Det er som om, min hjerne er kortsluttet henover sommerferien. Jeg har mistet alt overskud i hverdagen, og når jeg kommer hjem fra skole, er jeg så udmattet, at jeg går direkte i seng. Hvad sker der med mig?

Hej,

Jeg er en 18 årig dreng der søger lidt hjælp til at finde ud af hvad jeg skal gøre. Jeg er næsten lige startet i 2.g, men det er som om jeg har mistet alt overskud i hverdagen og det resulterer i at jeg er fraværende fra timer… mange timer. Jeg har kun gået i skole i en måned og jeg har været væk Ca. 25% af tiden. Det skal lige siges at jeg ikke har været syg på noget tidspunkt. Når jeg så går i skole så er jeg udmattet når jeg kommer hjem og jeg går direkte i seng. Hvad sker der med mig, det som om min hjerne lige har taget en hurtig drejning og kortsluttet henover sommerferien. Jeg har det heller ikke sjovt til fester mere, selvom jeg er glad for mine venner. Hvad skal jeg dog gøre mindhelpers, jeg er en forvirret ung dum dreng.

(Dreng, 18 år)


Kære dreng på 18 år

Det lyder som om, du er ramt ind i en periode, hvor der er et eller andet, der virkeligt driller dig. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig så vigtigt ikke at gå alene med de ting, der er lidt svære. 

Du er ikke dum

Du slutter dit brev af med at skrive, at du er en ung, dum dreng. Men jeg tænker bestemt ikke, at du er dum, når jeg læser dit brev. Jeg tænker mere, at der er et eller andet, der driller dig. Og som gør det super svært for dig at tage i skole, selvom du faktisk gerne vil, fordi du er så træt og udmattet. Det må være så mega hårdt at skulle kæmpe med det hver dag. Så det giver rigtigt god mening, at du ikke altid kommer af sted i skole. For selvom du måske ikke lige umiddelbart er fysisk syg, så er der et eller andet, der gør, at energien til at følge med i skolen bare slet ikke er der mere. Og det er ikke fordi, du er dum. Det er fordi, der faktisk er noget, der driller dig og er svært for dig. Også selvom man måske ikke lige kan se det på dig fysisk.

Snak med din læge

Det kan være mega svært at svare på, hvorfor du lige pludseligt ikke rigtigt har energi til noget som helst. For der kan være rigtigt mange forskellige grunde til, at man har det sådan. Nogle gange kan det handle om, at der faktisk er noget fysisk galt med en, som man bare ikke lige selv kan se eller mærke. Derfor synes jeg også, det er super vigtigt, at du får snakket med din læge om, at du føler dig så udmattet. Så kan din læge nemlig få tjekket op på, om der er noget fysisk i vejen, som du ikke selv har opdaget. For hvis der er det, så er det jo mega vigtigt, det bliver opdaget og behandlet. Men hvis ikke din læge kan se, at der skulle være noget fysisk galt, så kan han eller hun også hjælpe dig med at undersøge, hvad der så kan være galt. Og din læge kan også henvise dig til noget mere hjælp, hvis din læge tænker, at det ville være en god idé.

Er der sket noget på det sidste?

At være træt og udmattet hele tiden, kan også være et tegn på, at der er et eller andet i ens omgivelser, der ikke er, som det plejer at være. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om der mon er sket noget henover sommerferien, der måske har været anderledes, end det plejer at være? Det kan nemlig godt gøre en træt og udmattet, hvis der er sket noget nyt i ens omgivelser, fordi ens hjerne skal bruge en masse energi på at vænne sig til det nye. Andre gange kan man også bliver rigtigt træt og udmattet, hvis der er et eller andet, der er svært enten i ens omgivelser eller inde i en selv. Det kan for eksempel være, at der har været dårlig stemning derhjemme meget længe. Eller at man har gået rundt og været ked af det i et stykke tid. Ens hjerne bruger nemlig også meget energi på at gå rundt og være ked af det. 

Der er også nogen, der føler sig trætte og udmattede hele tiden, fordi de har fået en depression. Folk med en depression oplever også tit, at de ikke rigtigt kan finde glæde ved noget mere. Ikke en gang de ting, der plejede at gør dem vildt glade. De fleste der har en depression føler sig ofte enten meget triste eller helt tomme indeni. Hvis der er noget af det, du kan genkende. Og hvis du har lyst, så kan du læse den artikel, jeg har linket til omkring de typiske tegn på depression. Man kan godt have nogle af tegnene i artiklen uden, at det behøver betyde, at man har en depression. Men hvis du kan genkende rigtigt mange af tegnene, så er det vigtigt, at du snakker med nogen om det. For så er det et tegn på, at du har det drønsvært. Og lige meget om det er en depression eller ej, så kan man heldigvis godt få det godt igen. Nogle gange kræver det bare lidt hjælp fra folk omkring en. 

Snak med en studievejleder

Jeg synes også, at du skal prøve at snakke med en studievejleder på dit gymnasium om, at du føler dig så træt og udmattet hele tiden. Så ved din skole nemlig, hvorfor du har højt fravær. Og så kan de også hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan komme igennem gymnasiet uden at få alt for højt fravær. Dit gymnasium vil også rigtigt gerne have, at du gør gymnasiet færdig og får din studentereksamen. Så jeg tænker, at de også rigtigt gerne vil hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan klare det lige nu, hvor du er så træt og udmattet.

Snak med nogen om det

Jeg kommer til at tænke på, om du mon har fortalt nogen, at du føler dig så træt og udmattet hele tiden? Hvis ikke du har det, så synes jeg, du skal gøre det. Du kan jo for eksempel snakke med dine forældre. Jeg gætter nemlig på, at det er dem, der er tættest på dig lige nu. Så det er også dem, der har bedst mulighed for at hjælpe dig. Det kan være super svært at skulle fortælle sine forældre, at der er noget, der driller en. Men det er så vigtigt, at man gør det. For hvis man går med de svære ting helt alene, så kommer man også til at skulle finde en løsning på sine problemer helt alene. Og det er faktisk mega hårdt. For hvis man ikke lige kan finde en løsning, så kan ens tanker bare køre i ring og komme til at fylde mere og mere. Men tit kan andre se nogle ting i det, man fortæller, som man måske ikke lige selv havde tænkt over. Og som faktisk kan hjælpe en rigtigt meget med at finde ud af, hvad man kan gøre.

Tag fat i Headspace

Hvis det er nemmere for dig at snakke med nogen, som du ikke kender, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der altid en frivillig rådgiver klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med personen om alt, hvad der fylder for dig. Der er nemlig intet, der er hverken for stort eller for småt at snakke om hos Headspace. De frivillige rådgivere i Headspace er super dygttige, og de har snakket med rigtigt mange unge, der har haft det svært. Så det mon ikke, de har mødt nogen, der har haft det lidt ligesom dig. Og kan fortælle dig, hvad der hjalp for dem. Måske er der noget af det, der kan hjælpe dig? Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du få snakket med nogen om, at du føler dig så træt og udmattet hele tiden. Sådan så du kan få noget hjælp til at finde ud af, hvorfor. Så du kan få det godt igen. For det fortjener du.

De bedste hilsner fra en Mindhelper