Hej Mindhelper

Hvordan ved jeg at jeg føler noget? I know det er lidt spøjst at spørge om, men hæng på.

Jeg har sådan tænkt over på hvordan jeg har det, og hvilke følelser jeg føler. Og det ved jeg ik. Jo jo jeg ved godt at når jeg græder så er jeg trist men ellers så ved jeg det ikke. Jeg kan i hvert fald ikke mærke det. Og jeg kan heller ikke mærke om jeg vil noget 100% nogle gange siger jeg bare ja, for at sige noget. Jeg ved ærlig talt ikke så meget om mine følelser eller hvordan jeg har det.

(15 år)


Kære dig,

Det kan være super forvirrende, hvis man er tvivl om, om man kan mærke sine følelser eller ej?

Derfor er jeg også rigtig glad for at du har skrevet herind og delt dine følelser med os. Dem skal du ikke gå med alene.

Det er normalt

Rigtig mange oplever, at det med at kende sine følelser ud og ind er en svær størrelse.

Nogle dage kan man føle, at man har rigtig godt styr på dem, og kender dem som sin egen bukselomme.

Og andre dage kan det føles som om, at de er helt fremmede for en.  

Det er alt sammen helt normalt og noget, som rigtig mange oplever i løbet af deres liv.

Men det kan være frustrerende, hvis man ofte føler, at man slet ikke kan finde hoved og hale i sine følelser. 

Derfor vil jeg også komme med nogle forslag til, hvad du kan prøve at gøre. 

Gå på opdagelse i dine følelser

Når man er tvivl om, hvorvidt man kan mærke sine følelser eller ej, kan det være en god ide at prøve at gå på opdagelse i dem.

Det kan man gøre ved fx at sætte en trist film på, se noget sjovt på Youtube eller tænke på noget, der plejer at gøre en vred.

Imens man gør det, kan man prøve at skrive ned, hvad man kan mærke i kroppen.

Får man ondt i maven eller græder, når man ser den sørgelige film?

Bliver man varm i kroppen, når man tænker på det, der gør en vred?

Eller begynder man fx at grine og have det sjovt, når man ser noget på Youtube? 

Prøv mindfulness af 

En anden ting, du kan prøve af, er mindfulness. 

Mindfulness er mega smart at bruge, hvis man har svært ved at mærke sin krop og sine følelser. 

For når man dyrker mindfulness, så handler det nemlig om at mærke efter i sin krop og fokusere på sin vejrtrækning. 

Når man laver mindfulness, så guider en stemme én til, hvad man skal prøve at mærke efter i sin krop. Så det er en sindssygt god øvelse, hvis man har svært ved at mærke sin krop. 

Du kan læse endnu mere i vores artikel om mindfulness. I den er der nemlig både en masse viden, men der er også seks forskellige mindfulness-øvelser i bunden. 

Prøv at kontakte Headspace

Hvis du synes det kunne være rart at snakke med nogen om dine følelser, så kan jeg varmt anbefale dig Headspace.

Hos Headspace møder du en masse søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med unge, der har det svært.

Så hvis du stadig føler, at du har svært ved at regne dine følelser ud, så kan de være rigtig gode at snakke med. 

Du kan chatte med dem, ringe til dem eller møde dem fysisk i de fleste større byer.

Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det. 

Det kan være rigtig svært, når man ikke helt kan mærke, hvad man føler. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som kan hjælpe dig på vej. Jeg sender dig en masse god energi.

De bedste hilsner fra en Mindhelper