Hej

. Jeg er en pige på 15 år.
For tiden er jeg ked af det i perioder. Nogle dage er jeg glad, andre dage er jeg ked af det.
Jeg synes bl.a. ikke at jeg kan stole på mine venner i min klasse, og jeg synes ikke, at de opfører sig ordentligt overfor mig. Det har jeg været meget påvirket af og ked af i lang tid, men nu er jeg færdig med 9. Klasse til sommer, og jeg prøver bare at holde ud det sidste stykke tid.
Min far og jeg har heller ikke haft det særlig godt, de seneste par måneder. Vi har talt om det og han har sagt undskyld, men det er bare ikke det samme længere, og det stresser mig og gør mig ked af det.
Min mor er gravid (jeg har i forvejen 4 søskende, da jeg er skilsmissebarn). Det gør mig ked af det, og jeg er bange for at der ikke er nok tid til mig når babyen kommer.
Jeg snakker meget med mine venner og familie om alle de her ting, men jeg går alligevel og er ked af det.
Jeg har også tænkt på, om det kan have noget med corona at gøre, at jeg er træt og ked af det.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Er det tegn på depression eller angst, eller hvad skal jeg gøre?
Jeg føler at hele mit liv er en stor bombe med problemer lige nu, og jeg har bare lyst til at tage væk.

(Pige, 15 år)


Hej Pige på 15 år

Det kan være hammer hårdt, når det bare føles som om, problemerne i ens liv hober sig op. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er vigtigt ikke at gå alene med de svære ting. 

Du reagerer helt normalt 

Det lyder som om, der er en masse ting i dit liv lige for tiden, der er svære. Derfor giver det også god mening, at der i øjeblikket er dage, hvor du er træt og ked af det. For vores humør bliver påvirket af de ting, der sker omkring os. Så når der sker mange ting omkring os, der er svære. Så er det helt naturligt, at der er flere dage, end der plejer at være, hvor ens humør er i bund. Og hvor man er træt og mest af alt bare har lyst til at tage væk fra det hele for at få en pause. 

Det tager tid

Det er super flot, at du har fået talt med din far om, at du og ham ikke havde det godt sammen. For det er ikke altid nemt at få taget hul på sådan en snak, men det er så vigtigt at tage den. Det er nemlig tit den eneste måde, man kan få løst konflikten på. Men jeg kan sagtens forstå, at det stresser dig og gør dig ked af det, at dit forhold til din far stadig ikke helt føles som det samme. Også selvom I har fået talt sammen, og han har sagt undskyld. 

Jeg tænker dog ikke, at alt håb er ude for, at jeres forhold ikke kan finde tilbage til det, som det var engang. For det er ret naturligt, at det føles som om, det hele er blevet vendt lidt på hovedet efter en konflikt. Derfor tager det også tid, før det sådan for alvor bliver godt igen, også selvom den første storm har lagt sig. Det er lidt ligesom et åbent sår. Selv når der er kommet skorpe på såret, går der lang tid, før det er helt væk. Derfor tænker jeg også, at dit forhold til din far nok skal finde tilbage til det, som det var med tiden. 

Opfører de sig dårligt, eller er det mere en følelse?

Du skriver, at du ikke føler, at du kan stole på dine venner. Og at de ikke opfører dig ordentligt over for dig. Det er ikke særligt rart at have det sådan. For ens venner skal helst være nogen, som behandler en ordentligt, og som er til at stole på. Men jeg kommer til at tænke på, hvad det er, der gør, at du har den følelse? Er det fordi, dine veninder faktisk ikke behandler dig ordentligt og for eksempel holder dig udenfor eller bryder deres aftaler? Eller er det mere bare en følelse indeni? 

For hvis det er det første, så er det helt okay, at du siger fra og sætter grænser overfor dine veninder, når de ikke opfører sig ordentligt. Uanset hvad så er det nemlig aldrig okay at behandle andre dårligt. Så når der er nogen, der behandler en dårligt, må man gerne sige stop. Men hvis det mere er en følelse indeni dig. Så er det måske en god idé at snakke med dine veninder om, hvordan du har det. For nogle gange kan sådan en følelse godt komme, fordi man taler hen over hovedet og misforstår hinanden. Hvis du har lyst, kan du finde inspiration til, hvordan du kan tage snakken i vores artikel om at løse konflikter med sine venner.  

Snak med din mor 

Jeg kan sagtens forstå, du bliver bekymret for, om der bliver tid til dig, når baby kommer. For vi har alle sammen brug for at have tid sammen med vores forældre, hvor der er er tid til, at vi kan blive set og hørt. Og en lille ny i familien kommer til at tage lidt tid. Men det er heldigvis ikke det samme som, at der ikke stadig kan være tid til dig. For du kan meget mere end den lille ny. Derfor kan du også sagtens være sammen med din mor, selvom hun også har en baby, hun skal passe på. Og nogle gange kan det også være sjovt at have en babysøskende, når man er ung og selv kan være med til at lege og passe sin nye søskende. 

Jeg tænker, at det allerbedste du kan gøre, er at snakke med din mor om, hvordan du har det. De fleste forældre er nemlig opmærksomme på, at det ikke altid er lige nemt for deres andre børn, når der kommer en lille ny ind i familien. Så hvis I får snakket sammen om, hvordan du har det. Så kan I også få talt om, hvordan I kan håndtere det. Sådan så du også kommer til at føle dig set og hørt, selv når den lille baby kommer til verden. 

Bliv ved med at snakke med folk 

Det er super godt, at du allerede snakker en del med folk omkring dig. For det er vigtigt, at man ikke går med det alene, hvis man er ked af det. Derfor skal du også endelig bare blive ved med at snakke med folk omkring dig. For det er helt naturligt, at du stadig er ked af det, også selvom du egentligt snakker med folk omkring dig. Selvom det kunne være rart, så er det at snakke med nogen ikke en mirakelkur, der kan få alt det svære til at gå væk. Men det kan gøre de svære ting lidt lettere bære, at man har nogen omkring sig, som man kan støtte sig op af. Følelser har det nemlig med at vokse sig større og komme til at fylde mere og mere, hvis vi går alene med dem.  

Tag fat i Headspace 

Du kan også prøve at tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig nogle super søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om alt, hvad der fylder for dig. Nogle gange kan det være rart nok at snakke med nogen, som man ikke kender om de ting, der er svære. Fordi man kan være ærlig på en lidt anden måde, fordi man ikke sidder overfor en, der også er blandet ind i de ting, der er svære. Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg fingre for, at der snart er nogle af de svære ting, der løser sig for dig. Sådan så du kan få lidt flere dage, hvor du kan være glad og have det godt.

De bedste hilsner fra en Mindhelper