Hej Mindhelper
Jeg har altid vidst at verden ikke var et godt sted. Da jeg var 9 blev jeg udsat for seksuel overgreb. det fortsatte indtil jeg var 13 år og det har virkeligt påvirket den person jeg er i dag. jeg ved ikke hvorfor men da jeg var mindre troede jeg det var normalt at have et traume eller noget andet slemt at deale med. på det seneste er mit mentale helbred synket helt i dybet og jeg føler mig stresset hele tiden. da jeg var 14 fik jeg en hjerneskade som også gør at jeg bliver hurtigere træt hvilket kun gør det hele meget værre. jeg skal på efterskole næste år og jeg ser frem til en PTSD-diagnose og traumebehandling. nå men tilbage til mit mentale helbred. på det seneste har jeg tit føllet mig ret stresset og jeg har fra tid til anden bare siddet og boret mine negle (de er lidt lange, men det er ikke meget slemt) ind i mine overarme. det har oftest været når jeg har været meget stresset eller når jeg kan mærke at jeg er lige ved at græde. jeg tror måske jeg lidt bruger smerten som en coping-mekanisme, men jeg ved ikke om det er direkte selvskade??
(15 år)
Kære dig,
Det lyder til at der er mange ting, som fylder hos dig for tiden. Jeg er rigtig glad for, at du har skrevet til os, for det skal du bestemt ikke gå med alene.
Når vi oplever svære ting i barndommen
Du skriver, at du har oplevet seksuelle overgreb i din barndom, og at du derfor også ved, at verden ikke altid er et godt sted.
Når man oplever voldsomme ting i sin barndom, som seksuelt overgreb er, så er det normalt at man bliver påvirket af det som man bliver ældre.
Men selvom det er naturligt, at man kan være påvirket af det når man bliver ældre, så er det stadig meget vigtigt, at man får hjælp til at håndtere det.
Godt du får hjælp
På det du skriver, lyder det til, at der allerede er sat noget i gang, så du blandt andet kan få noget hjælp.
Det er jeg rigtig glad for at høre, for det er rigtig vigtigt, at der er voksne som hjælper en, når man har ubehagelige oplevelser med sig.
Hvornår er noget selvskade?
Du skriver også, fordi du er begyndt at tænke over, om det du gør kan være selvskade.
Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl. For selvskade er et meget overordnet begreb, og det er ikke altid helt tydeligt, hvornår noget er det, og hvornår noget ikke er det.
Men definitionen af selvskade er egentlig at påføre sig selv fysisk smerte, for at undgå følelsesmæssig smerte.
Og på det du skriver, så lyder det faktisk til, at det godt kan passe ind under den definition.
Du skriver nemlig, at du borrer dine negle ind i dine arme, når du er stresset eller tæt på at græde. Og du har også tænkt på, om det mon er en coping-strategi.
Når noget er selvskade
Og derfor vil jeg egentlig også give dig et ret direkte svar og skrive, at det du gør, lyder som selvskade.
Selvom selvskade i situationen kan føles som en rigtig god strategi, fordi den ofte virker, så har den desværre mange dårlige sider også.
For eksempel er selvskade kun noget der hjælper i øjeblikket man har det svært. Det er altså ikke noget der hjælper med de problemer man reelt har.
Og derfor bliver det kun det man kalder ‘symptombehandling’, man får det altså ikke bedre generelt af at selvskade.
Og så kan selvskade også blive værre med tiden. Så selvom man måske kun borrer negle ind i huden lige nu, så kan man risikerer at det udvikler sig. Og det kan være farligt.
Hvad skal du gøre?
Heldigvis er der flere ting du kan gøre, for at flytte fokus fra de følelser som er svære.
Ofte handler det om at finde andre strategier end selvskade, når man har det svært.
Region Sjælland har lavet en hel app til netop det. Den hedder Safe.
Appen hjælper dig både med at gøre noget andet end at selvskade, i de situationer du ellers plejer at gøre det.
Og samtidig så kan du få en masse viden om selvskade og prøve øvelser der kan hjælpe dig.
For eksempel er der mange beroligende øvelser derinde, som fx kan hjælpe hvis man er meget stresset.
Jeg kan virkelig anbefale appen. Du kan downloade den til iPhone eller til Android.
Hvad er selvskaden et tegn på?
Noget der også kan være godt at tænke over, er hvornår man selvskader?
Du er selv inde på, at du selvskader når du er stresset eller ved at græde. Det er mega sejt, at du har lagt mærke til det.
For nu hvor du ved, at fx stress påvirker dig meget, så kan du også gøre noget for at hjælpe dig selv, inden du når ud et sted, hvor du selvskader.
Hvis du fx har en stresset periode, så kan det være, at du skal se på, om du kan sætte farten lidt ned eller om du kan bruge Safe appen ofte i den periode?
På den måde kan du forhåbentlig tage noget af det i opløbet, så du ikke når at blive så presset, at du selvskader.
Hvem taler du om det med?
Når man har oplevet seksuelt misbrug i barndommen, og også har følger af det efter man er blevet ældre, så er det meget vigtigt, at man taler med voksne professionelle om det.
Derfor vil jeg også opfordre dig til, hvis du ikke allerede gør det, at snakke med en voksen du stoler på, hvordan du kan komme til det.
Hvis du ikke har en voksen du stoler på, som du kan tale med det om, så kan du også altid tage til din læge og tale med dem.
Du er over 15 år, og det betyder at du kan tage alene til lægen. Dog kan lægen være nødt til at bede dine forældre om samtykke, hvis du skal i behandling.
I vores artikel om at tage til lægen, kan du læse mere om, hvordan du kan gribe det an.
Tag fat i foreningen spiseforstyrrelser & selvskade
Et sidste sted du kan få hjælp, er hos foreningen spiseforstyrrelser og selvskade.
De er eksperter i selvskade, og de ved alt om selvskade generelt og hvordan du kan søge hjælp.
De tilbyder utroligt mange former for rådgivning, for eksempel over deres chat, SMS eller et videomøde.
Deres rådgivere er utroligt søde og vil altid gøre alt, hvad de kan, for at hjælpe dig.
Når man har svære oplevelser i bagagen og er begyndt at selvskade, så er det utroligt vigtigt at man får hjælp. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar der kan hjælpe dig på vej.
Jeg sender dig en masse gode tanker og god energi. Og husk at du altid må skriver herind igen, hvis du skulle have brug for hjælp en anden gang.
De bedste hilsner fra en Mindhelper