Hej

Jeg er sur

(Pige, 13 år)


Kære pige på 13

Det kan være super træls at gå rundt at føle sig sur. Så jeg er glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Vrede er en helt normal følelse

Du skriver ikke så meget i dit brev udover, at du er sur. Men du skal vide, at det er helt normalt at være vred en gang imellem. Vrede er nemlig en rigtigt sund følelse at have. Og det er faktisk ret vigtigt at kunne mærke sin vrede. For vrede er en stopklods. Man bliver vred fordi, man har oplevet noget, der for eksempel har overskredet ens grænser. Eller hvor man har følt sig uretfærdigt behandlet. Og i de situationer er det jo faktisk ret vigtigt, at man kan få fortalt nogen, at de er gået over ens grænse. Eller at man føler sig uretfærdigt behandlet.

Så hvis du går rundt og føler dig lidt sur uden, at du måske helt kan finde ud af hvorfor, er det måske en god idé lige at stoppe op og spørge dig selv, om der for eksempel er nogen, der overskrider dine grænser lige nu? Eller om der er nogen, der får dig til at føle, at du bliver uretfærdigt behandlet? Og om der eventuelt er noget, du kan gøre for at få det til at blive bedre. Det kunne for eksempel være at tage en stille og rolig snak med dem om, hvad der er galt. Og hvad du har brug for, for at du føler dig ordentligt behandlet.

Hvis man bliver alt for vred

Men selvom det er super vigtigt at kunne mærke sin vrede, så er det også vigtigt, at vreden ikke tager overhånd. Det kan den for eksempel gøre, hvis man får gjort ting i raserianfald, som man fortryder. Det kan være, at man kommer til at kalde sine klassekammerater en masse grimme ting, mens man er sur, som man fortryder bagefter. Eller det kan være, at man igen og igen får smadret et eller andet, fordi man bliver sur og kaster med det første og det bedste, der står i nærheden. Hvis man har det sådan, er det en rigtigt god idé at øve sig i nogle teknikker, der kan skrue lidt ned for vreden.

En af de teknikker er den gode gamle med at stoppe op og tælle til 10, inden man reagerer. Det virker, fordi man får tid til at falde ned. Når man er vred, er man nemlig i totalt kamp-mode, hvor kroppen er fuldstændigt klar til at skulle kæmpe mod noget, den opfatter som en trussel. Og når man er i kamp-mode, tænker man kun på, hvad der er det smarteste at gøre nu og her. Fordi det var mega vigtigt for at overleve engang. Men det er bare ikke altid super smart i dag, fordi det sjældent er en kæmpe stor sabeltiger, man står og skal kæmpe med, når man bliver vred. Og derfor hjælper det at tælle til 10, så man falder tilbage i et lidt mere afslappet mode, hvor det er nemmere at tænke over, hvad der er smartest at gøre på den lange bane. Du kan læse flere gode råd til at håndtere vrede i den artikel, jeg har linket til. 

Snak med nogen

Jeg tog hul på mit bedste råd til dig i starten af mit svar. Og det er nemlig, at du skal snakke med nogen om, at du er sur. Hvis man går og holder sine følelser inde, kan de nemlig tit komme til at fylde mere og mere. Og så kan man nogen gange koge fuldstændigt over på et tidspunkt. Og for eksempel blive mega hidsig over noget, der måske ikke havde fået en til at blive sur, hvis man ikke havde gået og holdt alt den her vrede inde.

Hvis du ved, hvad der har gjort dig sur, men måske ikke ved, hvad du skal gøre, kan du spørge nogen andre om hjælp. Det kunne for eksempel være dine forældre. Når man snakker med andre om de ting, der fylder for en, får man nemlig mulighed for at høre om deres tanker. Og det kan jo være, at de har tænkt nogle helt andre ting end dig. Hvis det er nogle bestemte personer, som har gjort dig sur, kan du også vælge at snakke med dem om det, hvis du føler, at du kan det.

Når man snakker med nogen om noget, man er lidt vred over, er det vigtigt, at man husker at holde en ordentlig tone. Og at man husker at holde sig på sin egen banehalvdel. Så man for eksempel siger: “jeg oplever, at jeg føler mig uretfærdigt behandlet, når du gør sådan her.” På den måde får du nemlig åbnet for en snak, hvor I kan lytte til hinanden. Du kan læse mere om, hvordan man kan håndtere sine konflikter i den artikel, jeg har linket til. Den er skrevet om venskaber, men rådene kan bruges i sit forhold til stort set alle mennesker.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, du har kunne bruge til noget. Jeg ønsker dig i hvert fald alt mulig held og lykke med det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper