Hej,
Hver gang jeg hører eller læser noget med at man bare skal lytte til hvad man vil, tænker jeg over hvad jeg egentlig vil. Hvad jeg synes om, hvad jeg kan lide. Og når jeg gør det kommer jeg hele tiden i tvivl om jeg synes om det jeg tænker. Jeg føler mig så usikker på det.
Hvordan vil jeg kunne vide hvad jeg egentlig vil?
Jo mere jeg tænker over det jo mere føles det som om tankerne kører i ring.
Håber I kan forstå mit problem, og kan hjælpe mig.
(Dreng, 16 år)
Kære dreng på 16
Det kan være mega svært at finde ud af, hvad det er man gerne vil med sit liv. Derfor er jeg også super glad for, at du har delt dine bekymringer med os.
Du skriver, at at du er i tvivl om, hvad det er du egentligt gerne vil. Som jeg læser dit brev, så tænker jeg at du mener, hvad du gerne vil med din fremtid? Er det rigtigt forstået? Hvis det er det, så skal du vide, at det er fuldstændigt normalt at være på bar bund med ens fremtid, når man er 16. Der sker nemlig super mange ting i ens liv på det tidspunkt. Du skal måske til at tage stilling til, hvilken retning du vil gå med uddannelse og måske vælge ungdomsuddannelse. Det er mega forvirrende og man kan blive usikker, fordi man ikke nødvendigvis ved, hvad det er man har lyst til.
Man behøver ikke have en plan
Rådet om “at man bare skal lytte til, hvad man gerne vil” kan være et super dårligt råd. For det er ikke sikkert, at man har nogen idé om, hvad man godt kunne tænke sig. Og så er der ikke så meget andet end forvirring at lytte til. Derfor giver det også rigtigt god mening, hvis du bliver usikker og dine tanker kører i ring. Men du er langt fra den eneste, som går med de her tanker. Der er rigtigt mange unge på din alder og ældre, som er rigtigt meget i tvivl om, hvad de kunne have lyst til at lave i fremtiden. Både med skole, sport, hobbyer osv. Og det er helt normalt og fuldstændigt okay.
Man behøver ikke have en klar plan, når man er ung. Hvis du tager et valg nu og så finder ud af næste år, at det ikke var noget for dig – så vælg om. Man må altid vælge noget andet, hvis man finder ud af, at man er landet det forkerte sted. Det er helt normalt og super fornuftigt. Nogle oplever også, at de tager et uddannelsesvalg, som de var ret meget i tvivl om. Men når de så begynder, så finder de ud af, at de er landet på den helt rigtige hylde. Når man prøver ting af, så lærer man også rigtigt meget om sig selv. Hvad man kan lide, hvad ikke kan lide og hvad der skal være anderledes ved det næste valg, man tager. Så det at prøve ting af kan være den allerbedste måde til at finde ud af, hvad det egentligt er, man gerne vil.
Jeg kan anbefale dig at læse vores artikel om personlige styrker. Den handler om, hvordan man finder ind til det, som man god til og som er vigtigt for en. Denne her artikel om at træffe et valg kan også være en super god hjælp, når man er i tvivl. Jeg håber at artiklerne kan være en hjælp for dig.
Snak med nogen om det
Et andet rigtigt godt råd til dig er, at få snakket med nogle om alle de tanker, du går rundt med. Du fortæller at tankerne kører i ring lige nu. Derfor kunne det måske også være rigtigt rart for dig, at få nogle andres perspektiv på hele situationen. Det kan i hvert fald være en kæmpe hjælp, når man skal finde ud af, hvad det er, man gerne vil. I sidste ende er det selvfølgelig din egen beslutning, men det kan være super hjælpsomt, at få lidt flere ideer at vælge mellem.
- Snak med dine forældre. De kender dig sikkert rigtigt godt og vil gerne hjælpe dig med at træffe et godt valg. De har sikkert også nogle ideer til, hvad de tror du vil kunne lide.
- Snak med dine venner. Hvad er deres ideer? Er der nogle af deres tanker, som vil kunne inspirere dig?
- Snak med en studievejleder. En studievejleders job er at rådgive unge i deres uddannelsesvalg. Studievejlederen har et kæmpe overblik over alle de mange muligheder, som er derude. Du kan kontakte en studievejleder gennem din nuværende/gamle skole eller kontakte en online her på Evejledningen.
- Prøv Jobkompasset. Måske kan jobkompasset guide dig lidt i en retning. Der kan man få en masse ideer til, hvad der er af muligheder ud fra ens interesser.
Det kan være hammersvært at finde ud af, hvad man gerne vil med sit liv. Men det er fuldstændigt normalt. Derfor kan det også være en rigtig god idé, at få snakket med nogle om det, så man kan få hjælp og støtte undervejs. Og tager man det forkerte valg, så pyt med det. Man må altid vælge om.
Jeg håber at mit svar har kunne hjælpe dig lidt videre. Og så ønsker jeg dig mega meget held og lykke fremadrettet.
De venligste hilsner fra en Mindhelper