Hej Mindhelper
Nogle gange har jeg tanker om at dræbe mig selv fordi at jeg føler at jeg fortjener det. Jeg har prøvet at gøre skade på mig selv før. Jeg græder også ret tit. Jeg hader mig selv rigtig meget, men finder ikke nogen ubalance i mine spise og sove vaner. Jeg er heller ikke heletiden trist. Så jeg vil bare gerne spørger om jeg er depremeret. Eller ej. Personligt så tror jeg det ikke, men jeg vil gerne høre om jeres mening.
(Pige, 14 år)
Kære pige på 14 år
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at du har en del at slås med. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det her er ikke noget, du skal gå alene med.
Du har det drønsvært
Det er svært for mig at svare på, om du er deprimeret, når jeg ikke kender dig bedre, end de par linier du har skrevet her. Men hvis du har lyst, kan du læse vores artikel med de typiske tegn på depression. Måske kan det hjælpe dig lidt på vej.
Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at der er noget, der er drønsvært for dig, når jeg læser dit brev. For tanker om, at man har lyst til at dræbe sig selv, er altid et tegn på, at man ondt indeni. Og det er selvskade også. Så selvom du måske ikke føler, at du er deprimeret, skal du tage det alvorligt, at du har det sådan her. For det er ikke meningen, at du skal gå rundt og have det så svært. Det skal du have noget hjælp til, så du kan finde ud af, hvad det er der trykker. Og hvordan du kan få det godt igen. For det føles måske ikke sådan lige nu, men du kan godt få det godt igen. Og du fortjener livet lige så meget som alle andre. Også selvom det måske ikke føles sådan lige nu.
Fortæl det til nogen
Det er mega vigtigt, at du får fortalt nogen om de ting, du har skrevet i dit brev. Det er nemlig nogle ultra svære ting, som du ikke skal gå rundt og slås med helt selv. Det er de alt for svære til. Så du skal have delt dem med nogen, så der er nogen, der kan hjælpe dig med at bære alle de svære tanker. I princippet er det ikke så vigtigt, hvem du snakker med. Så længe det er nogen, du føler dig tryg ved. Og som du har lyst til at dele dine tanker med. Men jeg har lavet nogle forslag til, hvem du kunne snakke med, som du kan se nedenunder:
- Dine forældre: det er det allerbedste at snakke med sine forældre, når man har det svært. Jeg ved godt, det ikke altid er det, man har allermest lyst til. Men dine forældre er bare tættest på dig. Så det er dem, der har bedst mulighed for at hjælpe dig. Og så er jeg også næsten sikker på, at dine forældre faktisk rigtigt gerne vil vide, at du går rundt og slås med de her ting. Fordi de holder af dig og gerne vil hjælpe dig, når du har det svært.
- Livslinien: det er super vigtigt, at du får fortalt nogen om de tanker, du nogle gange får om, at du har lyst til at dræbe dig selv. Og du kan selvfølgeligt altid snakke med dine forældre om det. Men hvis de her tanker en dag kommer til at fylde for meget for dig, og der ikke lige er nogen, du kan snakke med, kan du tage fat i Livslinien. Hos Livslinien sidder der nemlig nogle super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om de tanker. Og de har snakket med rigtigt mange unge, der har haft lyst til at slå sig selv ihjel. Så de skal nok gøre alt, hvad de kan for at gøre samtalen så tryg, som muligt for dig. Du kan være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i. Og det skal du også bare gøre, hvis du føler, du har brug for det. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
- LMS: det er ikke helt tydeligt for mig ud fra dit brev, om du stadig gør skade på dig selv. Eller om det er noget, du har prøvet på tidligere, men ikke gør længere. Men hvis det er noget, som du stadig gør, synes jeg, du skal prøve at tage fat i LMS. De er nemlig eksperter på blandt andet selvskade. Det vil sige, at de ved rigtigt meget om selvskade. Ligesom Livslinien har de nogle rigtigt dygtige frivillig rådgivere, som sidder klar til at hjælpe dig.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg virkeligt fingre for, at du får snakket med nogen om det her. For du fortjener livet. Og du fortjener at få det godt igen.
De varmeste hilsner fra en Mindhelper