Hej Mindhelper
Uhhh… ok jeg er i mit første forhold, (har varet 7 måneder so far) og jeg har det rigtigt sværet med retroaktiv jalousi. Min kæreste har været sammen med andre seksuelt før (som mennesker gør, altså jeg ved det er helt normalt og jeg går 100% ind for seksuel befrielse and all that), men jeg har det bare rigtig svært med det, af årsager jeg ikke kan forstå.
Jeg er godt klar over at det her er et mig-problem, og at jeg skal komme mig over det, men jeg er seriøst debiliteret, jeg føler mig så mentalt såret og jeg ved godt jeg lyder overdramatisk men jeg er altså også bare en overdramatisk person.
Hvordan kan jeg finde fred med at min kæreste har været sammen med nogle andre før mig? Hvordan kan jeg stoppe med at have det så dårligt? Jeg vil nødigt have det her begynder at gå ud over hende/hun begynder at blive usikker på sine egne valg, fordi hun har jo ikke gjort noget som helst forkert. Og hvad jeg sidder og roder med er jo en oldgammel artefact af sådan klassisk misogynisme, som jeg ikke er så vild med at jeg føler sådan.
Jeg ved ikke hvordan ellers jeg kan udtrykke mig, jeg vil bare have smerten stopper.
Beklager den lange besked
(17 år)
Kære du
Det kan være rigtig svært at føle jalousi, og særligt hvis det er retroaktivt.
Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. For dem skal du bestemt ikke gå med alene.
Gode tanker
Først og fremmest vil jeg starte med at sige, at det lyder til, at du har gjort dig nogle rigtig gode tanker om det hele.
Du skriver, at du er klar over at det er et ‘mig-problem’, at du føler dig overdramatisk, og at du ikke vil have, at det begynder at gå ud over hende.
Alt sammen rigtig fine og eftertænksomme tanker. Det skal du have stor ros for!
Men som du skriver, kan det være rigtig ubehageligt at være i. For selvom hverken dig eller hende kan gøre for det, så kan det stadig fylde rigtig meget.
Jalousi og kærlighed
Selvom det kan føles enormt ubehageligt at være jaloux, så er det også vigtigt at huske, at jalousi er en naturligt følelse, som de fleste oplever på et tidspunkt.
Det er forskelligt fra person til person, hvorfor man er jaloux, men for mange kan det fx handle om, at de er bange for at miste deres kæreste.
Så derfor kan jalousi også godt være et tegn på, at man elsker sin kæreste rigtig højt.
Sådan arbejder du med din jalousi
Jalousi er en følelse rigtig mange går med. Nogle føler det sjældent, nogle føler det hele tiden og andre svinger mellem de to.
Fælles for alle tre er, at det kan være rigtig svært at slappe af og nyde sit forhold, hvis man er alt for jaloux.
Derfor har vi prøvet i vores artikel: Alt for jaloux? Få 7 tips til at håndtere din jalousi på en god måde, samlet de bedste råd til at håndtere jalousien.
Her kan du læse om hvorfor vi føler jalousi, hvordan det kan føles og måske vigtigst af alt: hvad du kan gøre ved det.
Snakker du med din kæreste om det?
En af de vigtigste ting du kan gøre, er at tale med din kæreste om, at du oplever meget jalousi.
Det er selvfølgelig vigtigt, hvordan man taler om det. En god måde at tale om det på, kan være ved at være nysgerrig på jalousien uden at være bebrejdende.
Så I stedet for fx at komme til at anklage ens kæreste for at gøre en jaloux, kan man I stedet sige: “Jeg har på det seneste følt mig jaloux, når jeg tænker på, at du har været sammen med andre før mig, jeg synes ikke det er en rar følelse, kan vi mon tale om det sammen?”.
På den måde kan I være nysgerrige på, hvorfor du har følelsen, og snakke åbent om det på en god måde.
Hvis du vil have flere tips til, hvordan man kan have en god samtale, så kan du læse vores artikel om konflikter.
Selvom artiklen handler om konflikter og venskaber, så er der en del tips om at snakke om svære ting. Og de tips kan faktisk også være ret gode at huske på, når man skal tale med sin kæreste om noget man synes er svært.
Tal med dine venner om det
Til slut vil jeg også foreslå, at du får talt med nogle andre end din kæreste om dine følelser.
Det kunne for eksempl være en god ven.
For når vi får talt højt om de tanker og følelser vi har, så bliver de ofte også lettere at forstå. Og tit kan vi få nogle nye vinkler på vores egen situation.
Man kan se samtalen med sine venner lidt som et sted, hvor man kan udforske sine tanker og følelser, og finde ud af, hvad der er hoved og hale i dem.
Jeg kan godt forstå, at det er udfordrende at gå og være jaloux over at ens kæreste har været sammen med andre før én selv. Men der er heldigvis flere ting du kan gøre, for at få det bedre med jalousien.
Jeg håber du kan bruge svaret, og jeg sender dig en masse god energi, og håber du finder ud af det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper