylde for meget. De frivillige rådgivere hos Livslinien er super dygtige, og de er vant til at snakke med folk, der har selvmordstanker. Så de skal nok hjælpe dig så godt, som de overhovedet kan med at få sagt det, som du gerne vil have sagt. Du kan være helt anonym, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i. Og det skal du endelig bare gøre, hvis du har brug for det. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
Snak med din læge
Jeg synes også, du skal prøve at snakke med din læge. Din læge er nemlig også uddannet til at hjælpe dig, hvis det er noget psykisk, der er svært. Din læge kan for eksempel henvise dig til noget mere hjælp, hvis din læge vurdere, at det er nødvendigt. Hvis du ikke har lyst til at ringe til din læge selv eller gå til lægen alene, kan du bede dine forældre om at hjælpe dig med at tage fat i din læge. Ligesom du også kan bede dem om at tage med dig til lægen. Så kan de støtte dig, hvis det er svært at få sagt det, du gerne vil have sagt. Og de kan måske også hjælpe dig med at få det sagt, hvis du går i stå nogle gange.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får noget hjælp, så du kan få det bedre. For det fortjener du. Jeg ønsker de i hvert fald alt det bedste fremover.
De varmeste hilsner en Mindhelper