Jeg flyttede fra Litauen til Danmark som lille og er aldrig rigtigt faldet til. Jeg har lyst til at græde altid. Det føles ikke, som om det bliver bedre.
Hej.
Jeg har det rigtigt svært her for tiden. Det stardede nok helt fra da jeg var lille. Jeg blev nød til at flytte fra Litauen til Danmark, og forlade alle mine venner og familie. Det var rigtigt svært for mig. Folk i mim klasse troede at jeg var underlig og anderledes. Jeg prøvede altid at være positiv, men jeg kan ikke længere. Jeg har altid lyst til at græde, jeg kan ikke se noget positivt længere. Jeg gider ikke i skole, jeg gider ikke dans længere (som jeg har elsket). Jeg bliver rigtigt nemt sur, og har det svært med at ændre det igen. Det føles som om det aldrig bliver godt igen. Jeg har fortalt lidt af hvordan jeg har det til min mor, fordi hun kunne se det på mig( selvom det er rigtigt svært at åbne mig for andre mennekser). Jeg gider ikke mere.
(Pige, 14 år)
Kære 14-årige pige
Det må være rigtig svært at komme fra ét land til et helt fremmed med et helt andet sprog. Derfor er det også rigtig godt, at du deler det – både med din mor, men også os herinde. Det er første skridt på vejen til at få det bedre.
Du er en fighter
Til at starte med vil jeg rose dig for, at du har forsøgt at være positiv og beholde dit glade sind. Det kan nemlig være svært, når man flytter til et helt nyt land. Men det, at du har forsøgt at være positiv, fortæller mig, at du er en fighter, der prøver at få det bedste ud af en ny situation. Og det er altså ret sejt!
Har det altid været sådan?
Du skriver, at du har det rigtig svært for tiden. Jeg kommer til at tænke på, hvor længe det har været svært, som det er nu. Er det nogle måneder, eller helt fra da du var lille? Jeg spekulerer også på, om du har fået nogle venner her i Danmark, som du godt kan lide at bruge tid med? Eller om du føler dig ret alene her?
Fortæl det, hvis du har tanker om ikke at ville være her
Du giver udtryk for, at du ikke gider mere, og at du har lyst til at græde altid. Hvad mener du, når du skriver, at du ikke gider mere? Er det sådan en slags håbløshed-”det lort magter jeg ikke”, eller er det sådan en “jeg vil ikke være i livet mere”-følelse? Hvis det er det sidste, er det vigtigt, at du fortæller det til nogen. Her tænker jeg selvfølgelig på din mor. Men endelige også Livslinien. De er vant til at snakke med personer, der har tanker om selvmord. Nogle gange kan det være rart at fortælle det til nogen, som ikke kender en. Og så kan du være helt anonym, hvis du har brug for det.
Snak med nogen
Når man har det svært, er det rigtig vigtigt, at man ikke går alene med det. Men at man i stedet deler det med andre. Jeg er rigtig glad for at høre, at du har snakket med din mor. Bliv endelig ved med det. Jeg kommer også til at tænke på, om du kan fortælle mere til din mor om, hvordan du har det? Også selvom det er svært? Jeg ved, det kræver noget overvindelse. Men det er så vigtigt, at der er nogen omkring os, der ved, hvordan vi har det. På den måde kan de personer nemlig hjælpe os, når det hele spidser til, og det bliver svært at være i.
Ellers skal du vide, at der både er noget, der hedder Børnetelefonen, som du kan ringe eller skrive til. Men der findes også Headspacecentre rundt omkring i landet, som man kan besøge og få en snak med en af de frivillige deroppe. Måske er der et center i nærheden af dig? Ellers kan du altid skrive til deres chat, hvis det føles nemmest at starte med.
Kig på artiklen om råd mod tristhed
Her til sidst vil jeg lige linke til en artikel, hvor vi giver råd mod tristhed. Jeg ved ikke, om du kan bruge dem. Men du kan prøve at give den et kig og se, om der er noget, der giver mening for dig.
Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine råd. Og at du får snakket mere med din mor, så du ikke går alene med at have det svært.
De bedste hilsner fra Mindhelper
