Hej Mindhelper
Hvorfor er jeg alene? Hvorfor er der ikke nogen der vil hjælpe mig?
(Dreng, 13 år)
Kære dreng på 13
Jeg er rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det lyder som om, du har det rigtigt svært i øjeblikket. Derfor er det også godt, at du har skrevet herind, for der er ingen, der bør gå alene med sine tanker, hvis de har det dårligt.
Nu ved jeg ikke så meget om din situation, for du skriver ikke så meget i dit brev. Derfor kan jeg heller ikke svare med sikkerhed på, hvorfor du oplever at være alene, og at der ikke er nogen, der vil hjælpe dig. Det lyder til, at du måske godt kunne trænge til at snakke med nogen om, hvordan du har det? Det er der heldigvis nogle forskellige muligheder for.
Snak med nogen om, hvordan du har det
Det kan være rigtigt rart, at snakke med nogen om, hvordan man har det. Så kan man komme ud med sine problemer, og hjælpes ad med at finde en løsning. Så føles problemerne ikke altid så store – og det kan blive nemmere at overskue det hele.
Dine forældre
Det første jeg tænker på, når jeg læser dit brev er, om du har snakket med dine forældre? Det kunne måske være en god idé, at snakke med dem, så de kan hjælpe og støtte dig. Så du ikke behøver være alene med det hele. Det kan være super svært, at åbne op for, hvordan man har det. Du kan prøve at læse denne guide til, hvordan man taler med sine forældre om svære ting. Nogle gange kan vi godt have lyst til at holde ting hemmeligt for vores forældre – måske fordi vi er bange for, hvordan de reagerer, om de bliver sure på os eller bekymrede for os. Men de er ofte dem, der er bedst til at støtte os fremadrettet, og derfor kan det være en god idé at gøre alligevel. Jeg er næsten sikker på, at de gerne vil hjælpe dig, og at de holder meget af dig.
Få hjælp på skolen
Man kan også få hjælp på sin skole, hvis man ikke har det så godt. Hvis der er en lærer, du godt kan lide, eller måske en sundhedsplejerske på skolen, så kan du jo prøve at snakke med dem om, hvordan det går med dig. Hvis du går op til dem og siger “Jeg kunne rigtigt godt tænke mig, at snakke med dig, for jeg har det ikke godt i øjeblikket. Hvornår har du tid?”, så er jeg sikker på, at de gerne vil hjælpe dig på vej. Nogle gange kan lærerne selv hjælpe dig, men ellers så ved de i hvert fald, hvor du ellers kan få hjælp henne. Du kan prøve at læse mere om, at få hjælp på skolen her. Det kan være en god idé, hvis du eksempelvis synes det er for svært, at tale med dine forældre.
Headspace
Jeg tænker også, at Headspace måske kunne være en mulighed for dig. Headspace er et sted for unge, hvor man kan komme og snakke om sine problemer med deres frivillige. De er rigtigt dygtige, og man må komme med alle slags problemer – både store og små. Nogle gange kan det være rigtigt rart, at snakke med nogle, som ikke kender en, og som har masser af overskud til at høre, hvad man har at sige. Du kan være fuldstændigt anonym, så du behøver ikke fortælle dem hvem du er, eller hvad du hedder, hvis du ikke har lyst. Der ligger en Headspace i mange større byer, så du kan prøve at undersøge om der ikke er en i nærheden af dig også. Deres frivillige er super søde, og du kan være helt tryg ved at snakke med dem.
Børnetelefonen
Du kan også ringe til børnetelefonen, hvis du synes det er rarere at snakke i telefon end at møde fysisk op. Man kan også chatte med dem, og det er helt anonymt. De sidder klar til at hjælpe unge med deres problemer – og du kan også være helt tryg ved at snakke med dem. De kan hjælpe dig på vej med, hvad du skal gøre nu.
Jeg kan desværre ikke svare på hvorfor der ikke er nogen der vil hjælpe dig, eller hvorfor du er alene. Men jeg har givet lidt råd til, hvor du kan finde noget hjælp, så du ikke behøver gå med det alene. For det kan være så super hårdt, hvis man føler man er alene i verden. Jeg håber du kan bruge mine råd, og krydser fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig fremover.
De aller venligste hilsner fra en Mindhelper