Hej, Pige, 20 år
Jeg står op hver morgen og tænker ”Hvem står jeg overhovedet op for?” ”Der er ikke nogen der ville opdage hvis jeg ikke stod op.”
Pånær min chef, for jeg arbejder 32 timer på et arbejde som jeg virkelig ikke er glad ved. Alle kollegaerne de hygger og griner sammen i løbet af dagen, men jeg har aldrig noget social med dem.
Jeg har ingen venner. Kun en enkel som jeg prøver at få det til at fungere med, men jeg er bare for usikker til at være mig selv, og være godt selvskab.
Jeg har ikke noget at se frem til og alt virker uoverskueligt.
Jeg er overvægtigt og det er mit værste problem i livet. Hver gang jeg skal ud af en dør, er jeg ved at bryde sammen over at jeg skal finde noget tøj der skjuler min krop mest muligt. fordi jeg er overvægtig, kan jeg ikke være mig selv. Jeg føler mig intet værd, så det kan jo være ligegyldigt hvem jeg snakker med.
Jeg droppede ud af gym i starten af 2.g fordi jeg var deprimeret. Jeg havde verbal shutdown, og fik derfor ikke dannet nogle relationer. Nu er jeg 20, og kunne ALDRIG forestille mig at skulle gå i klasse med 15-16-17 årige:( Hvordan får jeg en gymnasiel uddanneelse.
Jeg skjuler alt for alle og lader som om.
hjælp
(19 år)
Hej pige på 20 år
Det lyder godt nok til, at det er rigtig svært at være dig lige nu. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Du beskriver rigtig mange ting i dit spørgsmål. Så for at holde overblikket for os begge og for at være sikker på, at vi får det hele med, har jeg tænkt mig at svare dig lidt i etaper. Jeg håber det er okay?
Når man føler sig intet værd, kan det godt blive bedre
Du skriver, at dit livs største problem er, at du er overvægtig og at du føler dig intet værd. Det lyder på mig som om, at du måske er lidt for hård ved dig selv.
For selvom det er normalt at være lidt kritisk over for en selv, en gang imellem, er det også vigtigt, at det ikke tager overhånd. Hvis vi går og slår os selv i hovedet hele tiden og er kritiske over for alt vi gør, så kan det være rigtig hårdt og drænende i længden.
Derfor tænker jeg, at du måske døjer med lavt selvværd og eventuelt kunne have gavn af, at læse vores artikel: Lavt selvværd: 7 gode råd til, hvordan du får det bedre med dig selv.
I den finder du en masse gode råd til, at få det bedre med dig selv, og fx en forklaring på, hvorfor vi bl.a. har så travlt med at sammenligne os med andre.
Det kan være godt at se dine tanker udefra
En anden god måde, at dæmpe for vores indre kritikers stemme, når den siger ting som: “Du er ikke god nok” eller “Der er ikke nogen, der kan lide dig”, er at prøve at se vores tanker udefra og udfordre dem.
I vores artikel: Sådan udfordrer du negative tanker om dig selv, får du tre effektive værktøjer til, at udfordre dine negative tanker og følelser, du har om dig selv.
Selvom det er lettere sagt end gjort, så virker det faktisk. Men ligesom at lære at cykle, er det sværere i starten og så bliver det gradvist lettere med tiden. Så selvom det måske ikke lige ændrer sig med det samme, så er der altid håb.
Snakker du med dine forældre om, hvordan du har det?
Jeg kommer også til at tænke på, om du får snakket med dine forældre om, hvordan du har det?
Når man har det svært, kan det være en rigtig god ide, at få delt det med nogen og få luft til sine tanker. Ofte så vil vores forældre os det bedste, og vil derfor gøre alt hvad de kan for at hjælpe.
Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være en god ide, at tage en snak med dine forældre om, hvordan du har det.
Hvis du ikke rigtig ved hvordan du skal tage hul på snakken, kan jeg varmt anbefale dig vores guide: Sådan snakker du med dine forældre om svære ting. I den står der en masse gode råd og tips til at tage hul på snakken.
Har du hørt om Ventilen?
Hvis du ikke har lyst til at tale med dine forældre om det, så kan jeg varmt anbefale dig Ventilen. Ventilen er en organisation for unge, som kender til ensomhed og som godt kunne tænke sig at få nogle flere venner.
Hos Ventilen kan du blive del af et trygt fællesskab, hvor du kan møde andre unge, som også føler, at de ikke har nogen venner. Hos Ventilen møder du ikke kun andre unge, men også en masse super søde og venlige frivillige, som sørger for at der altid er god stemning.
Det er gratis og der er altid plads til alle. Hvis det lyder som noget for dig, kan du kan finde Ventilen tæt på dig inde på deres hjemmeside. De ligger i de fleste større byer.
Hvordan får du dig en gymnasial uddannelse?
Du skriver til sidst, at du var nødt til at droppe ud af 2.g, men at du stadig gerne vil have en gymnasial uddannelse. Så hvordan gør man det?
Her er mit bedste bud til dig, at kontakte en studievejleder. Studievejledere ved rigtig meget om hvilke muligheder man har for at få en gymnasial uddannelse. Også hvis man har gået på gymnasiet og droppede ud midtvejs.
Hvis du har lyst til at snakke med en studievejleder, vil jeg anbefale dig at kontakte Uddannelsesguidens eVejledning. Her kan du enten chatte, ringe eller booke et videomøde med en af deres vejledere.
Det kan være rigtig svært at se en mening med det hele, når man føler sig ensom, og føler at man er intet værd. Derfor håber jeg også, at der er nogle råd i mit brev til dig, som du kan bruge. Jeg sender de varmeste tanker din vej og håber du finder ud af det. Det fortjener du.
De bedste hilsner fra en Mindhelper